VANDRERUTE Skovskolen i Nødebo (4,5 km rundtur)
På denne rundtur ved Skovskolen i Nødebo kan du opleve Stjernen og parforcejagtlandskabet i Gribskov, der er Unesco verdensarv, og snuse til stemningen på Skovskolen, hvor en række af Københavns Universitets grønne uddannelser og efteruddannelser holder til
Startsted og parkering Skovskolen i Nødebo
Du kan sætte bilen på Skovskolen gratis uden tidsbegrænsning på Nødebovej 77A, 3480 Fredensborg. Bus 307 fra Hillerød holder samme sted.
Hvilke oplevelser er der på rundturen ved Skovskolen i Nødebo?
Vandreruten går igennem Skovskolen i Nødebo, som har en særlig plads i mit hjerte. På Skovskolen holder en række af Københavns Universitets grønne uddannelser og efteruddannelser til. Jeg har arbejdet der i 11 år, indtil jeg gik fuld tid med Frie fodspor. Det er stadig et sted jeg elsker at komme, også i fritiden. Der er et helt unikt studiemiljø, og jeg er aldrig holdt op med at ærgre mig over, at jeg ikke kendte til Skovskolen, dengang jeg valgte uddannelse. Administrationen holder til i denne stråtækte bygning, der oprindelig var bolig for skovrideren.

På Skovskolen kan du opleve to forskellige kunstværker, som er skabt af den sicilianske landskabskunster Alfio Bonnano i samarbejde med Skovskolens elever, studerende og medarbejdere. ‘Encircled shortcuts’ er placeret på den populære genvej mellem kollegieværelser i ‘Landsbyen’ og undervsiningsbygningen ‘Quercus-Huset’:

‘Embracing Spaces’ står midt i den grønne kile, der går ned gennem hele Skovskolen. Det er et super udendørs klasselokale, som jeg ofte brugte, da jeg var underviser på Skovskolen.

Det er skåret ud af et eneste træ, og det tog halvanden time med en motorsav at nå igennem:

På Skovskolen finder du også mange træbygninger, som er bygget af elever og kursister gennem årene. Her er fx Stugan:

Fra Skovskolen går turen videre gennem Gribskov ud til Stjernen, som er en del af Parforcejagtlandskabet i Gribskov, som er udpeget til Unesco verdensarv. Parforce er en speciel slags jagt, som Christian den Femte bragte til Danmark fra Frankrig. Kongen stod i stjernen, mens 20-30 ryttere med hunde jagtede en hjort, til den var komplet udmattet. Så fik kongen æren af at hugge den til døde med en lang jagtkniv. Skæbnen ville, at kongen selv døde under en parforcejagt: I 1699 blev han såret af en hjort under jagten, og døde af sine kvæstelser.
Ved Stjernen finder du i dag en mindesten for Søren Kierkegaard, der som studerende yndede lige dette sted i skoven. Her, hvor de otte veje mødes, funderede han over, hvordan vi kan vælge den rigtige vej i livet. Kierkegaard har beskrevet stedet i ‘Stadier på livets vej’. Mindestenen for ham blev rejst i 1913 på den dag, han ville være fyldt 100 år.
Er vandreruten skiltet og kan den forlænges?
Desværre er vandreruten ikke skiltet, for det er en, vi selv har fundet på, men med kortet nederst finder du nemt vej. Det er oplagt at forlænge vandreruten med rundturen ved Esrum Sø, som er 4,7 km. Så får du en vandretur på 9,2 kilometer i alt.
Kort over vandreruten Skovskolen i Nødebo
- Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
- Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
- Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!
4 reaktioner
Hej, jeg har GPX-viewer på min mobil, men bliver hægtet af ved pkt 2 i din beskrivelse “klik på kortet HER” er det kortet nedenfor beskrivelsen? For umiddelbart sker der intet når jeg gør det? Håber du kan hjælpe mig videre ?
Hej Jette. Nu har jeg prøvet at lave et link til filen. Håber det virker bedre nu? Ellers kan du også bare downloade appen AllTrails og følge Frie fodspor – der ligger alle vores kort. God tur i skoven! kh Marie
Hej
Appen GPX viewer…er det den til kr. 9,- du mener, for der er flere forskellige?
Hilsen Helle
Ja, jeg gav i hvert fald 9 kroner. Appens ikon har en azurblå baggrund med et papirkort over og en rød knappenål. Håber det hjælper. Jeg sætter billede af appen på vej så snart jeg kan. kh Marie