PAKKELISTE For kvinder: Maries pakkeliste til caminoen
At pakke din rygsæk til caminoen er faktisk første skridt på vejen til den afklaring, pilgrimsvandring kan give dig: Hvad har jeg egentlig brug for? Hvad har jeg ikke brug for?
Fordi du vandrer langt med din rygsæk dag efter dag, er det en god ide at tage dig tid og fokus til at overveje, hvor meget du slæber på. Hvad hjælper dig? Hvad tynger dig?
Din rygsæk spejler dit indre
Caminoen inviterer os på en sund måde til at sige farvel, deale, rydde op. Skelne mellem, hvad der gavner, og hvad der er ’for en sikkerheds skyld’. En for tung rygsæk handler for mig om beskyttelsesmekanismer. Sikkert af samme slags som dem, der får mig til at spise uopmærksomt og for meget, når livet er presset.
Før jeg blev så klog, slæbte jeg alt muligt unødvendigt med, som jeg fortrød – måske fordi jeg havde ladet mig inspirere af lidt for mange velpolstrede pakkelister hjemmefra?
Se antipakkelisten – alt det pik-pak, jeg sagtens kunne undvære i min rygsæk
Flere morgener på caminoen kom jeg af sted i en ruf – alle pakkeposerne røg i rygsækken uden særlig omhu. Resultat: Efter de første kilometer med fx et kamera gnavende på lænden: Ompakning på en støvet skovsti – meget mere besværligt end at gøre det på herberget. Min pointe: Det giver mening hver eneste dag i livet at gøre sig umage med at komme godt ud af døren. Hvad end det er camino-rygsækken eller arbejdstasken.
Her er min ultimative, nedbarberede pakkeliste til vandring fra 7-37 grader.
Er du mand? Tjek Torbens ultimative pakkeliste
Det rejser jeg i:
Merinocardigan med lynlås (=mellemlag)
Et par vandresokker i merino
Et par underbukser
Tanktop i uld
Sports-bh i uld
Lange vandrebukser
Støvler eller vandresandaler
Det ligger i rygsækken:
Uldsovepose
Letvægtshåndklæde – hammam
Regnponcho med plads til rygsækken
Ekstra tanktop i uld
Vandrenederdel
Et par ekstra uldsokker
Walker’s wool mod vabler
Et par ekstra underbukser
En buff i merino
Halsedisse i mikrofiber
Tynde merinohandsker
Mellemtykt uldent undertøj som pyjamas
Crocs ballerinaer eller Birkenstock Arizona letvægtsmodel som indendørs sko
Korkbold til fodmassage
Solskygge
Tandbørste, minitandpasta og tandtråd til antal dage
Uldvask mini
Solcreme mini
Negleklipper 3-i-1
Pincetten fra en schweizerkniv
Shampoo mini
Deodorant: 5 Days DEO
En rulle Leukoplast tape mod vabler
Fodcreme
En pakke lommeservietter
Hudpleje
Mascara
Læbepomade
Mobiltelefon og oplader
Papir og kuglepen til dagbog
Pilgrimspas – med hjemmefra
Pas
Blåt sygesikringskort
Kreditkort og et ekstra
Vandrestave
En ekstra gummifod til vandrestave
Er du mand?
Måske er vandrenederdel og uld-bh ikke relevant for dig på din pakkeliste til caminoen?
Så tjek Torbens ultimative pakkeliste til mænd her
Ordnung muß sein i rygsækken
Pakkeposer giver mig overblik, og gør det nemt at finde ting uden at pakke alt ud. Alt i min rygsæk ligger i pakkeposer i hver deres farve, så jeg kan kende forskel:
- Uldsovepose og uldpyjamas i den mønstrede
- Indesko i den brune
- Teknik i den blå
- Tøj i den mørkegrønne
- Toiletsager i den græsgrønne
Pakkeposer med caminostemning… Pakkeposerne er standard. Mærkerne er vores caminomærker du selv kan sy på – se mere her
Jeg bruger helt almindelige, billige pakkeposer og ikke mere tekniske løsninger som fx drybags. Drybags er sikkert smart til fx kanoture, men på caminoen holder jeg fint alt i rygsækken tørt med almindelige pakkeposer, fordi jeg vandrer med regnponcho. Har du allerede investeret i drybags, kan du sagtens bruge dem på caminoen, hvis du er ok med den ekstra vægt.
Hvad er en fornuftig vægt for en pilgrimsrygsæk?
Som tommelfingerregel går jeg efter, at min pilgrimsrygsæk max. bør veje 10 % af min idealvægt inkl. mad. Det vil for mig sige 7,5 – 8 kilo. I praksis er min rygsæk dog ikke over 6,5 kilo, og jeg savner intet.
Hvad med toilettasken, hvis jeg tager rygsækken med som håndbagage?
Alt toiletgrej har jeg i minibeholdere, og så supplerer jeg op undervejs, hvis jeg mangler noget. Når alt er i beholdere på mindre end 100 ml, kan rygsækken tjekkes ind – og jeg sparer på vægten. I dag er jeg ikke længere pedant med toiletsager. Jeg har været der, hvor jeg var så fikseret på at droppe ting, at jeg smurte fodcreme i ansigtet! Nu under jeg mig at have de produkter med, jeg plejer at bruge.
For mig er deodoranten særligt vigtig at have styr på når jeg vandrer på caminoen og andre steder. Det er bare ikke fedt at have sin egen svedlugt med… Jeg sværger til 5 Days DEO, fordi den fungerer exceptionelt godt. Den er parfumefri, uden parabener og får højeste score i Forbrugerrådets Tænk Kemi. Beholderen er lille og let og kan gå med som håndbagage.
Find den geniale 5 Days DEO her i vores lille vandreshop
Er det i virkeligheden noget andet end rygsækken, der vejer?
Mange pilgrimme går som jeg pedantisk op i at vandre med mindst mulig vægt. Uden at sige for meget, så kig også på din krop. Groft sagt er 140 gram ekstra i rygsækken måske underordnet, hvis du vejer 14 kilo for meget. Jeg taler af bitter erfaring med de 14 kilo.
Vandring i juli – behøver jeg så alt det, der er på listen?
Juli er ikke vores favoritmåned til caminoen – mest fordi vi elsker Danmark i juli. Da vi alligevel var af sted i juli, nedbarberede vi pakkelisten yderligere.
Se vores forslag til pakkeliste til sommer på caminoen
Hvad så hvis det er vinter, når jeg skal vandre?
Vores rygsæk er lidt tungere, når vi vandrer om vinteren. Vi gider simpelthen ikke at fryse, så hellere slæbe lidt ekstra og være på den sikre side.
Se vores pakkeliste til vintervandring
Hejsa
Jeg skal gå den portugisiske her midt april, fra Porto.
Jeg er virkelig meget i tvivl ang. bukser/zip-off/shorts og du anbefaler nederdel…
Hvilke vandrebukser vil du anbefale? Er du til zip.off?
Og god tur til jer, lige om lidt.
Mvh. Tenna
Hej Tenna. Her kan du læse om hvad jeg vandrer i og hvorfor: https://www.friefodspor.dk/pakkeliste-mit-bedste-gear-til-caminoen/ Hvis du er i tvivl med din camino og har spørgsmål ud over hvad du kan læse på vores side, må du meget gerne booke os til individuel rådgivning her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/ Bedste hilsner Marie
Tak for en meget inspirerende hjemmeside, som førstegangs pilgrimsrejsende på Caminoen.
Vi rejser afsted i påsken (sidste uge i marts) blot 6 dage fra San Sebastian til Bilbao. Hvad er jeres erfaringer ift. overnatning – vi tænker ikke at reservere noget hjemmefra, men blot tjekke ind på Herbergerne undervejs. Er det naivt at tro, der er pladser? :-)
Derudover regner jeg med at tage en letvægtssovepose med – hvad tænker I om det?
Fedt den kan bruges. Vi starter også Norte i marts – den 22. fra Irún. Måske vi mødes. Vi forventer ikke en travl periode der, og vil ikke mene det er nødvendigt at booke, med med mindre det er nogle specifikke steder I vil bo. Vi kigger vejrudsigt før afgang og vælger sovepose eller uldpose alt efter vejret. kh Marie