ANTIPAKKELISTE Hvad kunne vi godt have undværet i rygsækken?

Her er de benhårde råd om komplet overflødigt udstyr i rygsækken, som vi gerne selv ville have fundet, inden vi tog af sted på vores første caminoer!

Efter vores første og anden camino gjorde vi den gode øvelse at gennemgå, hvilke unødvendige ting, vi havde slæbt med. Der var flere end man skulle tro! Se med her og spar gram i rygsækken.

Dubletter = dobbelt vægt

Generelt har vi lært at stille skarpt på dubletter i rygsækken: Hvad har vi to af? Hvilke ting løser samme opgave? De kan ofte godt udgå.

  • Ikke både shorts og vandrenederdel. Det er enten-eller. Og kun et par lange bukser. Er de til tørre, går vi bare i de lange skiunderbukser, vi plejer at sove i.
  • For Marie er een bh er nok – det går fint nok i de få timer, det tager, før den er tørret efter vask.
  • Fodtøj vælger vi hjemmefra: Enten støvler eller vandresandaler. Kommer der for varme dage til støvler, lufter vi fødder endnu oftere. Kommer der dage for kolde til vandresandaler, tager vi sokker på.

Dubletter i rygsækken er skåret ned til dem, der er absolut nødvendige: Underbukser, sokker og stropløse toppe har vi to med af hver – en på en og til vask.

Bye, bye, yndlingshovedpude….

Har du en supernær relation til din hovedpude? Så nært, at du overvejer at tage den med? Start lige med at veje den. Og pakke rygsækken med den i. Så ved du, hvad du har med at gøre. Alt i rygsækken er en prioritering. Men vi vil mene, at hovedpude – hvor dejlig den end er – er en luksus. Indtil videre har vi aldrig sovet et sted uden hovedpude på caminoen. Og ind imellem åbner der sig nogle nye, mentale døre, når man er nødt til for en stund at undvære ting, man ellers er knyttet til!

Marie har syet et hovedpudebetræk i den størrelse hovedpude, der er i Spanien. Om dagen fungerer den som pakkepose. Se mere og finde mål her

Toiletsager tynger

Alle toiletsager har vi kun med i bittesmå beholdere. Vi kan altid supplere, købe nyt eller låne, hvis vi rent faktisk får hovedpine eller vabler. Engang tog vi den luksus at medbringe et superlet, oppusteligt fodbad. Men det blev ikke brugt – et varmt bad var rigeligt.

Nu vi er ved toiletgrej… Skal man have toiletpapir med? Det har vi nu aldrig haft – synes det fylder og vejer for meget. Til gengæld har vi altid en pakke lommetørklæder med, til hvis der ikke lige er en bar. Og husk: God caminostil er: Leave no trace – tag altid alt affald med dig, inkl. papirlommetørklæder.

Regn med, at du klarer regnen!

Især for Marie har regn altid været en stor skræk. Her et overblik over de ubrugelige og tunge ting, der i starten blev slæbt med på den konto, men som nu er forvist fra rygsækken:

  • Regnsko – rain covers: De var i praksis for bøvlede at få på og umulige at gå i
  • En halv rulle skraldeposer: Havde hørt om et trick med at putte foden i en skraldepose inden den kommer i vandreskoen. Virker ikke – du sveder foden våd anyway
  • Regngamacher – også kaldet regngaiters: Blev ikke brugt, fordi de tog for lang tid at få på
  • Vandtæt bøllehat: Unødvendig, fordi regnponchoens hætte dækker
  • Regnjakke og regnslag til rygsæk: Er røget ud, fordi vores regnponcho dækker rygsækken. Det er nemmere kun at skulle have een ting frem, når det regner.

So ein ding…

Teknik er en faldgrube for sig. Bevares, en pandelampe er da rar i de mørke timer om morgenen. Men da vi sparede den væk, gik det nu fint nok med mobilens lys.

Decideret fjollede ting, vi har haft med

  • Selfiestang – helt og aldeles unødvendig og besværlig. Du møder en fotograf, når du mangler en. Alle vores kreative ideer med at kunne tage billeder langt oppefra gad vi i praksis ikke gennemføre
  • Deleoplader: Vi medbragte en stikfordeler, som aldrig kom i brug. Har ikke manglet strøm noget sted på caminoen
  • En ekstra pakkepose. Den kom aldrig i brug, og skabte blot forvirring i tasken.

Vores ultimative pakkeliste til caminoen

Vi smed trods alt ikke alt ud af rygsækken…
>> Maries ultimative pakkeliste til caminoen
>> Torbens ultimative pakkeliste til caminoen

8 replies
« ældre kommentarer
  1. Annette
    Annette siger:

    Hej Maria
    Jeg er super glad for min merino cardigan købt hos jer, og din pakkeliste er meget nyttig. Jeg synes dog, det er svært at holde mig på 5,6 kg, hvilket er 10 procent af min vægt. Vand plus evt mad må vel lægges oveni eller hvad?
    Vh
    Annette

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Kære Annette. Hvor er det bare skønt du har glæde af Frie fodspor. Ift. vægt: Ja, det er plus mad og vand. Hvis du ikke allerede er med, kan jeg varmt anbefale Facebookgruppen ‘Ultra Letvægts Vandring’. Det er et meget lærerigt fællesskab med en fremragende moderator/inspirator – Kaare Meldgaard. Det er en lang rejse at komme ned i vægt, men du er da megalangt. Og husk: Det er ikke religion. Nogle kan sagtens klare at bære mere – det hele handler om hvordan du trives med at vandre og hvad der skal til for at forebygge skader. Bedste hilsner Marie

      Svar
« ældre kommentarer

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Test at Blind Banana Bag custom Morado light
Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten