VANDRERUTE Furesøen rundt: 21 naturskønne kilometer
Vandreruten Furesøen rundt er naturskøn og afvekslende med det ene smukke kig efter det andet ud over Furesøen
Måske kender du Frederiksdal Søbad, sejlklubberne eller Furesøbadet? Furesøen rundt binder mange gode oplevelser sammen, og det er en fremragende vandrerute, som er nem at komme til fra København, både med og uden bil.
Hvor starter turen Furesøen rundt?
Furesøbadet er et oplagt startsted, uanset om du kommer i bil eller med offentlig transport.
- Bil: Der er gratis parkering uden tidsbegrænsning ved Furesøbadet på Frederiksborgvej 101, 3500 Værløse.
- Offentlig transport: Stå af S-toget på Farum Station og gå derfra til Furesøbadet – så er ruten ca. 2 km længere i alt.
Hvor mange kilometer er der rundt om Furesøen?
Der er 21 kilometer rundt om Furesøen til fods, og langt det meste af vejen kan du vandre tæt ved søbredden.
Er turen Furesøen rundt skiltet?
Nej, det er den desværre ikke. Du kan langt hen ad vejen orientere dig ved hele tiden at have søen på samme side – men der er steder, det er rart at have et kort med første gang, så du kommer ned til søbredden alle de steder, det er muligt. Find vores kort over ruten nederst.
Hvilke oplevelser er der Furesøen rundt?
De mange næs og bugter gør turen Furesøen rundt til en varieret og oplevelsesrig vandring. Synet af Furesøen ændrer sig hele vejen rundt, og når man kigger tilbage, er det svært at forstå alle de næs, man til sidst har rundet.
Du vandrer ganske tæt på vandet meget af vejen på skrænter og hylder i terrænet, og ad smalle stier og gangbroer i træ gennem engområdet Vaserne.
Turen Furesøen rundt går også forbi nogle af landets dyreste boliger, og for os åbner det altid for refleksion. Bevares, det er ikke svært at forelske sig i en kæmpe kasse her. Men hvor vi elsker at vandre videre, vel vidende, at vi har lykken på ryggen og er rige på vores egen skala – på børn, indre glæde og frihed til at vandre.
Hvordan er underlaget rundt om Furesøen?
Der er gode skovstier og grusstier det meste af vejen til fods Furesøen rundt. Især mellem Furesøbadet og Frederiksdal er ruten kuperet, og stien snirkler sig op og ned ad skrænterne, og stien ligner flere steder en hulvej. Der er også korte strækninger på villaveje gennem Frederiksdal, Holte og Bistrup.
Er der gode pausesteder langs Furesøen?
Du kommer ikke til at mangle steder at slå dig ned med madpakken eller termokanden, når du vandrer Furesøen rundt. Der er både udsigtsbænke på toppen af bakkerne og bordebænkesæt i vandkanten.
Er der en café undervejs på Furesøen rundt?
Ja, to muligheder. Restaurant Furesøbad ligger lige ved startstedet ved Furesø Marina. I Holte cirka halvvejs kommer du forbi Restaurant ægerhuset, som ligger på bakken bag sejlklubben med en ualmindeligt god udsigt. Vi gik kaffetørstige forbi, for Jægerhuset åbnede først kl. 12.
Er det bedst at gå rundt om Furesøen med eller mod uret?
Vi har af en eller anden grund altid gået Furesøen rundt mod uret. Men vil du gemme det bedste til sidst med de kuperede skovstier, så er med uret Furesøen rundt faktisk bedst.
Kort over Furesøen rundt
Det er ikke absolut nødvendigt at have ruten rundt om Furesøen rundt med som GPX-kort. Men det er rart at orientere dig efter på din første tur, for det er ikke selvforklarende, hvor der er sti nede foran villaerne, og hvor der ikke er. Du kan også nemt få ruten ind på din mobil, så du kan se, hvor du selv er:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil. Hvis der popper et vindue op med prøveperiode og betalingsabonnement, kan du bare klikke det væk.
- Hent kort over Furesøen rundt og åbn kortet med din AllTrails-app – du er den blå prik på kortet!
Det er falsk fupreklame at skrive “gratis app”, og så lander man i app’en, og får at vide at efter den første prøveuge skal man lægge 550 kr. Føj. Lad være at spilde min tid.
Kære Birgitte. Vi bruger selv den gratis version af AllTrails, og er helt tilfredse med den. Den er irriterende lavet så der første gang popper et abonnementvindue op – det klikker du væk på krydset, og så har du den gratis version. Vi undrer os over den vrede tone, du skriver til os i. Vi er kede af at blive talt til på den måde, men det er heldigvis ikke noget, vi er vant til overhovedet. Folk er generelt taknemmelige for alt det arbejde, vi lægger i at formidle stier og vandring. Bedste hilsner Marie og Torben
Fin app, bruger den meget👍
Fedt! kh Marie og Torben