PAKKELISTE Mit bedste gear til caminoen

Siden jeg startede med at vandre, er jeg blevet klogere på, hvad der fungerer for mig. Se, hvad jeg har i rygsækken og hvorfor

Indholdet i min rygsæk har udviklet sig meget. Belært af ærgrelser og bitre erfaringer er jeg nu der, hvor der skal meget til, før jeg skifter noget som helst vandreudstyr ud.

Min poncho er min hule

Isoleret set er min regnponcho det køb, jeg har gjort til caminoen, der har gjort den største forskel. Det geniale ved en poncho er, at den dækker din krop, dit hoved, rygsækken og det meste af benene i et snuptag. Vi savnede en regnponcho med højt vandsøjletryk, reflekser og en god pasform, så vi har designet vores egen, der kan lynes op foran som en jakke og har plads til rygsækken. Ponchoen har reflekslogo med en caminomusling både for og bag.
Find vores regnponcho der dækker rygsækken her i vores lille vandreshop

Trick: Det tyrkiske håndklæde

Ved første blik ser det ud som om jeg har tørklæde på på billedet øverst. Men det ER faktisk mit håndklæde, jeg har på… På caminoen har jeg nemlig udskiftet mit syntetiske letvægtshåndklæde ud med et tyrkisk hammam-tørklæde. For da jeg mærkede efter, så hader jeg faktisk den klistrede oplevelse, kunstigt mikrofiber giver mig på huden. Med hammam-løsningen har jeg fem ting på een gang:

  1. Et rart håndklæde
  2. Et tørklæde
  3. En nederdel
  4. En beduinudklædning – suveræn skygge på varme dage
  5. En hue på kolde dage

Vi blev så begejstrede for kvaliteten, at vi fik lyst til at lave et caminodesign. Efter halvandet års søgen fandt vi frem til den fabrik i Tyrkiet, der har vævet mit gamle hammam, og nu væver de caminohåndklæder til os i samme uopslidelige kvalitet.
Find caminohåndklædet her

Ultralet sari som håndklæde

Efterhånden som jeg har fået mere fokus på at vandre så let som overhovedet muligt, vælger jeg ind imellem en ultralet sari frem for hammam som håndklæde. Indrømmet: En sari er på ingen måde lige så anvendelig som mit hammam, og det har ikke samme tørrekapacitet overhovedet, fordi det er så tyndt. Og det bliver gennemsigtigt, når det er vådt. Til gengæld er vægten blot 64 gram – så er du til ultraletvægtsvandring, er en sari værd at overveje.
Find vores ultralette sari med håndtrykte muslinger

En sari er en ultralet løsning til dig der vil finde et håndklæde til dine vandreture

Sari – ultralet håndklæde til pakkelisten

Uld er guld på caminoen

Den største udskiftning i min rygsæk kom, da jeg prøvede at vandre med uld. Uld udkonkurrerede alt tøj, jeg ellers havde haft på overkroppen – fra fleece til løbetoppe. Uld har den gode egenskab, at det holder mig varm, når vejret er koldt – og kold, når vejret er varmt. Nu fryser jeg ikke længere i pauserne, eller når jeg er våd efter regn eller svedig efter en bakke. Og nej, det kradser ikke. Så nu er bh, tanktop, langærmet cardigan, pandebånd, sokker, pyjamas og sovepose i uld!

Det syntetiske skiundertøj, jeg startede mit caminoliv med, er skiftet til en tyk uldversion fra Bergans. Det er samtidig mit ekstra lag på meget kolde dage. Den sur-søde stank af svedigt sportstøj slap jeg lykkeligt af med i samme runde. Uld er nemlig i høj grad selvrensende. Du bliver glad for at spare vasketid, når du vandrer dag efter dag på caminoen.

Deodorant der virker!

Det lyder indlysende, men hvor er jeg bare glad for at have fundet en deodorant, der faktisk virker! Har en aversion mod deodoranter, der egentlig ikke gør meget andet end at pøse sød duft ovenpå sved. De sidste ti år har jeg brugt 5 Days DEO, og i min bog findes der ikke nogen bedre deodorant til vandrere: Den virker i flere dage, er fri for parfume og parabener, har højeste score i Forbrugerrådets Tænk Kemi og er godkendt af Astma Allergi Danmark. Beholderen er let og lille, og går med i håndbagagen.
Find 5 Days DEO her

Five days deo

Sports-bh i uld

Min sports-bh er også i uld ud fra samme argumenter. Jeg har Hellner Sarkas Wool Seamless Bra Women. Jeg medbringer kun den, jeg har på, for den klarer sig fint med luftning, og behøver ikke vaskes hver dag, som du risikerer at skulle med en sports-bh i kunststof. Den holder godt på sagerne! Jeg synes den er stor i størrelsen – overvej at gå en størrelse ned. Vi er ved at udvikle vores egen sport-bh i merino – mere om det senere.

Underbukser uden syninger

Hold nu op, jeg har købt meget bras før jeg fandt nogle underbukser, der fungerer for mig til at vandre i! Jeg nævner i flæng: Kradsende uldunderbukser, flagrende uldunderbukser, møgdyre Sloggi der gik i stykker før første vask for ikke at forglemme mikrofiber fra H&M, som jeg bogstavelig talt går røven ud af på rekordtid. Men så…. kom vi til Japan for at vandre – og lagde vejen forbi det japanske tøjmærke Uniqlo. Deres ‘Airism ultra seamless high rise briefs‘ sidder supergodt på mig, tørrer ekstremt hurtigt, og er meget holdbare.

Sommeruld testet på de dejligste babyer

Jeg har afprøvet meget dyrt og fancy uld i de ‘rigtige’ brands, men med min tanktop er jeg simpelthen endt med det samme prisvenlige mærke, som jeg puttede mine poder i, da de var babyer: Joha. De har en uld-silkeserie, der holder rigtig godt på trods af hvad jeg byder det af daglig brug, tumbling, maskinvask, vask med andet end uldsæbe osv. Jeg kalder den sommeruld, fordi det er en dejligt luftig kvalitet, som er rar, selv i hedebølge (og hedeture!). Valget af tanktop i stedet for en T-shirt kom, da jeg opdagede, hvor meget jeg sveder, når jeg er i fuld trav – så er det dejligt med vind under armene.

Mellemlag: Merinocardigan med lynlås og uden hætte

Fordi mit inderste lag er en tanktop, har jeg faktisk mit mellemlag i direkte kontakt med armhulerne. Derfor er det afgørende, at mit mellemlag ikke kommer til at lugte af sved. Det lærte jeg på den bitre måde på min første camino, da jeg havde valgt en fleececardigan, der allerede på dag to stank, så jeg mangler ord… Uld viste sig at være den gode løsning for mig – det er nemlig meget modstandsdygtigt ift. lugt.

Merinocardigan med lynlås

Min merinocardigan er mellemtyk, med lynlås og uden hætte, og woooow, jeg elsker den. Den løsning har fulgt mig, lige fra jeg opdagede uld. At den kan lynes helt op er et must for mig, så jeg hurtigt kan lyne åben, når jeg bliver varm op ad bakke, og lyne til, når jeg fryser. Det kan man ikke med en langærmet trøje. Hætte undgår jeg, fordi jeg synes den kommer i karambolage med rygsækken. Materialet er suverænt blødt – 70 % merinould (mulesing free), 27 % bambus og 3 % elasthan. Cardiganen er dejligt figursyet og har hyggelige huller til tommelfingrene – den findes også i en lige model.
Find vores merinocardigan her

Puffjakke: Ultralet, vindtæt og varm jakke

En ultralet puffjakke er en klassiker som vandrer. Jeg har erfaring med to forskellige: Patagonia Micro Puff og Montbell U.L. Thermawrap Jacket Women’s. Begge er alle pengene værd, hvis du spørger mig. Patagonia Micro Puff var min første. Den er varm og vindtæt og kan pakkes sammen i lommen, så den fylder nærmest ingenting. Meget hårdfør og holdbar. Selv efter tre år var den i super og blev solgt videre brugt. Pas på, når du kigger efter puffjakke – Patagonia har nemlig også Nano Puff, der slet ikke er ligeså let.

Shelter på Hærvejen - Patagonia Micro Puff jakke

Patagonia Micro Puff i large

Nu har jeg Montbell U.L. Thermawrap Jacket Women’s. Den er en anelse lettere. Desværre pakkes den ikke ned i lommen, men der følger dog en pakkepose med. Montbell er mat i stoffet, og det kan jeg godt lide. Lige så varm og vindtæt som Patagonia. Holdbarheden hen over årene ved jeg endnu ikke noget om med denne jakke, for jeg har kun vandret et år i den.

Vandrer på den oversete Lillebæltstien

Montbell U.L. Thermawrap Jacket Women’s. Størrelse large i farven Crimson

Halsedisse som værn mod vinden og meget mere

Mine ører er meget lidt begejstrede for blæst. På mine første caminoer havde jeg derfor pandebånd med. Det er erstattet af en halsedisse nu, fordi jeg synes den kan bruges til meget mere: Til at lune halsen og nakken, som pandebånd, hårelastik, hue, bandana, balaclava eller vanter i en hurtig vending.
Faktisk blev jeg så glad for halsedissekonceptet, at vi designede vores egen halsedisse i caminomønster – køb den her

Uldne nætter på den dejlige måde

Mine første tre caminoer sov jeg i silkeinderpose og fleecetæppe. Egentlig gik det ok, men hurra var det ikke: Der var intet stræk i silkeposen, så det blev klaustrofobisk – til gengæld var den så glat, at fleecetæppet gled af.

Det sluttede, da jeg fik chancen for at prøve en uldsovepose. Meningen var egentlig, at den skulle bruges, når jeg vandrer. Men indtil videre er min dyne pakket ind i skabet, og jeg sover i uldposen til hverdag! Jeg elsker, at den er varm, når jeg fryser, og kølig, når jeg har det for varmt. Bedste nattesøvn længe. Uldposen er god til dig, der overnatter indendørs, fx på herberger og vandrehjem. Den er på ingen måde så varm som en sovepose, men du kan med fordel bruge den som inderpose i en sovepose, hvis du sover ude. Når jeg engang skal vandre en ægte vintercamino, tager jeg to uldsoveposer med og laver lag på lag.

Vi er så glade for konceptet, at vi har sat vores egne uldposer i produktion i caminodesign. Uldposerne har er blå med striber i et diskret, hvidt mønster af muslinger og fås i tre længder. Uldposen er i merino og har rigtig meget stræk, som gør den behagelig, og stoffet er åbent/luftigt.
Se vores uldposer her

Ørepropper der faktisk virker

For mig er ørepropper helt essentielle, uanset om vandrer med telt, sover på sovesale eller værelser. Det er aldrig til at vide, hvilken slags larm, der kan spolere nattesøvnen – morgenfriske fugle, trafikstøj, snorken, you name it…. Jeg har prøvet disse to slags ørepropper i håbet om nattesøvn:

  • Silikoneørepropper fra apoteket – små 90 kroner for tre par. De skal formes flade og sidde ret yderligt i øregangen. Fungerer væsentlig bedre end alt med skum, jeg har afprøvet.
  • Formstøbte ørepropper: 795 kr. for et par bestilt hos Audionova. De lukker en del mere lyd ude end silikoneørepropper. Tag dig tid til at lære at sætte dem i og tage dem korrekt ud i butikken, så går tilvænningen hurtigere. Eneste ulempe for mig er, at formstøbte ørepropper ind imellem sidder så tæt, at der kan komme undertryk og lidt ørepine. Samtidig skal man vide, at en del af generne ved en snorkende sidemand skyldes vibrationer, og dem kan ingen ørepropper fjerne. Om de formstøbte ørepropper er prisen værd for dig, ved du bedst. Nogle er mere lydfølsomme end andre.
    Se formstøbte sovepropper her hos Audionova

Nederdel… når du vandrer?!?

I min optik er nederdel komplet overset som tøj til friluftsliv. Benene har fuld bevægelsesfrihed, der er masser af luft, og det bliver ikke nemmere end en nederdel, når du sætter dig på hug;-). Jeg har både korte og lange vandrenederdele.

  • Kort nederdel: Purple Rain adventure skirt har jeg vandret meget i. Den er nogenlunde let, og har praktiske lommer inkl. en genial skjult lomme. Vi arbejder på at designe vores egen vandrenederdel, som bliver er ultralet og forenklet videreudvikling af Purple Rain adventure skirt.
  • Lang vandrenederdel: Jeg vandrer næsten altid i lange nederdel – Macabi Travel Skirt. Den er jeg så uendelig glad for at den næsten er mit andet hjem… Se min test af Macabi Travel Skirt her.

Nogle kvinder oplever, at lårene skaver mod hinanden når de vandrer i nederdel. Det har jeg aldrig prøvet. Men har du det problem, kan nederdel med indershorts være en løsning – de kaldes ‘skorts’. Men bemærk det er varmere med to lag. Måske er shorts og bukser bare en bedre løsning for dig.

Vandresko, løbesko, vandrestøvler – værd at vide

Siden vi startede med at vandre, har jeg været utrolig mange sko igennem! At vælge vandresko er nok det største valg overhovedet, når det kommer til pakkelisten. Her deler jeg mine erfaringer:
GUIDE: Vandresko, vandresandaler og vandrestøvler – vores erfaringer

Lange bukser – version 2.0

Jeg startede ud på caminoen i fine, dyre ‘Imingen’ zip off-bukser fra Bergans, som jeg dog hurtigt solgte igen. Lynlåsen på benene irriterede mig simpelthen på de lange distancer, og stoffet strakte ikke nok til at give mig bevægelsesfrihed. Nu har jeg fundet et par lange vandrebukser, der aldrig bliver skiftet, fordi de:

    1. har behageligt stræk på alle leder
    2. virker umulige at slide op
    3. er designet godt til kvindelige kurver (læs: der er plads til lår og numse)

Mine vandrebukser er Haglöfs Midi Flex, og de fås også til mænd og i tre benlængder. Jeg har også Fjällrävens model Nikka curved, som er meget pebrede, men for mig pengene værd, fordi de sidder så godt og er så behagelige og praktiske. Fjällräven har nemlig endelig fattet det der med kvindenumser og -taljer.

Har du en mere lige-op-og-ned-figur, så lad dig ikke narre af særlige mande- og kvindedesigns. Måske sidder herremodellen bedre end damemodellen på dig.

Skiftesko: Ud med klipklappere og ind med lette løsninger

Skiftesko eller hjemmesko er vigtige at have med på vandretur, uanset om du sover indendørs eller udendørs. På herberger må man ikke gå rundt i vandresko indendørs, og på lejrpladser er skiftesko vigtige, når du skal nemt og sikkert rundt på plads. Samtidig er det dejligt at kunne skifte fodtøj, så fødderne får lidt afveksling og luft efter en lang vandredag.
> Se vores forslag til ultralette skiftesko

Fodcreme – forkælelse fra det tyske medicinskab

Det er en stående joke på caminoen, at fejler du noget, skal du bare finde den næste tysker! De har nemlig suverænt mest medicingrej med – og samtidig ofte bedre produkter, end vi har herhjemme. Min fodcreme er derfor en klassisk hirschtalgcreme fra tyske Röwö. Inden jeg prøvede den, har jeg testet fire andre danske mærker, jeg ikke rigtig blev venner med. Versionen her vandt, fordi den er meget fed, men alligevel trænger ind i huden lynhurtigt. Jeg køber Hirschtalgcreme her hos Marathon Sport.

Kombineret hovedpude og pakkepose

På caminoen kan jeg mærke min krop. Ret hurtigt mærker jeg også, hvor meget herbergernes hovedpudebetræk føles som hospital. Altså har jeg syet et hovedpudebetræk i det blødeste Liberty-stof. Om dagen fungerer betrækket som pakkepose til mit sovegrej. Luksus uden ekstra gram i rygsækken. Hvis du vil sy dit eget betræk, måler en klassisk caminohovedpude 100 cm x 42 cm:-)

Tapen, der forebygger vabler

Compeed-plaster har ikke længere en plads i min taske, for jeg har fundet noget, jeg synes virker bedre. Jeg bruger Leukoplast forebyggende, og har siden da ikke fået vabler.
Se flere tips og tricks om vabler

Fejlkøb og andre fjollede ting, jeg engang slæbte på

Det har været en proces for mig at få min rygsæk ned i vægt. Se her, hvilke fejlkøb og fjollede ekstrating, der røg ud af min rygsæk, fordi jeg aldrig brugte dem.

Vi køber selv vores gear

Vi har ikke samarbejder om sponsorerede produkter, og får ikke penge for omtale af produkter eller butikker. Alt det gear, vi omtaler her, har vi selv købt. Vi handler i de friluftsbutikker, der har det grej, vi er på udkig efter, til den bedste pris.

Synonymer: Ullsovepose, ull, Bluntstones, Blondstones (ordene her er for at hjælpe vores læsere, der staver på andre måder end vi gør…)

103 replies
« ældre kommentarerNyere kommentarer »
  1. Arthur
    Arthur siger:

    Hej, jeg har gået Caminoen i efterårsferien og har haft stor gavn af jeres fif, tricks og info.
    Et af de bedste fif…LYT TIL DINE FØDDER. Jeg har passet og plejet dem, smurt dem hver aften, og har forebyggende brugt Leukoplast. Jeg havde Compeet med, men har ikke brugt det. Zero vabler! Jeg havde dog også købt 2 par tekniske sokker, specielt til vandring. Det har været det hele værd.
    SOVEPOSE, Jeg havde købt et uld hylster/lagen, som fylder utrolig lidt. Under den koldeste nat havde jeg både ski undertøj, trøje og hue på, men det gik. Alle klagede den nat over kulden.
    ØREPROPPER, dem i anbefalede virkede utrolig godt, men man kan også købe noget tilsvarende i Spanien for 5 Euro.
    PAKKELISTE, jeg havde taget lidt for meget med (f.eks en ordbog),jeg vil anbefale kun at tage det højst nødvendige med. Det man mangler, kan man sagtens købe dernede.
    STOFPOSER, dem havde jeg også brugt til at organisere min rygsæk, men næste gang vil jeg bare bruge plastikposer, som vejer mindre og også er en sikring mod regn.
    Jeg har gået i 8 dage fra Leon til Santiago, det er 40 km i gennemsnit om dagen. Det var mere end jeg havde regnet med, men jeg begyndte at bruge VANDRESTAVE. Det havde jeg aldrig prøvet før, men det giver stor stabilitet, og det blev jeg rigtig glad for. Jeg havde nogle, som havde en lille fjeder funktion, det gør dem mere behagelige.
    En dag fik jeg SENDT MIN RYGSÆK til det næste overnatningssted. Det koster ikke så meget og det er en stor lettelse, og opleves også lidt som at være lidt sød mod sig selv.
    CAMINOPAS, dem kan man sagtens købe derned. Jeg købte et på det første herberg jeg sov på.
    Og mit sidste fif, lav STRÆKØVELSER , når man ankommer til herberget, så får du ikke stive ben næste dag.
    Tak for jeres gode hjemmmeside alle jeres fif og…buen Camino

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Kære Arthur
      Tak for en superbrugbar opsummering og så fedt du deler! Du gør mig nysgerrig på indtil flere ting… så her er mine betragtninger tilbage:
      TEKNISKE SOKKER På Camino Francés i år købte Torben tekniske sokker – to-lags. Ikke uld, noget andet. Jeg købte også, og de duede ikke til mig, men var gode til ham. Fødder er så forskellige!
      SOVEPOSE Vildt du har klaret dig med uldpose så sent på sæsonen. Mit nyeste tip til at holde varmen er at sove med hue på – det er utroligt hvad det giver.
      ØREPROPPER Fra Spanien?!? Det skal prøves. Vi har penge at spare på det budget.
      STOFPOSER Bare lov mig du vælger plastik, der ikke larmer;-)
      VANDRESTAVE Det med affjedring lyder genialt. Hvilket mærke er dine?
      CAMINOPAS Der sværger jeg nu til at købe dem hjemme igennem foreningen, for overskuddet går til Den Danske Pilgrimsrute, som jeg meget gerne vil støtte.
      STRÆKØVELSER Der kan jeg tilføje ELASTIK. Jeg supplerede med en bred træningselastik på denne camino. Den var guld værd, og jeg fik strukket ti gange bedre ud end jeg plejer at gide uden elastik.
      Bedste hilsner Marie

      Svar
  2. Birte Eriksen
    Birte Eriksen siger:

    Hej Marie, jeg er nysgerrig efter at høre hvad du har givet for dit hammamtørklæde?
    Jeg prøver at bedømme hvilken prisklasse jeg skal kigge efter.
    Jeg har fundet hel op til 700kr for et tørklæde.
    Kan det blive for let? Fundet økologiske hamamyørreklæder på en hjemmeside der hedder butik-bernadette.dk som er meget lette – 255g str 97 x 170 cm Nazik Pestamel til 264kr – men ved ikke om det er for billligt ift en god kvalitet.
    Håber du kan give mig en ide om hvilken prisklasse jeg kan kigge efter.

    På forhånd tak for hjælpen og tak for en fantastisk hjemmeside.

    Mvh Birte.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Birte. Hvor dejligt du synes hjemmesiden er fantastisk. De hammam vi har kostede 400 kroner for – vi fandt dem på udsalg til 275 kroner. Men de er desværre ikke længere i produktion. Jeg har aldrig fundet matchende kvalitet, og er i gang nu med at få sat eget design i produktion. Det er virkelig svært at vurdere kvaliteten ud fra hvad du skriver, for jeg ved simpelthen ikke nok om det. Du skal nok mærke dem i en butik og finde ud af om de er noget for dig. Men personligt ville jeg sige, at med de 700 kroner betaler du sandsynligvis en stor del for brand og design, ikke tørklædet i sig selv. Hvis du ender med et tyndere, billigere tørklæde, kan du skifte det oftere. Jeg bruger selv tærklædet som nederdel mens jeg vasker, og der er jeg superglad for at det ikke er for tyndt. Det dækker ordentligt. Hvis du har tålmodighed, er vores plan nu at have tørklæder hjemme til foråret. Jeg kan sende dig billede af hvordan de kommer til at se ud, hvis du er interesseret. kh Marie

      Svar
« ældre kommentarerNyere kommentarer »

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Test at Blind Banana Bag custom Morado light
Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten