PAKKELISTE Rygsæk til caminoen – forelskelser og fejlkøb
Hvad er den bedste rygsæk til caminoen?, bliver vi tit spurgt. Spørgsmålet er umuligt at besvare. Men her deler vi vores komplet personlige erfaringer, du måske kan bruge i din søgen efter en rygsæk, der passer lige til dig
Man bliver klog af erfaring… Her et tilbageblik på vores indtil videre syv forskellige caminorygsække. De er beskrevet med fordele og ulemper og en samlet karakter, der er 100 pct. subjektiv og bygger på vores erfaringer og meninger. Husk: Det kan sagtens være, at vores favorit ikke er din og omvendt!
Alle rygsække har vi givet en samlet vurdering hvor er bunden og
er toppen.
Osprey Talon 33 L
Kvindemodellen hedder Tempest
Vægt: 920 gram i M/L
Samlet vurdering:
eller
Fordele
En let og fleksibel rygsæk, der giver dig meget rygsæk for pengene. Remme og hoftebælte er dejligt bløde og tilpasser sig nemt kroppen:
Dens mange slags rum er en fordel, hvis du godt kan lide mange rum. Netrummet foran er nemt at tørre ting i, og overalt er det nemt at sætte ting fast på tasken til tørre. Rygsækken kan stå nogenlunde uden at vælte, hvis du fx skal stille den fra dig på en café.
Ulemper
Selvom der er tænkt i ventilation på ryggen, kan den blive varm op ad ryggen:
Nettet på tasken har ikke den store slidstyrke – pas på med fx at lægge en bog i den lomme, så går der hul på ingen tid. Med mindre du er en slags yoga-mester, kan du ikke nå en vandflaske i sidelommerne uden at tage rygsækken af. Lommerne på hoftebæltet er temmelig små. Tasken virker mindre rummelig end de 33 liter, den faktisk er, og det er en snæver vej ned i hovedrummet.
Skulle du – som jeg – blive træt af de mange dekorationer på Ospreys tasker, kan de fjernes med acetone uden at skade stoffet.
Osprey Eja 38 L
Herremodellen magen til hedder Exos
Vægt: 1.100 gram
Samlet vurdering
Fordele
Now we are talking…. Modellen her sidder rigtig godt på brede hofter, som ellers kan drille. Tasken er i sit design lidt bred over bagen, og det geniale ved det er, at du kan nå fx en vandflaske, et kamera eller andet i de store sidelommer, mens du har rygsækken på. Den såkaldte trampolinryg giver masser af luft, så glem alt om at svede på ryggen…
Rygsækken er enormt rummelig ift. andre rygsække med samme rumfang – ikke nødvendigt at proppe noget her. Eja er en let model ift. den har trampolinsystem i ryggen. Du kan koble låget af og bruge som håndtaske om aftenen. Eller tage det helt af og spare vægt.
Skulderremmene er noget, Osprey-fans typisk fremhæver: De er bløde og skumagtige og tilpasser sig kroppen:
Ulemper
Farven… bob.. bob… Det strider mig lidt imod at skrige koboltblåt op midt i naturen. Men nu er det så heller ikke mig, der skal se på den, for jeg har den jo på ryggen!
Lommer på hoftebæltet er sparet væk, og det går, fordi du kan nå sidelommerne, meeeen… det havde været optimalt, hvis der var begge dele!
Tasken har også en del snører til at montere alt muligt udenpå, som for mig på caminoen er overkill, for her kommer liggeunderlag, telt osv. ikke med uanset hvad. Rygsækken er for stor til de mest stramme flyselskabers håndbagagemål – men vi har nu ikke oplevet problemer med at få den med. Stropperne til at sætte vandrestave fast udenpå rygsækken sidder med for lang afstand til de korte modeller, så du er nødt til at have dem nede i tasken i stedet. Rygsækken er næsten umulig at stille fra sig – balancen er helt elendig, det nemmeste er simpelthen at lægge den på bænken eller på jorden.
Fjällräven Abisko Friluft 35 L
Damemodellen hedder W35
Vægt: 1550 gram
Samlet vurdering:
Fordele
Jeg elsker Fjällrävens farver og deres no nonsense-materialer, der holder i generationer. Abisko Friluft er en helt igennem gedigen rygsæk uden dikkedarer. Ingen overflødige dimser, dutter og stropper her. Jeg kan godt lide det store rum, man kan åbne helt op i stedet for at skulle dykke ned på bunden oppefra:
Det er en stabil og fuldstændig intuitiv rygsæk, som jeg glemmer jeg har på, selv med fuld oppakning. Jeg oplever den enormt rummelig ift. andre rygsække i samme størrelse. Trampolinsystemet i rygsækken giver max ventilation og en god holdning i vandringen.
Det høje forrum er genialt til regnponcho og andet, du gerne vil kunne komme til hurtigt og let:
Ulemper
Vægten! Halvandet kilo er meget at bruge på selve rygsækken, hvis du gerne vil vandre med max 5-6 kilo, som er en god caminovægt. Er du til ultra lightweight, er Abisko Frilft ikke modellen at vælge, omend grammene efter vores mening er brugt smukt og klogt.
Flaskeholderne i siderne er lige lave nok, hvis du vil have en halvandenliters vandflaske med, også selvom der er en rem til at kompensere. Vi løser det ved at gå med en trekvartliters vanddunk i hver side frem for én stor:
Bæltelommerne foran er til den lille side – det kniber med plads til en stor mobil, og pilgrmspas kan under alle omstændigheder ikke klemmes ned. Lommerne kan ikke åbnes med én hånd, hvilket er et klassisk irritationsmoment ved bæltelommer:
Abisko Frilufts højde på 58 cm er potentielt en udfordring ift. at få den med som håndbagage. I praksis har vi dog fået den igennem med utallige flyselskaber gennem seks år uden problemer.
Lowe Alpine AirZone 35:45 L
Unisexmodel
Vægt: 1780 gram
Samlet vurdering:
Fordele
Hmm…. Altså…. Jeg forelskede mig helt uvidenskabeligt i denne rygsæks enkelthed og grønne farve, da jeg så en tysk kvinde med den på caminoen. Og var så dum at købe den på nettet. Den viste sig ikke at passe til min ryg på nogen måde. Rygsækken er ellers fin på min datter. Men rygge er forskellige og nettet er ikke stedet at købe rygsæk efter min mening. Hvis jeg absolut skal nævne noget godt om den, må det være trampolinryggen, som giver rigeligt luft på ryggen:
Ulemper
Stoffet bliver meget let slidt og krakelerer på ingen tid:
Bærestropperne er grove og slider på huden, hvis du går i tanktop. Toprummet er irriterende syet sammen. Og hele rygsækken er umanérlig tung ift. sin størrelse.
Fjällräven Vintage 30 L
Unisexmodel
Vægt: 960 gram
Samlet vurdering:
Fordele
My first backpack love, som fulgte mig på mine tre første caminoer og i dag stadig er højt elsket og i brug hver eneste dag som indkøbsrygsæk, vandrerygsæk og arbejdsrygsæk. Jeg elsker den totale minimalisme i den – eet rum, nichs weiter. Trods en vægt på mindre end et kilo har rygsækken en velfungerende trampolinryg, og kan stå selv uden at trimle omkuld, når du holder pause.
Ulemper
Sidelommerne lukkes med de smukkeste læderstropper – men det gider man (= jeg) ikke… Derfor står de i praksis åbne, og det funker fint nok.
Meget spinkelt hoftebælte, der sidder hele oppe i taljen på mig og reelt er ubrugeligt. Det tager lidt fra på vægten, men ikke nok ift. moderne systemer:
Men ærlig talt, jeg har aldrig været irriteret over det. På caminoen vækker Fjällräven Vintage tit opsigt, fordi folk ikke forstår, hvordan man kan vandre “without a proper bag”. Rygsækken er rund og buttet, og holder ikke vægten inde ved kroppen på samme måde som moderne rygsække, der ofte er høje og slanke. Men alt dette til trods, er komforten for mig i top med Vintage.
Rygsækken er udgået, men køb den, hvis du nogensinde finder den brugt. Den er erstattet af modellen Övik nu, som slet ikke kan det samme.
Osprey Levity 45 L – letvægtsrygsæk
Kvindemodellen hedder Osprey Lumina
Vægt: 830 gram i M
Samlet vurdering:
Fordele
Levity er en ultralet rygsæk fra Osprey. Den har trampolinryg, så du ikke sveder på ryggen. Lommer på hoftebæltet er sparet væk, men til gengæld har den rummelige sidelommer, som du kan nå uden at tage rygsækken af.
I forhold til sin vægt er rumfanget stort på Levity – 45 L er alligevel en del. Meget af rumfanget er i den store forlomme og sidelommer – hovedrummet er langt og smalt. At rumfanget er fordlet i flere rum gør det nemt at holde orden – du kan klare dig med færre pakkeposer.
Ulemper
Levity er forholdsvis temelig bred på hoftedelen (40 cm i medium) og også ret høj (65 cm). De store mål kan give udfordringer, hvis du vil have rygsækken med som håndbagage – på grund af det indvendige stel passer den ikke ned i boksene til kontrol af rygsækstørrelse.
Stoffet er meget tyndt og det er om at passe på med skarpe ting i rygsækken. Som i andre af Ospreys rygsække er hovedrummet ret smalt og bananformet, så man skal ofte mose med tingene for at få dem i. Balancen i rygsækken er virkelig dårlig, når du stiller den fra dig – den falder næsten 100 % sikkert på næsen og kan i praksis kun lægges helt på ryggen.
Farven er meget sart – især remmene. Et par få ture, og den ser snusket ud uden mulighed for at blive pæn igen.
De tynde udvendige snore til at spænde ting fast med kommer ofte i vejen. Har overvejet helt at klippe dem af i bare irritation.
Der er ikke noget inderlåg i toplåget – det har vi savnet.
Gregory Arrio 30 L
Vægt: 850 gram
Samlet vurdering:
Fordele
Gregory 30 L er pt. Maries ubestridte favoritrygsæk! En simpel, gedigen rygsæk uden dikkedarer.
Vægten er overraskende lav – 830 gram, og det vel at mærke uden at gå på kompromis med materialerne og bærekomforten. Den har indbygget trampolinryg, så du får masser luft til ryggen.
Modsat mange andre rygsække med trampolinryg er trampolinen integreret godt rygsækkens stel uden at gøre rygsækken unødigt bred eller høj. Bredeste hoftemål er 28 cm og rygsækken er 52 cm høj. Altså betydeligt mere kompakt end fx Osprey Levity/Lumina og Eja/Exos, der alle har væsentligt bredere hofter og er højere. Gregory Arrio 30 kommer på sikker vis igennem som håndbagage.
Har du brede hofter, kan du vandre med Gregory Arrio 30 L uden at hele rygsækken kommer i svingninger! Fed detalje: Lynlåsene er supernemme at finde og bruge med en krog til fingeren:
Ulemper
Hoftebæltet er ikke voldsomt bredt og lommer på hoftebæltet er sparet væk.
Fire tips til at købe rygsæk
- Køb rygsæk i en fysisk butik, der har tid og viden til at rådgive dig. Det er ikke simpelt at indstille en rygsæk og finde ud af, om den kan tilpasses din ryg.
- Afprøv altid rygsækken med vægt i, for uden vægt føles de fleste rygsække behagelige. Du kan låne vægtposer i butikken – eller endnu bedre: Teste rygsækken med dit eget grej i, så du ved, om rygsækkens rum og design passer eller ej.
- Gå efter et godt hoftebælte – det er her, du bærer det meste af vægten. Hvis du ikke har lommer i dine bukser/nederdel, er det dejligt at have lommer i hoftebæltet til de ting, du gerne vil have ved hånden, fx mobil og pilgrimspas. Har du gode, tilgængelige lommer andre steder, kan du sagtens vælge en model uden lommer på hoftebæltet. Bæltelommer kan også købes separat (søg på ‘hipbelt pocket’ eller ‘molle bag’), men de er ofte sværere at få til at sidde, og kan slide hul i tøjet.
- Hvis du tit bliver varm på ryggen, når du vandrer, så prøv en rygsæk med trampolinryg, der giver dig luft til hele ryggen.
Om testpersonerne
Alle rygsække i testen her er testet af os selv og på vandringer med i gennemsnit 25-25 kilometer pr. dag og en samlet vægt på 5-6 kilo. Torben er 187 cm høj og vejer 78 kilo, Marie er 182 cm høj og vejer 85 kilo. Er du lav, kan det være, vores favoritter ikke duer til dig. Du vil måske have glæde af rygsække, hvor højden på rygstykket kan indstilles – det kan både Osprey og Lowe Alpine i testen her.
Ikon boks titel
Click here to add your own text
Hej Marie
Hvad er dine tanker ift. at der ikke er lommer på hoftebæltet på Gregory Arrio? Savner du dem meget? Eller fungerer det ok uden? Jeg er selv i tvivl om rygsækken pga. det, men det er klart den, som har siddet bedst af de rygsække, jeg har prøvet?
Tak for at dele jeres erfaringer angående rygsække.
Venlig hilsen
Malene
Hej Malene. Jeg har store lommer i min vandrenederdel fra Macabi, så har aldrig savnet lommer. Har dem heller ikke på min nye Blind Banana Bag. synes ofte lommer på hoftebæltet er svære at lyne op og i. Så for mig er de gram godt sparet. Hvis den sidder godt også med vægt, så ville jeg gå efter den, med mindre lommer er et kardinalpunkt. Før du beslutter kan du jo også prøve Gregory Jade, som er nummeret større og har hoftelommer. Fedt du kan bruge voris rygsæktips! Kh Marie
Hej Marie!
Sidder og kigger på Gregory Juno 30, kan du sige noget klogt om den? Den ligner en opgradering af Arrio modellen? Vil nemlig gerne have hoftebælte.
Mvh
Dorthe
Den ser god id! Prøv den nøje i en god butik. Vi kender den ikke. Kh Torben og Marie