GUIDE Hvad koster det at vandre Shikoku 88?
Her kan du se vores budget for at vandre hele Shikoku 88, og hvad vi endte med at bruge
Vi var af sted i 58 dage, hvoraf tre af dem var rejsedage. Vi valgte at have ret meget luft i vores plan, fordi vi ikke vidste, hvad vores kroppe ville sige til en lang vandring på hårdt underlag. Selve ruten vandrede vi på 49 dage, og vi fik ikke brug for hviledage undervejs. Ud over selve ruten vandrede vi en ekstra dag til bekkakutempel Jigen-ji B3 og en ekstra dag på Mount Ishizuchi. Efter vandringen tilbragte vi to dage på Koya-San og to dage i Osaka.
Budget for Shikoku 88
Her kan du se det budget pr. person, vi havde planlagt med hjemmefra. Budgettet endte med at holde ret præcist. Når de faste udgifter var betalt, var vores daglige forbrug pr. person 468 kr. til mad og overnatning.
Vi havde hele seks dages luft i planen – fraregner man dem, kunne vi have skåret små 3.000 kr. af vores samlede udgifter pr. person. Når de faste udgifter var betalt, var vores daglige forbrug pr. person 468 kr. til mad og overnatning.
Hvad koster fx tre uger på Shikoku 88?
Tre uger er for mange en oplagt længde på en tur til Japan og det, der kan lade sig gøre uden at søge orlov. Her er vores gæt på, hvad fx en tre ugers tur på Shikoku 88 vil koste med 19 vandredage og 30 templer. Vaccinerne er taget ud jf. vaccineanbefalinger for kortere ture:
Hvad koster overnatning og mad på Shikoku 88?
Vi brugte i gennemsnit 460 kr. i døgnet på overnatning og mad pr. person. Priserne især for overnatning svinger meget, og de steder, hvor der er flere steder at vælge imellem, kan det gøres både dyrere og billigere. Vores forbrug er inkl. bus, tog og taxa de gange, vi var nødt til at transportere os til og fra overnatningssteder. Prisen for onsen er også inkluderet alle de steder, onsen ikke indgik i overnatningsprisen, fx fordi den lå et andet sted i byen.
Se mere om overnatning på Shikoku 88 og hvad det koster her
Hvor kunne vi have sparet?
Vi havde ikke decideret fokus på at spare undervejs, men omvendt er vi på ingen måde luksusdyr, når vi rejser. Som hovedregel har vi spist billigt de dage, hvor overnatningen var dyr, og spist godt de dage, hvor vi fandt billig overnatning. Set i bakspejlet kunne vi have barberet prisen ned på forskellige måder, fx ved at:
- spise mindre på restaurant
- vælge de billigste overnatningssteder, hvor vi havde et valg
- nøjes med en enkelt overnatning på Koya-San, hvor tempelovernatning inkl. halvpension koster ca. 16.000 yen pr. person
- bære mere vand og bruge færre penge på drikkevarer i vending machines
- købe mere ind i supermarkeder end konbinis, når vi havde den mulighed
- skrue ned for snacks
- tage bus og tog til og fra overnatning i stedet for taxa, hvor det var muligt.
Hvad koster flybilletten til Shikoku 88?
Flybilletten til Japan er en ikke ubetydelig del af budgettet. Vær meget varsom, når du leder efter billetter: Vi oplevede, at Momondo foreslår hæsligt dårlige og dyre forbindelser. Vi har sparet både tid og penge ved at droppe Momondo og mellemmænd, og købe billetter direkte hos Finnair til 7.000 kr. pr. person tur/retur inkl. bagage og mulighed for at ændre hjemrejsedatoen. Vi fløj fra Kastrup via Helsinki til Osaka Kansai lufthavn (KIX). Vi kunne få en forbindelse på 16 timer og 35 minutter, men valgte 17 timer og 35 minutter for at have ro i maven ift. flyskiftet.
Hvad koster stemplerne i templerne?
På Shikoku 88 kan du vælge at følge traditionen med at vandre med en bog, du får håndtegnede stempler i ved hvert tempel. Da vi vandrede Shikoku 88, kostede et stempel en donation til templet på 300 yen = omkring 18 kroner. I 2024 steg donationen til 500 yen = omkring 23 kr. Vil du have stempler i alle 88 templer, koster det i alt 2.000 kroner. Bogen til stempler er i særlig håndlavet papir, og koster cirka 50 kroner oveni. Vi valgte at deles om en stempelbog.
Hvad koster transfer fra lufthavnen til tempel 1?
Lander du i Osaka Kansai lufthavn (KIX), koster transfer med bus til start og tilbage til lufthavnen 300 kroner hver vej. Du kan også vælge at flyve til Matsuyama i stedet, og starte fra tempel 49, som ligger 11 km fra lufthavnen.
Hvad koster pilgrimsudstyret?
Der er tradition for, at pilgrimme (henro) går i hvidt tøj og med bestemte artefakter (træstok, sivhat, stempelbog, bedekæde mv.) Vælger du dem alle til, skal du regne med en pris på omkring 900 kroner.
Se mere om det traditionelle pilgrimsudstyr til henro her
Kontanter eller kreditkort på Shikoku?
Kontanter bruges mere på Shikoku, end vi er vant til herhjemme. Fx betaler du ofte med kontanter for overnatning. Der er hæveautomater (ATM) i alle konbinibutikker på Shikoku. Sørg for at tænke et par dage frem, så du ikke løber tør for kontanter på de strækninger, hvor der er langt mellem konbinierne.
Giver man drikkepenge i Japan?
Stort nej. Japanerne sætter en stor ære i deres professionelle service, og for dem er det en naturlighed at gøre deres bedste. Ved at give drikkepenge signalerer du, at de kunne have gjort det bedre, og derfor skal motiveres af ekstra betaling. I stedet for drikkepenge er det en god ide at samle håndfladerne og sige ‘Arigato gozaimasu’, som betyder tak for japansk. Det udtales ‘ari-ga-tooo-go-sai-mas’ (rul på ‘r’ og hvil på ‘tooo’). Pilgrimme viser også taknemmelighed ved at give navnesedler – osamefude.
Se mere om osamefude under pilgrimsudstyr
Wauw – jeg glæder mig til at følge jer – ha en helt fantastisk tur
Taaaak! Vi glæder os så meget
Min kone og jeg skal forbindelse med 14 dages ferie i Japan med familie efterfølgende selv gå bare fem dage på lidt af ruten. Hvad tænker I at gøre i forhold til vaccinationer? Mh Rud
Nå, Rud… Dagens vigtigste spørgsmål! For øøøøh…vi har åbenlyst ikke styr på det! Tjekker op med lægen asap: https://rejse.ssi.dk/rejsevaccinationslande/j/japan#!/6months TAK for relevant spørgsmål. Med fem dages vandring ville vi uden tøven vælge Japans endnu mere kendte pilgrimsrute, Kumano Kodo! Så får du glæden af at fuldende fra start til slut fred for at afbryde. Så vidt vi ved er den fem dage. Kh Marie og Torben