ETAPER Vores etaper på Camino Portugués – belært af erfaring (25,6 km pr. dag)
Nogle dage blev temmelig lange, da vi gik fra Porto til Santiago. Så her er vores bud på fede etaper – belært af erfaring
* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst
Vores forslag til etaper fra Porto til Santiago kombinerer de tre hovedruter der er på Camino Portugués: Central inde i landet og Costa og Variante Espiritual ved kysten.
1. Porto via Matosinhos til Vila Cha ad Kystruten 22 km
2. Vila Cha til Pedra Furada ad Kystruten og en forbindelsesrute 29 km
3. Pedra Furada via Barcelos til Lugar do Corgo ad Central-ruten 32 km
4. Lugar do Corgo via Ponte de Lima til Rubiaës ad Central-ruten 32 km
5. Rubiaës til Tui ad Central-ruten 20 km
6. Tui til Mos ad Central-ruten 23 km
7. Mos til Lusquiños ad Central-ruten 27 km
8. Lusquiños til Armenteira ad Variante Espiritual 23 km
9. Armenteira til Vilanova de Arousa ad Variante Espiritual 24 km
10. Vilanova de Arousa til Padrón 30 km
11. Padrón til Santiago ad Central-ruten 25 km
Turen i tal
Distance i alt: 282 km (255 hvis du tager båden)
Antal etaper: 11
Gennemsnit pr. dag: 25,6 km
Se også:
- Forslag til korte etaper med overnatning på hotel (14 km pr. dag)
- Etaper til Kystruten og Variante Espiritual (22 km pr. dag)
Starter du i Porto?
Se vores tips til gode steder at sove i Porto her
Porto via Matosinhos til Vila Cha
1. etape 22 km ad Kystruten
Vores rute i dag er en omvej fra Porto ud til Kystruten, som er beskrevet af John Brierley i hans guide. Vi gik den uden kort ud fra en meget nem beskrivelse: Gå ned til flodbredden af Douro med Sé-katedralen i ryggen. Gå mod højre ti kilometer langs Douro ud af Porto til Matosinhos. Efter turistbureauet på havnen gå lidt videre og til venstre over broen. Fortsæt nogle hundrede meter lige ud til Atlanterhavet. Fortsæt mod nord, hele tiden med havet på venstre side. Ligeud, ligeud, ligeud indtil Vila Cha. Vil du korte dagen for at have mere tid i Porto, så tag evt. den charmerende gamle træsporvogn langs floden de første kilometer ud af Porto mod Matosinhos.
Vila Cha til Pedra Furada
2. etape 29 km ad Kystruten og en forbindelsesrute
Her gik vi på Kystruten og krydsede over til Central-ruten ad en skiltet forbindelsesrute fra kystbyen Vila do Conde til byen Arcos.
Se mere om forbindelsesruten her i vores guide
Der ligger en rigtig god restaurant i den lille flække Pedra Furada – nyd Antonios landlige køkken, som er med i Guide Michelin, men alligevel til at betale. Engang kunne man overnatte her, men det er desværre ikke længere muligt. Til gengæld er der herberg og pensionat i byen.
Pedra Furada via Barcelos til Lugar do Corgo
3. etape 32 km ad Central-ruten
Hvis du kan: Stop tiden, når du når frem til Casa Fernanda og nyd hvert sekund. Højdepunktet på hele Camino Portugues. Ring i forvejen og sig til Fernanda, at du gerne vil komme. Hendes nummer er +351 914 589 521. Hvis du gerne vil have en kortere etape, så sov i Barcelos på halvvejen – supersmuk, klassisk portugisisk by med kakkelmønstrede huse. Der er herberg i Barcelos og ellers se hvor du kan booke eget værelse i Barcelos (annoncelink).
Lugar de Corgo via Ponte de Lima til Rubiaës
4. etape 32 km ad Central-ruten
I dag passerer du gennem byen Ponte de Lima, som er supersmuk og meget livlig om søndagen. Fire km efter Ponte de Lima ligger en cafe ved en turistfiskesø. Kaffen er elendig og stedet ikke et besøg værd. Syv km før Rubiäes kommer en berømt stigning i skoven, og når du er oppe, er der en vandkilde. Meget smuk etape. Varme anbefalinger til alberguet Pilgrim’s Nest. Superhyggeligt indrettet, en dejlig lille have, hvor det er nemt at vaske tøj, og en gårdhave med aftensol. Hvis du gerne vil have denne her etape kortere, så stop i Ponte de Lima på halvvejen – der er herberg. Og ellers se hvor du kan booke eget værelse i Ponte de Lima (annoncelink).
Rubiaës til Tui
5. etape 20 km ad Central-ruten
Nyd Valença undervejs, en perle af en by bygget midt inde i det kæmpestore fæstningsanlæg (Fortaleza).
Kryds grænsen mellem Portugal og Spanien ad den lange bro – en ganske special oplevelse. Albergue Santo Domingo i Tui (annoncelink) er meget velfungerende og har hyggelige dagligstuer med sofaer til trætte pilgrimme. Der er almindelige sovesale og firmandsrum.
Tui til Mos
6. etape 23 km ad Central-ruten
Da vi så det inderste af Mos, fortrød vi, at det ikke var dagens stop. Vi gik i stedet til Redondela, som ikke er specielt spændende. Så næste gang vælger vi hellere roen i lillebitte Mos.
Mos til Lusquiños
7. etape 27 km ad Central-ruten
I Lusquiños kan du bo rigtig hyggeligt i annekset hos en vinbonde. Skriv for at booke på casaagrade44@gmail.com
Lusquiños til Armenteira
8. etape 23 km ad Variante Espiritual
I dag skal du ikke langt efter morgenkaffen: Pontevedra efter 3 km er en rar by og sidste stop på centralruten, hvis du fortsætter ad Variante Espiritual. Et par kilometer uden for Pontevedra skilles ruterne Central til højre og Variante Espiritual til venstre. Vælger du som os Variante Espiritual, venter bløde skovtracks og stilhed. Turen er cirka 36 km længere end hvis du bliver på centralruten – altså en smuk omvej. Vi gik efter det her meget simple og upræcise kort over Variante Espiritual – plus de gule pile selvfølgelig.
Du kommer gennem byen Poio ned til den meget smukke kystby Combarro. Tag en smutter helt ind ad Combarros små stræder og provianter til aftenen i byens supermarked, for resten af dagens etape er der stort set intet. Indstil benene og sindet på en stigning op til Armenteira. Så er det sagt. Underlaget er jævnt og godt hele vejen og udsigten forrygende.
Herberget i Armenteira er ok, og har et lille udvalg af proviant. Du kan også sove på selve klostret i Armenteira. En stor oplevelse at komme inden for døren og deltage i pilgrimsmessen:
I Armenteira er det også muligt at overnatte mere luksus på landhotellet Pousada de Armenteira (annoncelink). Eller du kan sove på selve klostret – skriv til dem og hør om værelser.
Armenteira til Vilanova de Arousa
9. etape 24 km ad Variante Espiritual
De første tre timers vandring er usandsynligt smuk. Bemærk, at her er ikke gule pile og muslinger. I stedet følger du en gul og hvid stribe ad Ruta de la Pedra e del Agua. Du er langs floden og krydser den flere gange:
Turen går nedad gennem skoven med en række små vandfald og pittoreske gamle møllehuse.
Når du kommer frem til Vilanova de Arousa er det en god ide at starte med at finde ud af hvad sejlplanen er for båden til Padrón, for afgangstiderne afhænger af tidevandet. Bådfolkenes nummer er 34 607 911 523. Der er også et andet firma, Amare, der sejler ruten – se mere og book online
Herberget i Vilanueva de Arousa ligger i byens sportshal. Der er også mulighed for værelser i byen: Se værelser i Villanueva de Arousa her (annoncelink).
Vilanova de Arousa via Pontecesures til Padrón
10. etape med båd 28 km og videre til fods 2 km til Padrón
Meget interessant sejltur med den lille båd ‘Barca del Peregrino’ 28 km ad verdens eneste maritime Via Crucis (korsvej). Båden er lastet med gode fortællinger: Ruten du sejler er den samme som apostlen Sankt Jakobs knogler blev fragtet til Santiago ad. Sytten kors langs havet markerer rutens historie. Båden lægger til i Pontecesures, og herfra er der to kilometer til fods til Padrón.
Kan man godt få sit compostela selvom man tager båden? Læs mere her
Padrón er en charmerende by. Se den, når du ankommer og gå evt. de få kilometer videre for at overnatte i klostret i Herbón, lidt off camino. Skulle efter sigende være overordentlig interessant. Alternativt er hotellet Chef Rivera i Padrón (annoncelink) meget roligt og afslappende og med vaskeri over for. Søger du herberg, ligger Albergue Rossol (annoncelink) supersmukt på et torv foran kirken – det bliver vores valg næste gang. Kommer I med båden i dag, er der ikke mange vandrekilometer – men til gengæld tid til at nyde Padrón og smage på de små, lækre grønne pebre, padróns, som er byens specialitet. Etapen kan også gås til fods. Det vil vi gerne prøve næste gang.
Padrón til Santiago
11. etape 25 km ad Central-ruten
Vejen ind til katedralen fra Camino Portugués er faktisk ret fin – hverken fabriksområder eller slemt meget trafik. Du kommer ind gennem boligområder, og forbi universitetet og til slut langs Park Alameda.
Det er en god ide booke overnatning i Santiago.
Se vores bedste tips til gode overnatningssteder den sidste nat.
Tjek også vores guide til Camino Portugués og få gode råd med i rygsækken
Hejsa
Jeg skal gå fra Porto til Santiago nu her d. 13.september. Jeg har min veninde med de første 4-5 dage (afhængigt af, hvor mange dage vi tager i Portugal). Hun skal retur til Porto med tog eller bus efter de 4-5 dage, hvor kan det lade sig gøre fra…? Vi kigger på Ponto de Lima eller Rubiães. Umiddelbart vil vi gerne opleve at bo på Casa Fernandes og roder lige lidt med etapernes længde. Vi forestiller os at gå 20-25 km dagligt. Har kigget nøje på begge jeres rutebeskrivelser og kan se I starter på kystruten – vil I til hver en tid vælge at starte via kystruten..? Vi overvejer at tage metroen til Moreira for at komme hurtigere ud af byen, netop fordi min veninde kun er med 4-5 dage. Egentlig er vil til at tage det meget som det kommer, men kan godt føle os nødsaget til at planlægge lidt for fx. at booke Fernandes…. Gode råd modtages :) Tak for en meget brugbar side :)
Hej Maria. Det kan altså også være bøvlet. I er velkomne til at booke os til rådgivning, hvis I gerne vil have en egentlig plan at gå efter. Det kan være svært når der er flere hensyn med transport osv. I har vel allerede fundet denne guide, ikk´? https://www.friefodspor.dk/saadan-planlaegger-du-din-camino-trin-for-trin/ Bedste hilsner Marie og Torben