
GUIDE Gode bøger og blogs om Shikoku 88
Shikoku 88 folder sig endnu mere ud for dig, hvis du læser om vandreturen hjemmefra. Her deler vi vores boghylde og blogs vi følger
Natbordet var lige så fyldt af drømme og spørgsmålom Shikoku 88 som vores hoveder, inden vi drog af sted.
Se vores guide til Shikoku 88 her
Shikoku Japan 88 Route Guide – guidebog til Shikoku 88
Vi fik alle steder fra fået anbefalet Shikoku Japan 88 Route Guide, og valgte at købe den hjemmefra. Det er vi i den grad glade for, at vi gjorde! Det tager mildest talt noget tid at sætte sig ind i bogens uhyre mange ikoner og måder at vise oplysningerne på. Layoutet er meget komprimeret, og 1200 km rute er presset ind i en meget lille bog. Det er i vores optik en uundværlig guidebog, som er vigtig at have med i fysisk form. Vi kom ikke af sted i 2020, og købte derfor guiden igen i 2023-version. Den opdateres grundigt hvert år.


Vandreeventyret: Til fods i Japan – Shikoku 88
Vores egen bog ‘Til fods i Japan – Shikoku 88’ er et ærligt, inspirerende og sjovt vandreeventyr fyldt med overraskende menneskemøder i et ukendt og autentisk hjørne af Japan, turister sjældent ser. Fra Stillehavets surferparadis i syd til øhavets zen i nord har vi vandret i fodsporene på den buddhistiske munk Kūkai mellem unge med rygsække og gamle munke med bedekæder. På turen har vi oplevet alt fra storbyernes mangakultur til de traditionelle badstuer. Japans enkelhed og Udkantsjapans rodehoveder.
Bogen er for eventyrlystne unge, erfarne vandrere og enhver, der er fascineret af Japans kultur og natur. Den fungerer både som inspirationskilde til den næste store rejse og som håndgribelig guide for dig, der allerede har besluttet at prøve kræfter med Shikoku 88. Med i rygsækken får du brugbar viden om alt fra tempelritualer til traditionelle badstuer og fra budget til booking.
Find ‘Til fods i Japan – Shikoku 88 i vores shop’
Den pædagogiske guide til templerne: Oliver Dunskus
I 2021 udgav Oliver Dunskus sin bog ‘The 88 Temples of Shikoku: A Guide for the Walking Pilgrim’. Han har nøje sørget for at dække alt det, der ikke er blevet plads i Shikoku Japan 88 Route Guide. Det er en brugbar, interessant og nemt forståelig og betryggende guide, han har lavet. Det er den slags guide der husker dig på de stræk, hvor det er vigtigt at have ekstra proviant og mad med. Templerne er ratet med en fascinationsværdi, så det er nemt at se, hvor det er dejligt at have god tid. Den findes i en onlineversion, som fungerer godt fra mobilen, så vi sparede vægten til den fysiske bog.
Se et par sider i bogen her på Amazon

Walking in Circles – Fremragende fortælling fra Shikoku 88
Alene titlen og forsiden på Todd Wassels bog Walking in Circles (2020) var nok til at skrue forventningerne i vejret. Og vi er ikke blevet skuffet! Utrolig vedkommende, dyb, underholdende og tankevækkende beretning om Todd-Sans pilgrimsrejse på Shikoku 88. Den er nem at læse, også selvom den er på engelsk.
Læs kapitel 1 her

Den filosofiske: Ikigai
Den lille bog ‘Ikigai – The Japanese Secret to a Long and Happy Life’ opdagede vi først, mens vi vandrede på Shikoku. Den giver en interessant introduktion til de bærende tanker i den japanske livsfilosofi og er inspirerende læsning inden afgang.
Fede blogs om Shikoku 88
Vi bruger især to blogs om Shikoku, begge på engelsk:
- Randomwire fordi den er helt igennem laber i fotostilen og har så mange gode beskrivelser. Den er ikke fokuseret på guidedelen, men fortællingen. Den er håbløst irriterende at navigere i – du er nødt til at klikke dig frem dag for dag, bare ærgerligt.
- Following the arrows fordi den er grundig og præcis på alle detaljerne. Den er frygtelig irriterende at bruge, men har vigtige informationer og oversigter, som er svære at finde andetsteds.
Som overblik over services og muligheder på Shikoku virker denne side genial: https://yuru-to.net/












Hej,
Hvor har I købt jeres route guidebog? Jeg har lidt svært ved at finde en engelsk version.
På forhånd tak.
Vh Lærke
Hej Lærke. Vi købte den bare på ebay. Husk der er ny 2023-version: https://www.ebay.com/itm/354554890752 Hilsen Marie og Torben