Hvad koster det at vandre Shikoku 88?


GUIDE Hvad koster det at vandre Shikoku 88?


Her kan du se vores budget for at vandre hele Shikoku 88, og hvad vi endte med at bruge

Vi var af sted i 58 dage, hvoraf tre af dem var rejsedage. Vi valgte at have ret meget luft i vores plan, fordi vi ikke vidste, hvad vores kroppe ville sige til en lang vandring på hårdt underlag. Selve ruten vandrede vi på 49 dage, og vi fik ikke brug for hviledage undervejs. Ud over selve ruten vandrede vi en ekstra dag til bekkakutempel Jigen-ji B3 og en ekstra dag på Mount Ishizuchi. Efter vandringen tilbragte vi to dage på Koya-San og to dage i Osaka.

Budget for Shikoku 88

Her kan du se det budget pr. person, vi havde planlagt med hjemmefra. Budgettet endte med at holde ret præcist. Når de faste udgifter var betalt, var vores daglige forbrug pr. person 468 kr. til mad og overnatning.

Budget over hvad det koster at vandre Shikoku 88 i Japan

Vi havde hele seks dages luft i planen – fraregner man dem, kunne vi have skåret små 3.000 kr. af vores samlede udgifter pr. person. Når de faste udgifter var betalt, var vores daglige forbrug pr. person 468 kr. til mad og overnatning.

Hvad koster fx tre uger på Shikoku 88?

Tre uger er for mange en oplagt længde på en tur til Japan og det, der kan lade sig gøre uden at søge orlov. Her er vores gæt på, hvad fx en tre ugers tur på Shikoku 88 vil koste med 19 vandredage og 30 templer. Vaccinerne er taget ud jf. vaccineanbefalinger for kortere ture:

Hvad koster tre uger på Shikoku 88 i Japan

Hvad koster overnatning og mad på Shikoku 88?

Vi brugte i gennemsnit 460 kr. i døgnet på overnatning og mad pr. person. Priserne især for overnatning svinger meget, og de steder, hvor der er flere steder at vælge imellem, kan det gøres både dyrere og billigere. Vores forbrug er inkl. bus, tog og taxa de gange, vi var nødt til at transportere os til og fra overnatningssteder. Prisen for onsen er også inkluderet alle de steder, onsen ikke indgik i overnatningsprisen, fx fordi den lå et andet sted i byen.
Se mere om overnatning på Shikoku 88 og hvad det koster her

Hvor kunne vi have sparet?

Vi havde ikke decideret fokus på at spare undervejs, men omvendt er vi på ingen måde luksusdyr, når vi rejser. Som hovedregel har vi spist billigt de dage, hvor overnatningen var dyr, og spist godt de dage, hvor vi fandt billig overnatning. Set i bakspejlet kunne vi have barberet prisen ned på forskellige måder, fx ved at:

  • spise mindre på restaurant
  • vælge de billigste overnatningssteder, hvor vi havde et valg
  • nøjes med en enkelt overnatning på Koya-San, hvor tempelovernatning inkl. halvpension koster ca. 16.000 yen pr. person
  • bære mere vand og bruge færre penge på drikkevarer i vending machines
  • købe mere ind i supermarkeder end konbinis, når vi havde den mulighed
  • skrue ned for snacks
  • tage bus og tog til og fra overnatning i stedet for taxa, hvor det var muligt.

Tomle på Shikoku 88

Hvad koster flybilletten til Shikoku 88?

Flybilletten til Japan er en ikke ubetydelig del af budgettet. Vær meget varsom, når du leder efter billetter: Vi oplevede, at Momondo foreslår hæsligt dårlige og dyre forbindelser. Vi har sparet både tid og penge ved at droppe Momondo og mellemmænd, og købe billetter direkte hos Finnair til 7.000 kr. pr. person tur/retur inkl. bagage og mulighed for at ændre hjemrejsedatoen. Vi fløj fra Kastrup via Helsinki til Osaka Kansai lufthavn (KIX). Vi kunne få en forbindelse på 16 timer og 35 minutter, men valgte 17 timer og 35 minutter for at have ro i maven ift. flyskiftet.

Hvad koster det at flyve til Shikoku 88?

Hvad koster stemplerne i templerne?

På Shikoku 88 kan du vælge at følge traditionen med at vandre med en bog, du får håndtegnede stempler i ved hvert tempel. Da vi vandrede Shikoku 88, kostede et stempel en donation til templet på 300 yen = omkring 18 kroner. I 2024 steg donationen til 500 yen = omkring 23 kr. Vil du have stempler i alle 88 templer, koster det i alt 2.000 kroner. Bogen til stempler er i særlig håndlavet papir, og koster cirka 50 kroner oveni. Vi valgte at deles om en stempelbog.

Hvad koster transfer fra lufthavnen til tempel 1?

Lander du i Osaka Kansai lufthavn (KIX), koster transfer med bus til start og tilbage til lufthavnen 300 kroner hver vej. Du kan også vælge at flyve til Matsuyama i stedet, og starte fra tempel 49, som ligger 11 km fra lufthavnen.

Hvad koster pilgrimsudstyret?

Der er tradition for, at pilgrimme (henro) går i hvidt tøj og med bestemte artefakter (træstok, sivhat, stempelbog, bedekæde mv.) Vælger du dem alle til, skal du regne med en pris på omkring 900 kroner.
Se mere om det traditionelle pilgrimsudstyr til henro her

Kontanter eller kreditkort på Shikoku?

Kontanter bruges mere på Shikoku, end vi er vant til herhjemme. Fx betaler du ofte med kontanter for overnatning. Der er hæveautomater (ATM) i alle konbinibutikker på Shikoku. Sørg for at tænke et par dage frem, så du ikke løber tør for kontanter på de strækninger, hvor der er langt mellem konbinierne.

Hvor kan man hæve kontanter på Shikoku 88?

Giver man drikkepenge i Japan?

Stort nej. Japanerne sætter en stor ære i deres professionelle service, og for dem er det en naturlighed at gøre deres bedste. Ved at give drikkepenge signalerer du, at de kunne have gjort det bedre, og derfor skal motiveres af ekstra betaling. I stedet for drikkepenge er det en god ide at samle håndfladerne og sige ‘Arigato gozaimasu’, som betyder tak for japansk. Det udtales ‘ari-ga-tooo-go-sai-mas’ (rul på ‘r’ og hvil på ‘tooo’). Pilgrimme viser også taknemmelighed ved at give navnesedler – osamefude.
Se mere om osamefude under pilgrimsudstyr 

36 replies
« ældre kommentarerNyere kommentarer »
  1. Marianne Løgstrup
    Marianne Løgstrup siger:

    Har I set Bertelsen på Shikoku 88, kan for nuværende streames på DR.TV
    På Caminoen følger vi de gule pile, på Shikoku 88 følger man de røde, sidstnævnte kan tilsyneladende være en udfordring visse steder, medmindre man forstår japansk selvfølgelig, da de også indgår i reklameskilte.
    Bliver helt sikkert spændende at læse om jeres tur, om det så bliver efteråret 2021 eller foråret 2022 eller…

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Marianne. Vi har slugt den i hele to omgange! Så fin en serie. Jeg er i gang med at lære japansk til husbehov, for jeg tror det vil være rigtig rart at kunne bare lidt. Indtil nu virker det som et forholdsvis let sprog at lære at tale (ikke skrive!). Det er ikke alt muligt bøvl med at bøje verber fx. Men lad os nu se, hvordan det går, når jeg er forbi de første høflighedsfraser. Bedste hilsner Marie

      Svar
      • Marianne Løgstrup
        Marianne Løgstrup siger:

        Lyder fornuftigt at lære japansk til husbehov, vi vesterlændinge tager det så ofte for givet, at vi kan klare os med vores engelske, men at kunne bare lidt gloser viser også interesse og respekt overfor andre kulturer, har derfor selv valgt at lære spansk (via Duolingo, som iøvrigt varmt kan anbefales) til brug for vores Camino og har allerede haft stor glæde af det.

        Svar
  2. Mikkel Madsen
    Mikkel Madsen siger:

    Spændende… Min dreng og jeg regner med at gå en del af ruten enten foråret eller efteråret 2022. Det er i stedet for en konfirmation, så med den alder (og med mig i arbejde) er det ikke sikkert, at vi når det hele. Men vi regner bestemt med at komme ned til T24. Så må tiden vise om vi får resten med senere.

    Vi regner med at rejse med let oppakning, hvilket så udelukker telt og sovepose. Så det bliver en komfort-version, hvor vi overnatter indendørs.

    Vi glæder os i hvert fald rigtigt meget. For mit vedkommende har jeg været i Japan 3 gange, sidste gang med min familie i 2018, og det bliver bestemt ikke den sidste gang, når engang corona har lagt sig, hvilket så forhåbentlig er i 2022.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hvor lyder det bare FEDT, Micael. Vi har samme tradition i min familie med en rejse i stedet for konfirmation. Med min ældste datter var jeg i England i Barnabys fodspor og med min mellemste på Caminoen (både hendes og min første tur). Med min søn regner jeg med at cykle Gardasøen rundt og vandre resten af tiden. Shikoku lyder vidunderligt. Vi har muligvis været af sted før jer til den tid, så vi kan dele erfaringer, hvis ellers corona tillader rejse. Bedste hilsner Marie

      Svar
« ældre kommentarerNyere kommentarer »

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shikoku 88 - caminoen i Japan
Gode bøger om Shikoku 88
Hvad koster det at vandre Shikoku 88?
Den berømte pajapsnke arkitekt Tadao Ando står bag Children Book Forest i Osaka og Kobe