OM OS Hvem er Marie og Torben?

Vi ledte og ledte, men fandt aldrig de gode råd, vi gerne ville have med på vores vandringer og rejser. Så nu har vi selv samlet dem på vandrebloggen her

Før vi startede vandrebloggen her, har venner og familie rejst i vores fodspor, og nu gør vi det nemmere for alle at gøre det samme. Vi vil gerne samarbejde med kommuner, regioner, turistorganisationer, foreninger og andre, der arbejder med vandring. Her kan du få fat på os: mail@friefodspor.dk

Hvem er Marie Lau Florin?

Ved siden af Frie fodspor arbejder Marie tyve timer om ugen som kommunikationskonsulent på Skovskolen i Nødebo, som er en ‘skovcampus’ under Københavns Universitet. Skovskolen er et godt sted at kende, hvis du fx overvejer blive naturvejleder og vil vide mere om naturvejlederuddannelsen eller en anden grøn uddannelse. Kærligheden til naturen slår også igennem i fritiden og ferierne. Hellere ro og rytme i vandrestøvlerne end strand og shopping. Marie er den, der skriver på vandrebloggen, og ind imellem også fotografen. Så når der står ’jeg’ på vores vandreblog, er jeg Marie.

Hvem er Torben Lau Florin?

Torben arbejder som uddannelsesvejleder i Frederikssund Kommune. Hans nysgerrighed på verden og på mennesker gør, at han tit er den, der åbner døre, når vi rejser. Når vi sover tre steder på tre dage, er det som regel Torbens eventyrlyst, der spiller ind. Han er den bedste økonom af os, og skarp til at finde gode rejsepriser. Når Marie har taget den forkerte sti (hvilket sker ganske ofte), er det som regel Torben, der hiver hende tilbage på sporet.

Vores første vandretur?

I dag undrer det nok ingen… Men vores første møde efter klikket på nettet var selvfølgelig på en vandretur i skoven. 3. januar 2013 mødtes vi ved kirken, og da vi fik øjenkontakt for første gang, bimlede kirkeklokkerne. Tag den. Tilbage ved kirken efter en times travetur fordybet i samtale, spurgte Marie: “Skal vi tage en runde til?” Det gjorde vi, og siden mange, mange flere. Vandringen gør stadig i dag en masse godt for vores kærlighed.
Det var avisen forbi for at høre om:

Hvor mange børn har I egentlig?

Vi har seks børn til sammen: Tre plus tre. Vi rejser både med dem alle på en gang og med dem enkeltvis. Og vi rejser på kæresteture og ture på egen hånd. Torben (1974) er far til Josephine (1997), Victoria (1998) og Lucas (2001). Marie (1977) er mor til Frida (1998), Tille (2001) og Alfred (2007) mormor til Astrid (2023). Sådan så vores sammenbragte cirkus på otte ud tilbage i 2015:

Hvordan får I råd til at rejse så meget?

Vi planlægger! Og sparer! Da vi mødte hinanden, var vi begge elendige til at gøre rejsedrømmene til virkelighed. Så vi lagde en plan for vores hverdagsliv og bolig, som giver os mulighed for at rejse. I hverdagen går der sport i at spare. Vi bor hverken stort eller fint, og ingen af os er de store shoppere. Vi er blevet mestre i at få mest muligt for vores penge, også når vi rejser. Vi prioriterer madpakker på bjerget og gudedejlige gadekøkkener højere end svimlende dyre stjernerestauranter.

Hvorfor vandrer I?

Vi oplever livets største frihed, når vi vandrer. Vi er hvad man nok ville kalde minimalister: Vi rejser ikke med mere end vi kan bære med os. Max seks kilo i rygsækken. Det giver os en simpel frihed at sige farvel til alt unødvendigt pak og bare være lige der på vejen. Vejen er vigtigere for os end destinationen. Se vores pakkeliste her

Læs også Søndags interview med Marie om den indre fred, vandring giver:

Kristeligt Dagblad ringede også en dag og spurgte hvad en pilgrimsvandring kan give os moderne mennesker – det fortæller jeg om i interviewet her.

Mød Marie i serien Udesjæle

Oplev Marie en magisk morgen fortælle om vandring i denne lille film, som er en del af serien Udesjæle:

Podcast med Frie fodspor

Hvad er det, vandring kan? Det har jeg fået lov til at dele med jer i Ole Bech-Hansens superfine podcastserie Vandrehistorier. Ole er godt vandreselskab – lidt som pilgrimmen, du møder på herberget og falder i dyb snak med. Hans nærvær og gode spørgsmål fik mig til at tænke, mærke og sætte ord på, hvad vandringen egentlig har gjort ved mig, mit liv og mit ægteskab.
Hør om den slidte rygsæk, menneskemøder på Hærvejen og hverdagens vandreeventyr:

Frie fodspor i podcaststudiet

En dag ringede superflinke Dan Mullins helt fra down under, og det blev til en lang og rigtig interessant samtale om hvad det er, caminoen kan i vores liv. Pludselig var der slet ikke særlig langt til Australien… Lyt med her (på engelsk – på forhånd: Pardon my Danglish!!)

Disclaimer

Her på siden finder du vores personlige oplevelser af vandregrej og vandreruter i Danmark og udlandet. Når vi giver tips til vandring og vandregrej, er det altid ud fra vores fysik og vores oplevelse. Det kan være, du har en helt anden oplevelse og andre forudsætninger. Vi tester og beskriver det vandregrej, der fungerer for os. Brug hvad du kan, og husk, at kroppe og behov er forskellige, så det, der fungerer for os, fungerer ikke nødvendigvis for dig. Vi tager forbehold for, at stier, services og andre praktiske forhold kan have ændret sig, siden vi vandrede forbi. Så brug din sunde fornuft, selverkendelse og indre kompas, når du læser vores guides til vandreruter.

Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

113 reaktioner

  1. Vi er en familie på 5, som har besluttet at vores fælles ting, Nu og efter Corona skal være at trave (min mand og jeg har gjort det en del før, men er gået lidt i stå med de længere ture). Nu har vi fået invisteret i et par gode bære redskaber og er klar…. Vi er bosat i Nordjylland men er klar på at køre efter det nogle gange… Og til sommer, må det også gerne være ruter over flere dage. Men vil høre om i kender nogle fantastiske ruter, når man er afsted med mindre børn, hvor det kun går begrænset op og ned og hvor man ikke, skal tænke på skrænter eller biler og helst heller ikke krydsende mountainbikes konstant.
    Der ud over vil jeg høre, om i kender nogle gode sider, specielt for folk som vandre med mindre børn?

    Mvh Rie

    1. Hej Rie. Hvor fedt, at I vil vandre med ungerne! Tror det er den slags fælles oplevelser og interesser, der knytter sammen. Jeg synes selv instagrammeren Maria, der har @tumlingpaatur er megainspirerende. Og så ville jeg klart kigge nærmere på projektet Naturfamilier hvor man kan finde fællesskab med andre der vil det samme. Ellers er mine egne tips: Tag på tur ofte og indarbejd noget lækkert at spise. Italesæt alt det, man kan opleve til fods, som man ikke kan se/mærke/smage fra en bil. Hav altid styr på udstyr – fx tæpper til pauserne. Tag ting med at tegne med. Kamera, ungerne også gerne må bruge. Lav traditioner med at vandre – ture I tager på bestemte tidspunkter på året. Lav koncepter – fx ’vinterskovtur’, der for os er lig med varm chokolade, flødeskum og kanelboller plus tæpper at sidde på. Og så endnu en: Lad være med at anskaffe en klapvogn. Tag tid til at børn, der kan gå, går. Kunne jeg spole tiden tilbage og tage en lang vandreferie med mine børn dengang de var små, ville jeg i Danmark helt uden tvivl starte med Bornholm rundt https://www.friefodspor.dk/bornholm-rundt-121-km/ . Formidable oplevelser og den kan inddeles meget børnevenligt. Ved godt det er langt fra Nordjylland, men den er det værd. En god dagtur på jeres kanter er Rebild Bakker og Blåkilde https://www.friefodspor.dk/vandrerute-rebild-bakker/ . Plus alle ruterne på Lovns, der pga. dyrene også er oplagt med små børn https://www.friefodspor.dk/vandrerute-lovns-halvoeen-rundt/ . Lidt længere væk er Kaninoen på Endelave en uforlignelig ide med børn: https://www.friefodspor.dk/kaninoen/ Umiddelbart er jeg uenig i at ruter til børn ikke skal gå for meget op og ned – tværtimod plejer bakker at være et hit! Held og lykke med det hele kh Marie

  2. Tak fordi I har testet på Amarminoen – når vi nu er Corono-locked er det jo et et kald fra højere magter at vi har fået en Amarmino – i overskuelig længde. Jeg har færdedes på og omkring Vestamager siden engang i firserne – dengang det stadig var militært og aflukket. Nu til dags er det et fuglekigger-mekka for mig og mange andre, såvel som et yndet vandre-område for min bror og jeg.

    Vi har gjort Amarminoen én gang, for vild på Fælleden og afbød lidt før tid i Dragør, men stadig en afsindig fed oplevelse.

    Vi ses derude – med vabler og kold kaffe.

    Thomas

    1. Hej Thomas. Jeg tænker også det er super timing med Amarminoen – og Højlyngsstien på Bornholm for den sags skyld. Men københavnerne er nok dem der har allermest brug for at komme ud under åben himmel. Sjovt du nævner fuglene – vi så flere gange en bil med teksten ‘CPH Bird control’ – først læste jeg det som ‘birth control’ og grinede ved tanken om at de skulle tjekke hvad der foregik i buskene. Hvor for I vild cirka? Vi gik forkert et enkelt sted, vi har beskrevet for naturparken, men ellers fungerede skiltningen upåklageligt i vores retning (vi gik modsat dig). Bedste hilsner Marie

      1. Ja, CPH Bird Control er dem der forsøger at holde lufthavnen fri for fugle, bl.a. ved hjælp af falkonerfugle. Vi for vild allerede 100 m. fra DR-byen hvor vi bare vandrede afsted uden at sanse skiltningen. Vi genfandt ruten ved Sønderbrostien men følte at skiltningen pegede den gale vej (NV), så vi fortsatte ned til Vejlands Allé inden vi fik fodfæste på Amarminoen igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM Frie fodspor

Kom på ventelisten Skriv dig op - så får du besked, så snart varen er tilbage på lager.
0
    0
    Min kurv
    Din kurv er tomGå tilbage til Shop