VANDRERUTE Magisk vandring i Nationalpark Thy (20 km rundtur)
Maaaaagisk, er den, rundturen her på 20 kilometer i Nationalpark Thy….
Ærligt talt: Vi har svært ved at få armene ned over denne vandrerute! Danmarks vildmark, historie og vidder på een gang. Vi vandrer den igen i morgen!!
Hvilke oplevelser er der på ruten?
Det kan vi simpelthen ikke svare kort på, for vi har simpelthen for meget på vandrehjertet til at fatte os i korthed… Se nu bare her:
Penbjerg: Alt vi drømte om i Nationalpark Thy – Danmarks vildmark
Vandreruten giver dig hjertet af Nationalpark Thys klitheder ved Penbjerg – virkelig dejligt med en sti, der faktisk gør det muligt at komme ind i vildmarken…
Solopgang fra Lodbjerg Fyr – vi vil tilbage!
Vi startede med en tur i Lodbjerg Fyr, som har en blændende udsigt over Nationalpark Thy og er en oplagt udsigt i sig selv til solopgang og solnedgang.
Fyret er smart indrettet med selvbetjent formidling og dørene åbner automatisk med imponerende åbningstider – 07-21!
Se mere om Lodbjerg Fyr og turen derop i vores guide
Sorte Næse vækker den indre geolog…
Videre går turen ud til overvældende Vesterhavet og den særprægede kystklint Sorte Næse:
Den indre geolog skulle liiiige kigge med fingrene på dette finurlige stykke geologi:
Kystklinten er omkring 10 meter høj og består af moræneler og glimmerler.
Veeeesterhav, kom nu og blæs mig i gang…
Det, vi mest af alt har i ørerne efter denne vidunderlige vandring, er Vesterhavets dybe buldren. Den høres over hele ruten.
Og ja, vi ved godt, at en thybo nok vil sige, at vi endnu ikke har oplevet Vesterhavet, når vinden har været så stille som idag!
Flade Sø: At lære af historien…
Sidste del af ruten er turen rundt om Flade Sø. Her går en del af ruten på et dige med Flade Sø til venstre og Roddenbjerg Sø til højre:
Flade Sø er på en måde historien om menneskelig foretagsomhed – og at måtte lære af sine fejl. Tidligere har søen været drænet og brugt som græsningsjord. Det ellers krævende projekt måtte opgives efter blot syv år. I dag er et kæmpe projekt i gang med at genskabe søens naturlige vandforløb – belært af fortidens fejl.
Fint pausested ved Flade Sø – i hvert fald på en vindstille dag.
Er rundturen skiltet?
Ja, det er den faktisk. Ruten er en, vi selv har lavet ved at kombinere tre kortere ruter. Vi ville nemlig gerne vandre en lidt længere rundtur i Nationalpark Thy. Du følger disse tre skiltede ruter i Nationalpark Thy:
- Penbjerg-ruten – følg de blå trekanter
- Sorte Næse-ruten – følg de sorte trekanter
- Flade Sø-ruten – følg de grønne trekanter
Hvor krævende er ruten?
Sådan rimelig krævende – især den del der går ned på stranden til kystklinten Sorte Næse. Her skal du nemlig først ned – her er et reb at holde fast i:
Vi kom i problemer kort efter Sorte Næse, fordi havet stod højt, så vi fik en ekstra klatretur:
Hvor kan man parkere?
Det bedste er at stille bilen på P-pladsen ved Lodbjerg Fyr, Redningsvej 8, 7755 Bedsted Thy. Her er gratis, ubegrænset parkering, og du kan starte med en tur op i fyrtårnet til den blændende udsigt over Nationalpark Thy…
Hvordan er underlaget?
Godt langt det meste af vejen: En blanding af bløde hedestier, pakket sand, grusstier og diger.
Der er et stykke asfaltvej langs stranden og igen et kort stykke asfalt på østsiden af Flade Sø.
Se rundturen i Nationalpark Thy på et kort
Vi har lavet denne rundtur ved simpelthen at kombinere tre af Naturstyrelsens korte, skiltede vandreruter. Et enkelt sted har vi forbundet dem. Du kan nemt få kortet ind på mobilen, så du kan se, hvor du selv er som en blå prik på kortet:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på dette link til kortet over vandreruten på 20 km i Nationalpark Thy (du er den blå prik på kortet)
Hvilken vej vandres ruten?
Fra starten ved Lodbjerg Fyr vandrer du nordpå og holder til venstre ad Penbjergruten – følg de blå trekanter. Ruten er et loop. Efter loopet skal du først et kort stykke til højre her:
Efter det kommer du til en rød pæl, hvor du nu skal følge Sorte Næse-rutens sorte trekanter til venstre:
Når du kommer til Flade Sø, holder du til højre ad Flade Sø-ruten på dette sted og følge de grønne trekanter, der dukker op:
Er du vild med Thy? Her er Nationalpark Thy til din rygsæk:-)
Har du også tabt dit vandrehjerte til Nationalpark Thy? Så se lige vores vandremærke til rygsækken – måske noget for dig? Du finder rygsækmærket til Nationalpark Thy i vores lille vandreshop:
Hej igen
Så fandt jeg ruten efter besøg i Lodbjerg fyr – Nationalpark Thy😉
Fedt! Vi har masser af ruter i Thy, se dem her:https://www.friefodspor.dk/thy/ Bedste hilsner Marie og horben
Hej
Kan varmt anbefales, er en flot tur.
Rigtig god tur når tid er
Bedste hilsner
Erik
Hej Marie og Torben
Dejlig bænk du har Marie, vi sidder også altid og nyder udsigten hver gang vi kommer forbi
Den første lørdag i Marts har Sydthy Fodslaw tur rundt Flade sø med start fra de sorte huse og med efterfølgende kaffe og kage alle er velkommen
De bedste vandrehilsner Niels
Hvor hyggeligt at dele bænk! Bare vi dog var i Thy på det tidspunkt… Vi vil så gerne tilbage. Bedste hilsner Torben og Marie
Hej Marie
Tak for svar, ja der kan godt være frisk vind.
Gik turen fra Skagen (grenen) til Dannevirke i August og de første dage med vinden direkte i mod, så du har så ret.
Ha det godt
Bedste hilsner
Erik 🤗🌞
Hvor FEDT! Vi havde håbet at nå til Dannevirke i sommers, men der var lige liiidt længere end bereget. Vi havde en eller anden ide om at det lå lige ved grænsen, men blev klogere. Vi drømme nu om at vandre Hirtshals – Frederikshavn vi Skagen, så ringen er sluttet den vej:-) Hilsen Torben og Marie
Hej med jer
Tusind tak for fantastiske billeder og beskrivelse af turen.
Den vil vi gå
Glæder mig til flere tur beretninger
Bedste hilsner
Erik 🤗🌞
Kære Erik. Virkelig også en fantastisk tur. Tip: Kig lige på vinden… I hård vind er ruten efter al sandsynligvis temmelig barsk! Intet læ… kh Torben og Marie