VANDRERUTE Højderygstien: 7 km gennem Odsherreds istidslandskaber (A til B)
Ud over den dårlige dogmeskiltning er Højderygstien i Odsherred en oplevelse, selv i mulet vejr: Du får følelsen af at gå på hele Odsherreds rygrad med tusindvis af istidsår under fødderne

Hvor lang er Højderygstien og hvor starter man?
Indtil videre er Højderygstien en 7 km A til B-rute. Da Højderygstien åbnede i 2016, var der store planer om at forlænge den til 40 km kvalitetsvandresti i alt, men desværre lader der ikke til at være sket mere.
Startsted: Åstoftevej 82, 4550 Asnæs
Slutsted: Veddingevej 41A, 4540 Fårevejle
Begge steder er det nemt at parkere
Du kan også sagtens gå ruten i den modsatte retning.
Hvilke oplevelser er der på Højderygstien?
Højderygstien er som at vandre langs hele Odsherreds gamle rygrad, formet af istidens kræfter. Vi vandrede dog en så mørk og tåget morgen, at vi i starten kun turde gisne om udsigterne over Sejrøbugten. Efterhånden som tågen lettede, åbnede udsigterne sig over den blå bugt og Odsherreds hemmelige bjerge.

Undervejs på Højderygstien kommer man til utallige panoramaudsigter på vej over gravhøjene Duttehøjene, Maglehøj, Estherhøj og Brendeshøj.
Ved Estherhøj blev der i 1920 rejst en kolos af en mindesten i anledning af Genforeningen.

Undervejs kan du se GeoKids – et dejligt landart-projekt lavet af børn på besøg i Geopark Odsherred:

Du kan finde mere viden i den gode, informative vandrefolder om Højderygstien her. Vi prøvede forgæves at se de film, der reklameres for med QR-koder på ruten. Men desværre virker linkene ikke mere. Den indre korrekturhund drømmer også om at få rettet ‘broncealder’ til ‘bronzealder’, men det er en anden sag… Hvis du vil se film om Højderygstien, har Mikael Bertelsen vandret ruten for RealDania – se Bertelsen på Højderygstien her.

Hvordan er skiltningen på Højderygstien?
Højderygstien har den mest kreative, men også mindst funktionelle skiltning, vi endnu har prøvet. Lad os kalde det dårlige dogmeskiltning – lidt som at se en dogmefilm uden nogen som helst intro til konceptet. De flade, hvide trædesten pirrer, og det er tilfredsstillende, at de præcis passer med en fod af hver. Men der stopper begejstringen også, for de giver ikke nogen reel vejvisning. Flere steder er stenene er groet til, forsvundet i blade eller mangler simpelthen.

De flade sten er umulige at se på afstand. Her mens du vandrer i venstre side af vejen, er det fx meningen, at du i fordybningen mellem to marker til højre skal få øje på den første vejvisersten, der ligger seks meter inde og nede i det dybe græs:

Hvor ville vi gerne vandre turen med en, der arbejder med den, og fortælle hvordan den opleves første gang. Der skulle så lidt ekstra til for at gøre den formidabel.
Hvordan kommer man tilbage til start, når ruten er A til B?
Vi satte cyklerne af ved slutstedet, kørte i bil til startstedet, og cyklede så tilbage til bilen efter vores vandring. Noget bøvlet. Næste gang vandrer vi i stedet turen begge veje. Det bliver den ikke uoverkommeligt lang af – og udsigterne er meget forskellige, alt efter hvilken retning, du vandrer.

Hvilket terræn går Højderygstien i?
Højderygstien er en trampesti, primært langs marker. Der kan være både ujævnt og mudret, så på med de gode travesko. Ruten er kuperet – især når du udforsker de mange bronzealderhøje. Der er cirka 2 km på asfaltvej samlet.

Er der proviant undervejs?
Ja, Caféen Udsigten ligger cirka på halvvejen. Den lever op til sit navn.

Kort over Højderygstien
Fordi skiltningen ikke fungerer, er det nødvendigt med kort på mobilen, når du vandrer Højderygstien.
- Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
- Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
- Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!
6 reaktioner
Hej Marie,
Jeg kom ind på den ved at klikke på Jeres link👍🏼Jeg var gået ind AllTrails for at finde ruten, men der dukkede den ikke op🤷🏻♀️Men nu må den prøves en anden dag. Tak for hjælpen
Dejligt det lykkedes! Det er samme system for alle vores ruter, så kan du bruge en, kan du bruge alle. God vandring kh Marie