* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst
GUIDE Vores bedste tips til Camino Primitivo
Primitivo er en underskøn camino. Så er det sagt. Og du kan godt! Udsigterne opvejer rigeligt de mange bakker
Camino Primitivo er nok en af de caminoer, vi hører førstegangspilgrimme bæve mest over. Men fat mod – den er hverken bjergklatring eller umenneskelig. Og uanset hvad – det hele værd. Camino Primitivo går også under navnet The Original Way, fordi det er den ældste af alle caminoruterne i Spanien. Den krydser tværs over de cantabriske bjerge, som er kendt for formidable udsigter og uforudsigeligt vejr.
Hvor starter og slutter Camino Primitivo?
Camino Primitivo starter i katedralbyen Oviedo i Nordspanien og går mod vest til katedralen i Santiago de Compostela. De sidste cirka 50 km følges ruten med den franske rute, Camino Francés.
Hvor lang og hvor krævende er Camino Primitivo?
Udfordringen på Camino Primitivo synes vi især er vejret. Risiko for dage med meget regn, vejr der ændrer sig meget hurtigt, tordenvejr, rigtig tæt tåge (som i at du kan blive væk i den). Så er der højdemetrene, der kommer af, at du krydser over de cantabriske bjerge. Højdemetrene er der cirka 8300 af på cirka 319 km. Der er seriøst stejle og nogle steder lange stigninger. Til gengæld er stierne gode – højdeskræk er der ikke den store risiko for (Torben er testansvarlig for det).
Nedstigningerne er heldigvis de fleste steder mere flade end opstigningerne, og underlaget er godt langt de fleste steder. Der er en enkelt nedstigning efter Alto de la Marta, som er teknisk krævende pga. stejlheden og de løse sten. Billedet her viser ikke helt stejlheden – men tro os! Vores tip: Gå ud i siden – og tag fra med dine vandrestave:
Strækninger, der før har været svære efter regn, blev i 2017 lavet om til bedre grusstier. Vi løb/trippede ned for at skåne knæene – og alligevel kunne vi til tider igen mærke et par gamle skavanker. Derfor er vi opmærksomme på teknikken ned ad bakke: Vi går lidt ned i knæ, lægger vægten bagover og småløber med museskridt i bløde buer på tværs af bakken:
Hvor mange etaper er der på Camino Primitivo?
De klassiske etaper på Camino Primitivo siger 13 vandredage. Men alt efter din fysiske form, kan det være, du får brug for flere etaper på Primitivo end på andre caminoer. Vi mødte pilgrimme som brugte alt fra 9-16 vandredrage på Primitivo.
Se vores etaper på Camino Primitivo
Uanset hvad, er det en rute, hvor det er ekstra, ekstra vigtigt ikke at slæbe for meget. Vi har set fodproblemer, vi troede umulige, efter blot efter få vandredage. Fællestrækket er rygsække langt over ti kilo plus nye sko.
Se Torbens pakkeliste til caminoen her
Se Maries pakkeliste til caminoen her
Hvad er det med den rute over hospitales?
Tager du lange etaper som os, skal du vælge rute på fjerdedagen: Op over bjerget ad hospitalesruten, eller ned gennem dalen ad Pola de Allande-ruten.
Hospitalesruten går forbi ruinerne af de tre gamle pilgrimshospitaler Paradiella, Valparaiso og Fonfaraón – deraf rutens navn. Ruten er meget omtalt og nærmest legendarisk for Camino Primitivo. Vi troede, at det var fordi den var teknisk svær, men det er den egentlig ikke. Det er vejret, det handler om, og det skal du tjekke grundigt og præcist for byernes Borres og Berducedo inden afgang. Fortæl andre pilgrimme, hvilken rute du vil tage, så de ved, hvor du er.
Stien over bjerget er godt markeret, men i tæt tåge kan det være svært at se de gule pile. Her kommer du til rutens højeste punkt i 1.122 meters højde. Der er køligt deroppe, så hav et ekstra lag tøj ved hånden. Du går blandt både heste og køer på bjerget – en meget særlig og smuk oplevelse. Den alternative tur nedenom Pola de Allande fortrød alle, der tog den, fordi vejret var ok, og herberget der skulle være dårligt.
Hvad hvis jeg får brug for transport af min rygsæk?
Højdemetrene på Camino Primitivo kan være en udfordring. Lyt til din krop dag for dag. Mærker du fx en skade på vej, så er det værd at overveje at få transporteret din bagage et par etaper for at mindske belastningen. Det er heldigvis nemt og billigt på Camino Primitivo. Læs om vores erfaringer med bagagetransport med det spanske postvæsen. Servicen kan også bruges, hvis du har proppet for meget i din rygsæk, og vil sende unødvendigt gear frem til Santiago eller helt hjem.
Er der meget asfalt på Camino Primitivo?
Den første dag fra Oviedo er der cirka 35 % asfalt, og de næste dage er der også asfalt – dog på ingen måde irriterende meget. Sammenlignet med andre caminoer har Camino Primitivo dejligt meget varieret og blødt offroad:
Der er dog en noget asfalttung og kedelig dag fra Lugo til As Seixas.
Er det ikke irriterende at skulle ind på Camino Francés?
I byen Melide 50 km inden Santiago de Compostela støder Camino Primitivo til den væsentligt mere befærdede Camino Francés og følges resten af vejen. Det betyder, at alt efter dit tempo, afslutter du Camino Primitivo med halvanden-tre dage på Camino Francés. Det er en stor kontrast til Primitivos ro. Pludselig er du en del af en minoritet. Vandrer du sent om eftermiddagen på Francés, kan du sagtens være heldig at finde ro – se bare her:
Hvad koster overnatning på albergue, og er der plads?
Regn med 6 euro for overnatning på municipalalbergue og 12 euro for privat albergue på Primitivo hele vejen til mødet med Camino Francés, hvor priserne stiger til 16-20 euro på de private herberger.
Hele Camino Primitivo er under kraftig vækst og udvikling – der popper flere og flere overnatningssteder for pilgrimme op. Det betyder også, at skulle du komme til et sted, der ikke er plads, vil der ofte være flere andre muligheder i byen eller et overkommeligt stykke fremme. Hold dig opdateret i appen Wisely med mulighederne – og supplér med hostelworld.com, booking.com og airbnb.com.
Se vores erfaringer med de forskellige overnatningssteder Camino Primitivo her
I byen Cornellana var der ingen overnatning overhovedet i slutningen af 2021 – herberget lukket og både hotel og pensionat gået nedenom. Til gengæld er der denne fremragende lokale frokostrestaurant Dany Casa de Comidas direkte på caminoen:
Er der tæpper?
Sover du på private herberger kan du godt regne med, at der er tæpper til de kolde nætter. I regionen Asturien har vi også oplevet, at alle de offentlige herberger har tæpper. Men i regionen Galicien lader det til, at tæpper er fjernet på alle municipalherbergerne.
Er der bed bugs (væggelus) på Primitivo?
Ja, der er til tider bed bugs på Camino Primitivo, som på alle andre rejser. Typisk lukkes herberget midlertidigt indtil problemet er løst:
Alternative ruter på Camino Primitivo
Mellem Padrón og Castroverde møder du steder, hvor de officielle, nye kilometersten peger i hver deres retning. Tre steder må du vælge uden at vide, hvad du vælger mellem. Se det blot som en valgmulighed uden store konsekvenser – det skal nok gå uanset hvad.
Hvad er der af butikker og vand undervejs?
Hospitalesetapen er det længste stræk uden services eller vand på Primitivo – her er cirka 16 km uden andet end stor natur. Der bør du have handlet rigeligt i Casa Ricardos lille butik i Campiello. Der er intet i Borres eller La Mortera, som er de sidste flækker, du passerer inden hospitalesruten starter. Andre dage kan du risikere at gå op til 14 km uden services (eller morgenkaffe!), men ikke mere end det.
I Tineo går caminoen lidt i udkanten af byen – men her er faktisk kæmpe supermarked og flere barer tæt på ruten, hvis du drejer mod venstre i slutningen af byen.
Generelt er der kun een stor by undervejs – Lugo. Skal du supplere med fx grej, er det derfor Lugo, der er det mulige.
Apps til Camino Primitivo?
Vi havde glæde af appen Wisely/Wise Pilgrim til Camino Primitivo. Bemærk dog, at der ofte er mange flere services, end appen viser.
Fly til Camino Primitivo – kom nemmest til startbyen Oviedo
Med Primitivo vil vi anbefale at købe udturen i god tid og hjemturen et par dage før du vil hjem. På grund af de mange bakker er Primitivo nemlig en camino, hvor det er svært at beregne dine etaper.
Camino Primitivo starter i Oviedo. Med fly er det nemmeste, og ofte også billigste, at flyve via London til den nærmeste lufthavn, som er Asturias. Lørdag er typisk den billigste dag. Tag dig tid til at se katedralen i startbyen Oviedo.
Ellers er direkte fly til Madrid også en mulighed – bare husk, at der er omkring fem timer i bil fra Madrid til Oviedo. Vi fik et lift à la GoMore fra Madrid til Oviedo for 20 euro via hjemmesiden www.blablacar.es – supersjovt at snakke med almindelige spaniere fem timer i bil, men en lang rejsedag. Det er under halv pris af hvad strækningen koster med bus. Det er nemmest at finde et lift, hvis du ankommer torsdag eller fredag, hvor mange pendler hjem fra Madrid.
Se flere tips om hvordan du kommer nemt og billigt til starten på din camino
Ankommer du sent til Oviedo?
De fleste herberger har åbent til klokken 21. Ankommer du efter det til Oviedo, kan det være rart med en reservation. På Hotel Favila Oviedo (annoncelink) kan du godt ankomme om natten, og hotellet ligger direkte på caminoen lige ved den gamle bydel. 35 euro for et dobbeltværelse.
Nyd hver en time i Oviedo – superdejlig by at starte i!
Den indre gård i katedralen i Oviedo.
Find vej ud af Oviedo ad Camino Primitivo
Der er åbnet et kæmpe supermarked i Oviedo, som er næsten den sidste bygning du ser, inden stier starter. Så du kan sagtens vente med provianten til sidste øjeblik.
Det er svært at finde den rigtige camino ud af Oviedo, for byen er et vejkryds af caminoer: Camino San Salvador slutter her, Camino del Norte passerer igennem, og Camino Primitivo starter. Følg derfor denne guide nøje for at komme den rigtige vej ud af Oviedo:
- Når du har katedralens facade i ryggen, fortsæt lige ud ad Calle San Francisco, til du kommer til et T-kryds ved en park.
- Drej til højre ad Calle de Uría og fortsæt 700 meter lige ud til stationen, uanset hvad du ser af andre pile undervejs.
- Ved stationen tager du fodgængerfeltet over og drejer til venstre ad Calle de la Independencia. Forbliv i højre side ad vejen.
- Lige når du har passeret de syv kubistiske boligblokke, følger du fortovet skarpt rundt til højre, hvor du ser fire kubistiske bygninger mere.
- Gå henover pladsen og følg trygt pilene herfra, indtil du kommer til den markante start på selve stien:
Hej Marie,
Jeg vil gå primotivo i foråret, måske henover påsken. Har i erfaring med vejret på den tid af året? Og er der ekstra befærdet i påsken? Bør jeg udsætte til juni eller juli?
Tak for jeres rigtig fine side!
Hej Anders
Vi har vandret den franske rute i påsken, og i år vandrer vi 300 km på Camino Del Norte i påsken. Påsken er en vild kulturel oplevelse i Spanien – meget intenst og smukt. Vi glæder os helst vildt til at prøve den periode igen. Især for spanske pilgrimme har det stor betydning at ankomme til Santiago de Compostela i påsken, og det er derfor nogle af årets travleste dage overhovedet. Camino Primitivo følges med Camnino Francés de sidste 53 km (fra byen Melide). Vi oplevede problemer med at finde ledig overnatning netop på den strækning i påsken, fordi vi var med den helt store bølge af pilgrimme, der ankommer skærtorsdag/langfredag. Hvis du rammer det tidspunkt, vil vi varmt anbefale at booke på forhånd de dage. Udfordringen med overnatning var for os en meget lille irritation vejet op mod den oplevelse påsken er, så vi synes bestemt ikke du skal udskyde af den grund. Vi tør ikke spå om vejret, især ikke med de udsving der er pt. Da vi var af sted i påsken blev vi overrasket af 14 dage med ned til -7 grader om morgenen, så denne gang pakker vi varmere – man ved aldrig. Vi oplvede også mange dage med lunt forår og shorts. Bedste hilsner Marie og Torben
Tak for det gode svar. Jeg tror at jeg må have påsken til gode – det lyder som en fed oplevelse. Men det er min første Camino, så jeg tør ikke have de ekstra kilo tøj med i rygsækken. Rigtig god tur til jer. :-)
Hej Anders. Pakkevægt er bestemt også en overvejelse. Selvom vi pakker varmt, holder vi os under 5,5 kg oppakning, så vi er stadig i den lette ende. Det handler om at finde meget varme for få gram. Hilsen Marie og Torben
Tusind tak for en dejlig og inspirerende hjemmeside! :-) Jeg har for 5 år siden gået den franske rute, som var en fantastisk oplevelse og min mor og jeg planlægger nu en rejse i slut april i år til Camino Primitivo. Vi er lidt bekymrede for de mange bakker, men både min mor og jeg selv er i god form. Min mor er nok endda i bedre forme end mig, trods min mor har passeret de 63 år! Tror du ikke at det nok skal gå an? :-) Eller hvad siger jeres erfaringer her?
Og også med vejret. Har i mon nogle erfaringer sådan i slut april/start maj (man kan jo aldrig vide, men rådes det at gå så ‘tidligt’ på året). Jeg kan huske at én bestemt rute ved St Jean Pied de Port var lukket i sin tid, grundet sne nemlig. Men vi kan næste læse os til, at regntøj og regnslag (og måske en god vejr app) er en god ting at have med :-D
Tak for jer!