VANDRERUTE Havnebyen rundt i Odsherred (11 km)
Vi var på vild vintervandring Havnebyen rundt på Sjællands Odde langs Sjællands Oddes kyster og forbi et par af Arne Jacobsens værker

Hvilke oplevelser er der undervejs?
Der er vilde udsigter på begge Sjællands Oddes kyster – her Sejrøbugten:

Odden Kirke bliver næsten ikke smukkere end mod en blå, blå himmel:

I Havnebyen Odden kommer du forbi hele to værker af arkitekt Arne Jacobsen. Det fornægter sig ikke, at Sjællands Odde Fiskerøgeri er tegnet af mesteren:

Tæt ved røgeriet ligger dette runde familiehus, der er som taget ud af 1950’ernes arkitektoniske fremtidsdrømme. Leo Henriksens hus tegnet af Arne Jacobsen i 1957 til ejeren af røgeriet. Husets runde linjer følger grundens form.

Hvor starter Havnebyen rundt?
Du kan starte hvor du vil. Vi valgte at parkere ved Odden Kirke , Overbygade 2, 4583 Sjællands Odde. Samme sted stopper bus 561 fra Nykøbing. Stoppestedet hedder Oddenvej (Overbygade).
> Se mere på Rejseplanen
Hvordan er terrænet?
Krævende! Især hvis du som os vælger en blæsende og kold vinterdag. Vi fik mere end en sok i iskoldt, fordi strækningen langs Sejrøbugten er svært fremkommelig -stranden er næsten vasket væk. Om det er sådan hele året rundt ved vi ikke, så forberede dig på en fysisk krævende rute.

Et enkelt sted var vi igennem en fold – vi mødte ingen dyr, men det er der formentlig en stor del af året.

Uanset årstid er Sjællands Odde ofte prisgivet vinden, så husk vanter, så du ikke ender med denne halvklamme nødløsning, ikk’?
Hvor kan man proviantere undervejs?
Der er mulighed for at finde noget at spise hos Odden Fisk i Havnebyen. Undervejs kommer man også økologiske Birkemosegaard, hvor caféen typisk er åben i sommersæsonen. I lysstøberiet Kastanielys kan man købe snacks.

Hvor kommer ruten fra?
Ruten vi kalder Havnebyen rundt stammer fra bogen ‘Vandringer i Odsherred’, som kan købes på turistinformationen i Nykøbing Sjælland. I bogen har ruten nummer 102 og kaldes ‘Et hav af lokale fødevarer’.

Er ruten skiltet?
Nej, ruten er ikke brugbart skiltet. Det har den måske været engang, men skiltningen er gået til. Brug vores kort nedenfor, så finder du fint vej.
Kort over Havnebyen rundt i Odsherred
- Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
- Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
- Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

4 reaktioner
Det ser ikke ud til, at kortet bliver indlæst. Der står Siden blev ikke fundet.
Når jeg trykker på knappen Find vej med kortet, kommer ruten ved Hammermøllen frem.
21.1.2026 kl. 14:22.
Uuuups, det er mig, der har fjumret – det skulle gerne virke nu. Tak for at give lyd. Kh Marie
Tak for at rette op på det :-)
Det manglede da bare:-)