GUIDE Monasterio de Santa Maria de Moreruela

Vi startede camino Sanabrés med en udflugt til det gamle cistercienserkloster i startbyen Granja de Moruela. En komplet storslået ruin, der klokkerent slår pilgrimsstemningen an

I ruinerne af klostret Santa Maria de Moreruela behøver du bare blinke, så ser du næsten munke i kutter om hvert et hjørne. Hører ekkoet af drengekoret og fårenes brægen på marken. Dufter de tørrede skinker i madkælderen.

Klostret er stilsikkert sikret og istandsat for EU-midler, så man nu kan opleve også nogle af de sammenstyrtede niveauer.

Klostret set fra oven – fra plakat i det lille udstillingsrum.

Jeg ved en storkerede

Klosterruinerne er komplet indtaget af storke, der har reder overalt – første gang i mit liv, jeg har oplevet så enorme fugle flyve lige hen over hovedet.

I rosens navn

Det er ganske særligt at stå midt i blandingen af storhed og forfald og prøve at forestille sig, hvilken summen af liv, de her bygninger har dannet rammen om. Tankerne flyver til Umberto Ecos roman ‘I rosens navn’. Et og andet er her sikkert foregået…

I pilgrimmes fodspor

Det er helt tydeligt, at vi ikke er de eneste pilgrimme, der har været her. Det lille vandkar på væggen viser det:

Kom ud til Monasterio de Santa Maria de Moreruela

Vi tog turen ud til klostret på vores ankomstdag. Der er 3,8 km derud fra herberget i Granja – det hele ad lige landevej.

Vil du i stedet se ruinen på første vandredag, er det en afstikker fra caminoruten på cirka 3 km hver vej. Husk at klostret først åbner klokken 11, så du bør tidligst starte klokken cirka 10 fra Granja alt efter dit tempo. Læg til distancen, at ruinerne er så dragende, at du sikkert ligesom os går langt rundt på eventyr og opdagelse. Fra caminoen ud af Granja er det ved skiltet her, du skal dreje mod venstre for at komme til klostret:

Tjek åbningstiderne

Uanset hvad er Monasterio de Santa Maria de Moreruela så meget omvejen værd. For os en oplevelse på linje med Colosseum i Rom – bare uden en eneste turist. Entréen er gratis, og i juli var der åbent fra 11-14 og 16-20. Resten af året er det sikkert noget andet.

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Allerede i startbyen er der en oplevelse – det meget betydningsfulde kloster Santa Maria de Moreruela Se mere om hvordan du finder klostret her […]

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *