* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst
ETAPER Camino San Salvador – vores bedste tips til overnatning og etaper
Her giver vi vores bedste bud på, hvordan du kan inddele Camino San Salvador – plus vores ærlige mening om de forskellige steder vi overnattede
Vi har vandret Camino San Salvador på seks dage – vil du bruge flere eller færre dage, så se forslag nederst på siden. Set i bakspejlet ville vi ikke ændre noget som helst på de etaper, vi valgte, for de gav os god tid på de smukkeste og mest krævende etaper:
Ankomstdag León 0 km
1. León – La Robla 27 km
2. La Robla – Poladura de Tercia 24 km
3. Poladura de Tercia – Pajares 14,7 km
4. Pajares – Bendueños 17,1 km
5. Bendueños – Mieres del Camino 26,7 km
6. Mieres del Camino – Oviedo 19,5 km
Tjek også vores guide til Camino San Salvador her
León
Ankomstdagen o km
Vi boede på Covent Garden Hostel (annoncelink) – et hjemligt herberg i hjertet af Leon direkte på caminoen. Drevet af Juán, som glad og gerne lukker pilgrimme ind, også ved sen ankomst, hvis du skriver og laver en aftale på forhånd.
León – La Robla
1. etape 27 km
Her sov vi på Pensión Mundo på (+34 987 570 733). Værelset var mikrolille og med elendig ventilation, men værtinden sød og venlig. Der findes også Hostal Ordóñez de Celis (+34 987 572 342) i byen, hvor vi hørte fra andre pilgrimme, at værelserne er i orden. Der er også offentligt herberg i La Robla. En anden mulighed er at stoppe i Cabanillas på det offentlige herberg med blot fire pladser, hvis ellers det er åbent. Der er dejligt i Cabanillas:
La Robla – Poladura de Tercia
2. etape 24 km
Her boede vi på Posada el Embrujo (booking på posadaelembrujo@gmail.com), hvor vi også fik aftensmad og morgenmad. Der er en fin gårdhave med eftermiddagssol:
Vi spiste på kroen, og maden smagte dejligt. Det er en god ide at overnatte i Poladura de Tercia, fordi du så får det smukke morgenlys over bjergene:
Der er også herberg i Poladura de Tercia – det ligger klos op ad kroen.
Poladura de Tercia – Pajares
3. etape 14,7 km
Her boede vi på Posada Real de Pajares (annoncelink). Lidt dyrt og meget specielt at være alene hjemme i en kæmpe posada – iskoldt og funklende rent. Til at starte med var vi noget ærgerlige over placeringen lige på hovedvejen – men inden døre hørte vi ingenting til bilerne og sov fortræffeligt.
Vores spanske rakte kun akkurat til i telefonen at forstå, hvor vi fandt nøglen. Der er pool i haven med udsigt over bjergene. For kold i oktober, men sikkert noget af et scoop i sommermånederne.
I Pajares kan man også overnatte over baren El Mirador. Et enkeltværelse kostede 25 euro i maj 2022. Vi spiste morgenmad i Pajares, og det var vi glade for, for næste mulighed er det superhyggelige, familiedrevne Albergue Cascoxu i Llanos de Somerón, og deres café var under corona ikke åben. Det er den igen nu. Det er en ung familie, der har stedet, som de driver økologisk med hjemmedyrket frugt og grønt. Til morgenmad får man fx en lille skål med nødder fra haven. Sovefaciliteterne er nyindrettede, og Albergue Cascoxu kan bookes direkte på deres hjemmeside.
Pajares – Bendueños
4. etape 17,1 km
Vi tog et stop en lille omvej fra caminoen for at komme til et særligt sted: Albergue Bendueños. Beliggenheden er magisk med bjergene i baggrunden og en kirke som nærmeste nabo. Der er en dejlig terrasse med aftensol og køer, der græsser lige foran. Uden sammenligning rutens bedste overnatningsoplevelse og på alle måder omvejen på 1,6+1,6 km værd.
Herberget ligger 1,6 km væk fra ruten, og det er tydeligt skiltet i den lille flække Herias, hvor du skal dreje fra mod venstre for at komme op til Bendueños (noget af en stigning…):
Bendueños er et parroquialherberg – dvs. et herberg tilknyttet en kirke. Kirken Santuario de Nuestra Señora De Bendueños er nabo til herberget. Det er donativo, så du bestemmer selv, hvad du kan og vil betale for overnatning.
Nyd den gigantiske nøgle til kirken og den lille solstråle, der rammer madonnaen, hvis du er heldig.
Albergue Bendueños bliver passet af genboen Sandra, som også lavede mad til os, som stod klar da vi kom. Sandra finder du på Whats App +34 674 67 17 06. Bemærk, at Sandra driver herberget frivilligt, og det er ikke altid hun kan tage pilgrimme ind. Vores erfaring er, at chancerne er bedst for pilgrimme, der kommer fra Pajares. Det kan ske, at Llanos de Somerón er for tæt på, eller byer før Pajares for langt fra.
Bendueños – Mieres del Camino
5. etape 26,7 km
Her boede vi på Hotel Mieres del Camino (annoncelink) – vi gav 395 DKK for et helt ok værelse. Vi havde oprindeligt udset os pensionatet i La Peña, men både pensionat og herberg var coronalukket. De andre pilgrimme i byen boet på et midlertidigt, offentligt herberg på universitetet – det er med enkeltværelser og i orden. Vi fik virkelig god mad i sidreriaet til venstre på det lille torv bag ved skulpturen her:
Mieres del Camino – Oviedo
6. etape 19,5 km
Vil du vandre andre etaper?
Der er mange måder at opdele Camino San Salvadors 120 km på. Klik her og se etapeforslag:
4 dage - etapeforslag
- León – Buiza 40 km
- Buiza – Pajares 24 km
- Pajares – Pola de Lena 25 km
- Pola de Lena – Oviedo 34 km
Bemærk, at du skal være i meget god form for at vælge denne inddeling – og at der ikke vil være den store tid til at nyde naturen omkring dig.
5 dage - etapeforslag
- León – La Robla 27 km
- La Robla – Poladura de Tercia 24 km
- Poladura de Tercia – Bendueños 30 km
- Bendueños – Mieres del Camino 25 km
- Mieres del Camino – Oviedo 19 km
Ulempen ved denne inddeling er den lange dag 3 – den er meget kuperet og meget smuk, og derfor delte vi den op i to. Et andet minus er, at man får alle de 21 træls kilometer fra Campomanes til Mieres del Camino på samme dag. Det problem kan løses med denne inddeling:
- León – La Robla 27 km
- La Robla – Poladura de Tercia 24 km
- Poladura de Tercia – Bendueños 30 km
- Bendueños – Pola de Lena 10,9 km
- Pola de Lena – Oviedo 34 km
Du kan også vandre med fem dage på denne måde:
- León – La Robla 27 km
- La Robla – Poladura de Tercia 24 km
- Poladura de Tercia – Pajares (eller Llanos de Somerón) 15 km (18 km)
- Pajares (eller Llanos de Somerón) – Pola de Lena 25 km (22 km)
- Pola de Lena – Oviedo 34 km
Ulempen her er, at du går glip af det vidunderlige herberg Bendueños…
6 dage - etapeforslag
- Léon – La Robla 27,2 km
- La Robla – Poladura de Tercia 23,4 km
- Poladura de Tercia – Pajares 13,7 km
- Pajares – Bendueñas 16,3 km
- Bendueñas – Mieres del Camino 23,6 km
- Mieres del Camino – Oviedo 18,3 km
Det er de etaper vi valgte, og som vi til enhver tid vil vælge igen. Eneste ulempe, vi oplevede, var at de 21 træls og støjende kilometer fra Campomanes til Mieres del Camino blev placeret på samme dag. Det kan undgås ved at vælge disse to sidstedage:
5. Bendueños – Pola de Lena 10,9 km
6. Pola de Lena – Oviedo 34 km
7 dage - etapeforslag
- León – Cabanillas 17 km
- Cabanillas – La Robla 10 km
- La Robla – Poladura 24 km
- Poladura – Pajares (eller Llanos de Somerón) 15 km (18 km)
- Pajares (eller Llanos de Somerón) – Pola de Lena 25 km (22 km)
- Pola de Lena – La Peña (Mieres) 15 km
- La Peña (Mieres) – Oviedo 19 km
Ulempen her er, at du går glip af det vidunderlige herberg Bendueños…
8 dage - etapeforslag
- León – Cabanillas 17 km
- Cabanillas – La Robla 10 km
- La Robla – Buiza 15 km
- Buiza – Poladura 9 km
- Poladura – Pajares (Llanos de Somerón) 15 km
- Pajares – Bendueños/Campomanes 15/16.6 km
- Bendueños/Campomanes – La Peña (Mieres) 26.6/25 km
- La Peña (Mieres) – Oviedo 19 km
Rigtig god inddeling, hvis du døjer med skavanker, eller simpelthen gerne vil have ordentlig tid til at nyde denne smukke rute. Bemærk at 21 af de 26 km på dag 7 er asfalt og med støjende trafik.
9 dage - etapeforslag
- León – Cabanillas 17 km
- Cabanillas – La Robla 10 km
- La Robla – Buiza 15 km
- Buiza – Poladura 9 km
- Poladura – Pajares 15 km
- Pajares – Bendueños/Campomanes 15/16.6 km
- Bendueños/Campomanes – Pola de Lena 11.6/10 km
- Pola de Lena – La Peña (Mieres) 15 km
- La Peña (Mieres) – Oviedo 19 km
Rigtig god inddeling, hvis du døjer med skavanker, eller simpelthen gerne vil have ordentlig tid til at nyde denne smukke rute. Bemærk at dag 8 er gennemført træls med asfalt og støjende trafik.
Donativoherberget Bendueños har klaret sig gennem corona. Fantastisk sted!
Hvad betyder annoncelink?
Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper os.
Tak for meget fin (og sjov) beskrivelse og vejledning til “bjergcaminoen”. Jeg er nu nået til Benduenos og her er præcis så fantastisk, som I skriver! Alligevel er jeg her alene…
At gå om foråret vil sige at gå i et hav af grønt med de skønneste blomster og masser af fuglesang. Vejret er til gengæld mere varieret med alt fra strålende sol til pludselige regnskyl, tåge og vind. Det kræver at man har udstyret i orden.
Vi er sammenlagt fire personer som startede samtidig i Leon og mødes i landsbyerne. Over passet inden Pajares gik vi dog sammen to og to. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om at gå der alene med det dårlige vejr, vi havde.
Her kommer et par bemærkninger til jeres beskrivelser af etaperne skrevet ud fra egne + mine medrejsendes observationer:
La Robla syntes jeg var en positiv oplevelse. Efter kl. 19 var der liv på alle barerne med tapas osv. og hvis man er lidt tålmodig kan man spise virkelig godt efter 20.30. Jeg vil anbefale at sove på Hostal Ordones de Celis, selvom værtinden efter sigende er en “surstråle”. Pension Mundos værelser er uappetitlige og der er larm, fra gaden (men værtinden er sød).
Poladura de la Tercia. Herberget i den gamle skole er åbent og OK. På Posada el Embrujo er der nu blevet rigtig fint med nystrøgne bomuldslagner og hele molevitten. Sengene er dog stadig for korte :)
Pajares. Jeg sov på Pension El Mirador og spiste også der. Værelset var OK og kostede 25 euro for 1 person.Maden kan ikke anbefales. “Surstrålen” blev dog sødere efterhånden. Jeg vil anbefale morgenmad 5 km længere fremme på det super-hyggelige, familiedrevne herberg i Llanos de Someron, og jeg vil bestemt også anbefale at man sover her, hvis man orker at gå 5 km længere efter Pajares.
Benduenos er en perle. Jeg tog den “svære” vej efter Llanos de Someron og heldigvis var den OK. Der er sat nogle rækværk op hist og her, samt nogle trappetrin af stål.
Ellers passer alt til beskrivelsen :). Mange hilsener fra terrassen i Benduenos, Helene
Hej Helene
Hvor fantastisk med brev fra Bendueños! Bare ordet, og jeg er tilbage på den terrasse i mine dagdrømme. Det er vildt fascinerende ved caminoen, som vi vandrer i hinanden fodspor og deler kærligheden til de samme steder.
Vores blog er vores subjektive oplevelser og øjebliksbilleder fra vores vandringer, så andre har tit helt andre oplevelser. Dejligt La Robla var en god oplevelse! For os var det ikke en by, vi forelskede os i, også selvom vi så de mange åbne spisesteder – vi var ude for at spise ved 21-tiden. Men sådan er det så forskelligt hvordan man oplever forskelliges vibes.
Jeg tænker lidt over, om vi overhovedet bør skrive det, når vi møder surstråler. Det kan påvirke andres forventninger, og forventer man en surstråle, får man sikkert præcis det! Tusind tak for alle dine input. Jeg har i artiklen om etaper tilføjet at værelserne er i orden på Hostal Ordones de Celis. Til gengæld har jeg ikke tilføjet noget om uappetitlige værelser på Mundo, for jeg oplevede vores som pænt og rent og har kun indvending med manglende ventilation. Sengetøjet er tilføjet i Poladura. I Poladura har jeg tilføjet om sengetøj og herberg, og i Llanos de Somerón herberg og morgenmad (café var lukket, da vi var der – i hvert fald for forbipasserende).
Jeg har i guiden tilføjet en bemærkning om skiftende vejr i passet og i Poladura.
Tusind tak for det hele.
Bedste hilsner Marie
Hej og hvor dejligt at mine bemærkninger kunne bruges :). Jeg burde nok have skrevet at vi ringede i forvejen til Llano de Someron ang. morgenmad. Det er nok en god idé! Den unge familie prøver at drive stedet økologisk med hjemmedyrket frugt og grønt. Fx indeholder morgenmaden en lille skål med nødder fra haven. Mine franske rejsefæller var begejstrede for de nyindrettede sovefaciliteter og de havde bestilt direkte på stedets hjemmeside https://www.alberguecascoxu.es/.
Jeg glemte også at skrive at Wiselys app til ruten nu fungerer upåklageligt, og Så den blå plet. Jeg har brugt den hele vejen. Alt godt fra Helene
Hej Helene. Appen er opdateret! Jeg slettede simpelthen den jeg havde givet 9 kroner for i oktober. Den nye kostede 39 kroner og fungerer som du skriver helt fint, så hjemmesiden er opdateret med ny pris nu. Virkelig vigtig information. Også oplysningerne om herberget og linket er sat på. Jeg tror vi havde sovet der, hvis vi havde vidst det, du skrev dengang. Bedste hilsner og tak for alle input.
Marie