OM OS Hvem er Marie og Torben?
Vi ledte og ledte, men fandt aldrig de gode råd, vi gerne ville have med på vores vandringer og rejser. Så nu har vi selv samlet dem på vandrebloggen her
Før vi startede vandrebloggen her, har venner og familie rejst i vores fodspor, og nu gør vi det nemmere for alle at gøre det samme. Vi vil gerne samarbejde med kommuner, regioner, turistorganisationer, foreninger og andre, der arbejder med vandring. Her kan du få fat på os: mail@friefodspor.dkHvem er Marie Lau Florin?
Ved siden af Frie fodspor arbejder Marie tyve timer om ugen som kommunikationskonsulent på Skovskolen i Nødebo, som er en ‘skovcampus’ under Københavns Universitet. Skovskolen er et godt sted at kende, hvis du fx overvejer blive naturvejleder og vil vide mere om naturvejlederuddannelsen eller en anden grøn uddannelse. Kærligheden til naturen slår også igennem i fritiden og ferierne. Hellere ro og rytme i vandrestøvlerne end strand og shopping. Marie er den, der skriver på vandrebloggen, og ind imellem også fotografen. Så når der står ’jeg’ på vores vandreblog, er jeg Marie.
Hvem er Torben Lau Florin?
Torben arbejder som uddannelsesvejleder i Frederikssund Kommune. Hans nysgerrighed på verden og på mennesker gør, at han tit er den, der åbner døre, når vi rejser. Når vi sover tre steder på tre dage, er det som regel Torbens eventyrlyst, der spiller ind. Han er den bedste økonom af os, og skarp til at finde gode rejsepriser. Når Marie har taget den forkerte sti (hvilket sker ganske ofte), er det som regel Torben, der hiver hende tilbage på sporet.
Vores første vandretur?
I dag undrer det nok ingen… Men vores første møde efter klikket på nettet var selvfølgelig på en vandretur i skoven. 3. januar 2013 mødtes vi ved kirken, og da vi fik øjenkontakt for første gang, bimlede kirkeklokkerne. Tag den. Tilbage ved kirken efter en times travetur fordybet i samtale, spurgte Marie: “Skal vi tage en runde til?” Det gjorde vi, og siden mange, mange flere. Vandringen gør stadig i dag en masse godt for vores kærlighed.
Det var avisen forbi for at høre om:
Hvor mange børn har I egentlig?
Vi har seks børn til sammen: Tre plus tre. Vi rejser både med dem alle på en gang og med dem enkeltvis. Og vi rejser på kæresteture og ture på egen hånd. Torben (1974) er far til Josephine (1997), Victoria (1998) og Lucas (2001). Marie (1977) er mor til Frida (1998), Tille (2001) og Alfred (2007) mormor til Astrid (2023). Sådan så vores sammenbragte cirkus på otte ud tilbage i 2015:

Hvordan får I råd til at rejse så meget?
Vi planlægger! Og sparer! Da vi mødte hinanden, var vi begge elendige til at gøre rejsedrømmene til virkelighed. Så vi lagde en plan for vores hverdagsliv og bolig, som giver os mulighed for at rejse. I hverdagen går der sport i at spare. Vi bor hverken stort eller fint, og ingen af os er de store shoppere. Vi er blevet mestre i at få mest muligt for vores penge, også når vi rejser. Vi prioriterer madpakker på bjerget og gudedejlige gadekøkkener højere end svimlende dyre stjernerestauranter.
Hvorfor vandrer I?
Vi oplever livets største frihed, når vi vandrer. Vi er hvad man nok ville kalde minimalister: Vi rejser ikke med mere end vi kan bære med os. Max seks kilo i rygsækken. Det giver os en simpel frihed at sige farvel til alt unødvendigt pak og bare være lige der på vejen. Vejen er vigtigere for os end destinationen. Se vores pakkeliste her
Læs også Søndags interview med Marie om den indre fred, vandring giver:


Kristeligt Dagblad ringede også en dag og spurgte hvad en pilgrimsvandring kan give os moderne mennesker – det fortæller jeg om i interviewet her.
Mød Marie i serien Udesjæle
Oplev Marie en magisk morgen fortælle om vandring i denne lille film, som er en del af serien Udesjæle:
Podcast med Frie fodspor
Hvad er det, vandring kan? Det har jeg fået lov til at dele med jer i Ole Bech-Hansens superfine podcastserie Vandrehistorier. Ole er godt vandreselskab – lidt som pilgrimmen, du møder på herberget og falder i dyb snak med. Hans nærvær og gode spørgsmål fik mig til at tænke, mærke og sætte ord på, hvad vandringen egentlig har gjort ved mig, mit liv og mit ægteskab.
Hør om den slidte rygsæk, menneskemøder på Hærvejen og hverdagens vandreeventyr:
En dag ringede superflinke Dan Mullins helt fra down under, og det blev til en lang og rigtig interessant samtale om hvad det er, caminoen kan i vores liv. Pludselig var der slet ikke særlig langt til Australien… Lyt med her (på engelsk – på forhånd: Pardon my Danglish!!)
Disclaimer
Her på siden finder du vores personlige oplevelser af vandregrej og vandreruter i Danmark og udlandet. Når vi giver tips til vandring og vandregrej, er det altid ud fra vores fysik og vores oplevelse. Det kan være, du har en helt anden oplevelse og andre forudsætninger. Vi tester og beskriver det vandregrej, der fungerer for os. Brug hvad du kan, og husk, at kroppe og behov er forskellige, så det, der fungerer for os, fungerer ikke nødvendigvis for dig. Vi tager forbehold for, at stier, services og andre praktiske forhold kan have ændret sig, siden vi vandrede forbi. Så brug din sunde fornuft, selverkendelse og indre kompas, når du læser vores guides til vandreruter.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!


113 reaktioner
Hej med jer,
Tak for de mange gode beskrivelser og illustrationer fra jeres ture. De hjælper en begynder-vandrer godt i gang:-)
Mvh Stefan
Hvor er det dejligt, Stefan! Gør os virkelig glade at kunne bidrage til at sende dig godt af sted på stierne. kh Marie og Torben
Hej Maria og Torben
Jeg havde planlagt en vandretur på caminoen her midt/sidst i august.
Nyeste anbefaling fra udenrigsministeriet er, at man ikke rejser til Spanien. Æv:-(
Jeg overvejer i stedet at prøve kræfter med tour de mont blance. Har i nogen erfaring med denne:-)
vh Jan
ps. Fantastisk side. så fedt at man kan finde svar på stor set alle spørgsmål, godt arbejde, respekt
Hej Jan. Hvor er det bare topfedt, at du kan bruge siden. TMB har vi til gode – Torben overvejer far-søn-rejse på den. Jeg har læst rigtig godt om den, og tror det er syper hygge med de mange små kroer og pensionater, som sikkert også føles mere trygge end sovesale pt. Mit bedste bud vil være at du spørger inde i denne gruppe: https://www.facebook.com/groups/MontBlancTour. Der kan du garanteret få gode, garvede tips og et bud på den aktuelle situation. Held og lykke med det! Marie