OM OS Hvem er Marie og Torben?
Vi ledte og ledte, men fandt aldrig de gode råd, vi gerne ville have med på vores vandringer og rejser. Så nu har vi selv samlet dem på vandrebloggen her
Før vi startede vandrebloggen her, har venner og familie rejst i vores fodspor, og nu gør vi det nemmere for alle at gøre det samme. Vi vil gerne samarbejde med kommuner, regioner, turistorganisationer, foreninger og andre, der arbejder med vandring. Her kan du få fat på os: mail@friefodspor.dkHvem er Marie Lau Florin?
Ved siden af Frie fodspor arbejder Marie tyve timer om ugen som kommunikationskonsulent på Skovskolen i Nødebo, som er en ‘skovcampus’ under Københavns Universitet. Skovskolen er et godt sted at kende, hvis du fx overvejer blive naturvejleder og vil vide mere om naturvejlederuddannelsen eller en anden grøn uddannelse. Kærligheden til naturen slår også igennem i fritiden og ferierne. Hellere ro og rytme i vandrestøvlerne end strand og shopping. Marie er den, der skriver på vandrebloggen, og ind imellem også fotografen. Så når der står ’jeg’ på vores vandreblog, er jeg Marie.
Hvem er Torben Lau Florin?
Torben arbejder som uddannelsesvejleder i Frederikssund Kommune. Hans nysgerrighed på verden og på mennesker gør, at han tit er den, der åbner døre, når vi rejser. Når vi sover tre steder på tre dage, er det som regel Torbens eventyrlyst, der spiller ind. Han er den bedste økonom af os, og skarp til at finde gode rejsepriser. Når Marie har taget den forkerte sti (hvilket sker ganske ofte), er det som regel Torben, der hiver hende tilbage på sporet.
Vores første vandretur?
I dag undrer det nok ingen… Men vores første møde efter klikket på nettet var selvfølgelig på en vandretur i skoven. 3. januar 2013 mødtes vi ved kirken, og da vi fik øjenkontakt for første gang, bimlede kirkeklokkerne. Tag den. Tilbage ved kirken efter en times travetur fordybet i samtale, spurgte Marie: “Skal vi tage en runde til?” Det gjorde vi, og siden mange, mange flere. Vandringen gør stadig i dag en masse godt for vores kærlighed.
Det var avisen forbi for at høre om:
Hvor mange børn har I egentlig?
Vi har seks børn til sammen: Tre plus tre. Vi rejser både med dem alle på en gang og med dem enkeltvis. Og vi rejser på kæresteture og ture på egen hånd. Torben (1974) er far til Josephine (1997), Victoria (1998) og Lucas (2001). Marie (1977) er mor til Frida (1998), Tille (2001) og Alfred (2007) mormor til Astrid (2023). Sådan så vores sammenbragte cirkus på otte ud tilbage i 2015:

Hvordan får I råd til at rejse så meget?
Vi planlægger! Og sparer! Da vi mødte hinanden, var vi begge elendige til at gøre rejsedrømmene til virkelighed. Så vi lagde en plan for vores hverdagsliv og bolig, som giver os mulighed for at rejse. I hverdagen går der sport i at spare. Vi bor hverken stort eller fint, og ingen af os er de store shoppere. Vi er blevet mestre i at få mest muligt for vores penge, også når vi rejser. Vi prioriterer madpakker på bjerget og gudedejlige gadekøkkener højere end svimlende dyre stjernerestauranter.
Hvorfor vandrer I?
Vi oplever livets største frihed, når vi vandrer. Vi er hvad man nok ville kalde minimalister: Vi rejser ikke med mere end vi kan bære med os. Max seks kilo i rygsækken. Det giver os en simpel frihed at sige farvel til alt unødvendigt pak og bare være lige der på vejen. Vejen er vigtigere for os end destinationen. Se vores pakkeliste her
Læs også Søndags interview med Marie om den indre fred, vandring giver:


Kristeligt Dagblad ringede også en dag og spurgte hvad en pilgrimsvandring kan give os moderne mennesker – det fortæller jeg om i interviewet her.
Mød Marie i serien Udesjæle
Oplev Marie en magisk morgen fortælle om vandring i denne lille film, som er en del af serien Udesjæle:
Podcast med Frie fodspor
Hvad er det, vandring kan? Det har jeg fået lov til at dele med jer i Ole Bech-Hansens superfine podcastserie Vandrehistorier. Ole er godt vandreselskab – lidt som pilgrimmen, du møder på herberget og falder i dyb snak med. Hans nærvær og gode spørgsmål fik mig til at tænke, mærke og sætte ord på, hvad vandringen egentlig har gjort ved mig, mit liv og mit ægteskab.
Hør om den slidte rygsæk, menneskemøder på Hærvejen og hverdagens vandreeventyr:
En dag ringede superflinke Dan Mullins helt fra down under, og det blev til en lang og rigtig interessant samtale om hvad det er, caminoen kan i vores liv. Pludselig var der slet ikke særlig langt til Australien… Lyt med her (på engelsk – på forhånd: Pardon my Danglish!!)
Disclaimer
Her på siden finder du vores personlige oplevelser af vandregrej og vandreruter i Danmark og udlandet. Når vi giver tips til vandring og vandregrej, er det altid ud fra vores fysik og vores oplevelse. Det kan være, du har en helt anden oplevelse og andre forudsætninger. Vi tester og beskriver det vandregrej, der fungerer for os. Brug hvad du kan, og husk, at kroppe og behov er forskellige, så det, der fungerer for os, fungerer ikke nødvendigvis for dig. Vi tager forbehold for, at stier, services og andre praktiske forhold kan have ændret sig, siden vi vandrede forbi. Så brug din sunde fornuft, selverkendelse og indre kompas, når du læser vores guides til vandreruter.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!


113 reaktioner
Hej med jer
Jeg (og min kone) skal på Caminoen til næste forår, mit store problem er sko, jeg kan ikke få dem brede nok, 12 cm. på forfoden.
Er der nogen der har gode råd til fabrikat? – forhandler?
Mvh.
Jan Rasmussen
Hej Jan. Vi har faktisk ikke nogen herhjemme med brede fødder, så der mangler vi erfaring. Jeg har dog hørt mange gange om Altra Timp 2. De kan prøves i Marathonsport. Måske de virker for dig. Beklager ikke at kunne hjælpe bedre. Hilsen Marie
Hej Marie, du skal ikke beklage, dit råd var super okay, Altra Lone Peak 4,5 er indkøbt, de passer til vandring.
De kan også købes hos Multiatleten i Odense.
Det skulle være de bredeste sko på markedet.
Mvh.
Jan Rasmussen
Odense
Spændende! Nu håber jeg virkelig at de bliver gode for dig. Sko er nærmest umulige at give gode råd om, for fødder er så forskellige. Jeg prøver dem selv denne uge. Bedste hilsner Marie
Hej Marie. – Kan ikke tælle hvor mange gange jeg har haft glæde af at klikke rundt på jeres hjemmeside. Skulle have gået Via de la Plata fra Sevilla med start her først i september, men stærkt i tvivl om de sydlige herberger åbner i år. Nu bliver det Frances fra SJDP til Leon og så en bus(?) til Granja de Moreulela for at følge Sanabres til Santiago. – I giver fantastiske links til denne rute. – Ved du om de herberger I har brugt er/bliver åbnet i år eller ved du hvor jeg kan finde info om dette.
Venlig hilsen
Herluf
Hvor sådan en besked varmer! Selv på en varm dag som i dag… Jeg tror du er i gang med den meget sikre løsning med Francés. Mit gæt er, at det er den rute, der først kommer i gang af alle. Jeg tror, at viljen og behovet for at komme i gang er størst på de meste trafikerede ruter. Men jeg har intet at bygge det på. Det er bare en fornemmelse. Hvis du tager af sted på Sanabrés og alt er lukket, er det nemt at skifte tilbage til Francés – ingen skam at ændre planer. Der har i American Pilgrims on the Camino på Facebook været delt links til åbne steder. Tror at Facebook er stedet at spørge for opdateret viden. Men sikrest er nok at søge og skrive by for by. Ikke nødvendigtvis hjemmefra, men fra dag til dag. Hvis du søger nu, er endnu flere steder sikkert åbnet i mellemtiden. Det kan også være, at du på grund af corona helle vil se på fx booking.com, hostelworld og AirBnB end sovesale. Bedste hilsner og held og lykke fra Marie