OM OS Hvem er Marie og Torben?
Vi ledte og ledte, men fandt aldrig de gode råd, vi gerne ville have med på vores vandringer og rejser. Så nu har vi selv samlet dem på vandrebloggen her
Før vi startede vandrebloggen her, har venner og familie rejst i vores fodspor, og nu gør vi det nemmere for alle at gøre det samme. Vi vil gerne samarbejde med kommuner, regioner, turistorganisationer, foreninger og andre, der arbejder med vandring. Her kan du få fat på os: mail@friefodspor.dkHvem er Marie Lau Florin?
Ved siden af Frie fodspor arbejder Marie tyve timer om ugen som kommunikationskonsulent på Skovskolen i Nødebo, som er en ‘skovcampus’ under Københavns Universitet. Skovskolen er et godt sted at kende, hvis du fx overvejer blive naturvejleder og vil vide mere om naturvejlederuddannelsen eller en anden grøn uddannelse. Kærligheden til naturen slår også igennem i fritiden og ferierne. Hellere ro og rytme i vandrestøvlerne end strand og shopping. Marie er den, der skriver på vandrebloggen, og ind imellem også fotografen. Så når der står ’jeg’ på vores vandreblog, er jeg Marie.
Hvem er Torben Lau Florin?
Torben arbejder som uddannelsesvejleder i Frederikssund Kommune. Hans nysgerrighed på verden og på mennesker gør, at han tit er den, der åbner døre, når vi rejser. Når vi sover tre steder på tre dage, er det som regel Torbens eventyrlyst, der spiller ind. Han er den bedste økonom af os, og skarp til at finde gode rejsepriser. Når Marie har taget den forkerte sti (hvilket sker ganske ofte), er det som regel Torben, der hiver hende tilbage på sporet.
Vores første vandretur?
I dag undrer det nok ingen… Men vores første møde efter klikket på nettet var selvfølgelig på en vandretur i skoven. 3. januar 2013 mødtes vi ved kirken, og da vi fik øjenkontakt for første gang, bimlede kirkeklokkerne. Tag den. Tilbage ved kirken efter en times travetur fordybet i samtale, spurgte Marie: “Skal vi tage en runde til?” Det gjorde vi, og siden mange, mange flere. Vandringen gør stadig i dag en masse godt for vores kærlighed.
Det var avisen forbi for at høre om:
Hvor mange børn har I egentlig?
Vi har seks børn til sammen: Tre plus tre. Vi rejser både med dem alle på en gang og med dem enkeltvis. Og vi rejser på kæresteture og ture på egen hånd. Torben (1974) er far til Josephine (1997), Victoria (1998) og Lucas (2001). Marie (1977) er mor til Frida (1998), Tille (2001) og Alfred (2007) mormor til Astrid (2023). Sådan så vores sammenbragte cirkus på otte ud tilbage i 2015:

Hvordan får I råd til at rejse så meget?
Vi planlægger! Og sparer! Da vi mødte hinanden, var vi begge elendige til at gøre rejsedrømmene til virkelighed. Så vi lagde en plan for vores hverdagsliv og bolig, som giver os mulighed for at rejse. I hverdagen går der sport i at spare. Vi bor hverken stort eller fint, og ingen af os er de store shoppere. Vi er blevet mestre i at få mest muligt for vores penge, også når vi rejser. Vi prioriterer madpakker på bjerget og gudedejlige gadekøkkener højere end svimlende dyre stjernerestauranter.
Hvorfor vandrer I?
Vi oplever livets største frihed, når vi vandrer. Vi er hvad man nok ville kalde minimalister: Vi rejser ikke med mere end vi kan bære med os. Max seks kilo i rygsækken. Det giver os en simpel frihed at sige farvel til alt unødvendigt pak og bare være lige der på vejen. Vejen er vigtigere for os end destinationen. Se vores pakkeliste her
Læs også Søndags interview med Marie om den indre fred, vandring giver:


Kristeligt Dagblad ringede også en dag og spurgte hvad en pilgrimsvandring kan give os moderne mennesker – det fortæller jeg om i interviewet her.
Mød Marie i serien Udesjæle
Oplev Marie en magisk morgen fortælle om vandring i denne lille film, som er en del af serien Udesjæle:
Podcast med Frie fodspor
Hvad er det, vandring kan? Det har jeg fået lov til at dele med jer i Ole Bech-Hansens superfine podcastserie Vandrehistorier. Ole er godt vandreselskab – lidt som pilgrimmen, du møder på herberget og falder i dyb snak med. Hans nærvær og gode spørgsmål fik mig til at tænke, mærke og sætte ord på, hvad vandringen egentlig har gjort ved mig, mit liv og mit ægteskab.
Hør om den slidte rygsæk, menneskemøder på Hærvejen og hverdagens vandreeventyr:
En dag ringede superflinke Dan Mullins helt fra down under, og det blev til en lang og rigtig interessant samtale om hvad det er, caminoen kan i vores liv. Pludselig var der slet ikke særlig langt til Australien… Lyt med her (på engelsk – på forhånd: Pardon my Danglish!!)
Disclaimer
Her på siden finder du vores personlige oplevelser af vandregrej og vandreruter i Danmark og udlandet. Når vi giver tips til vandring og vandregrej, er det altid ud fra vores fysik og vores oplevelse. Det kan være, du har en helt anden oplevelse og andre forudsætninger. Vi tester og beskriver det vandregrej, der fungerer for os. Brug hvad du kan, og husk, at kroppe og behov er forskellige, så det, der fungerer for os, fungerer ikke nødvendigvis for dig. Vi tager forbehold for, at stier, services og andre praktiske forhold kan have ændret sig, siden vi vandrede forbi. Så brug din sunde fornuft, selverkendelse og indre kompas, når du læser vores guides til vandreruter.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!


113 reaktioner
Hej Marie. Jeg havde glæden at opleve dig ved dit foredrag i Spejdersport i Vejle. Du nævnte i dit foredrag en app i stedet for kort og bøger. Jeg skal afsted på Camino Francés midt i april 2022, og vil høre om det var appen Camino Francés, Wise Pilgrim, du omtalte? Den koster 45 kr., og det var også ca. det beløb du sagde. Tak for denne dejlige hjemmeside, med så megen god, brugbar information. Steen
Hej Steen. Hvor dejligt det kunne bruges. Jeg tror appen Wise Pilgrim har skiftet navn til Wisely. Men uanset må det være den rigtige, du har fat på. Bemærk at når du vil beregne hvor langt der er fra en by til en anden, kan du holde fingeren inde på en by, så sættes den til km 0. På den måde er det nemt at se hvor lang dagen bliver i stedet for at skulle lægge alle deldistancerne sammen. Kh Torben og Marie
Kære Marie
Tak for jeres delinger af jeres ture med vandring. Det er super fedt, I deler så meget ud, og virkelig dejligt med inspiration og tips :)
Jeg skal afsted på den portugisiske Camino på man. d. 13. sep. med Start i Porto. Jeg har ti dage til at nå Santiago, og jeg kan se I anbefaler 11 dage. Har du et bud på en fed ti-dages tur? Hvilke etaper skal ændres til det længere?
Og så et lavpraktisk spørgsmål, da det er min første camino. Skal man have start-stempel i Porto et bestemt sted? :)
Rigtig god aften
Alt det bedste Emil
Hej Emil. Jeg synes det er hyggeligt med et startstempel. Du kan fx få det i Sé-katedralen i Porto, hvor de fleste starter fra. Er der ikke åbent, kan du få et stempel på en af de mange caféer eller der hvor du overnatter. Vi vandrede jo egentlig ruten hurtigere end de 11 dage, vi har beskrevet på bloggen – det er bestemt muligt. Vi var ni dage om det inkl. omvejen omkring Variante Espiritual, som jeg varmt anbefaler. Når du skal finde dine etaper, vil jeg anbefale dig at hente appen Wisely – der kan du se præcis hvad der er af overnatning hvor, og trykker du på en by, kan du sætte den som startsted og på den måde se, hvor langt der så er til næste by, du overvejer. Her kan du se hvordan vi vandrede ruten på ni dage – en enkelt dag var over de 40 kilometer, så vidt jeg husker. Hvis du så vil lave vores etaper om til ti dage, kunne du overveje at vandre den etape, der normalt sejles – der er 28 km til fods, hvis du dropper båden.
1. Porto via Matosinhos til Vila Cha ad Costa-ruten 22 km
2. Vila Cha til Pedra Furada ad Costa og en forbindelsesrute 29 km
3. Pedra Furada via Barcelos til Lugar do Corgo ad Central-ruten 32 km
4. Lugar do Corgo via Ponte de Lima til Rubiaës ad Central-ruten 32 km
5. Rubiaës til Tui ad Central-ruten 20 km
6. Tui til Redondela ad Central-ruten xx km
7. Redondela til Armenteira ad Variante Espiritual xx km – vistnok over 40
8. Armenteira til Padrón 30 km inkl. sejltur 30 km
9. Padrón til Santiago ad Central-ruten 25 km
Alt sammen bare til inspiration – husk at du på caminoen netop bare kan tage af sted og se, hvad der sker. Bom caminho fra Marie
Hej igen
Mange tak for dit meget fyldestgørende og hurtige svar. Jeg har hentet appen, og den kan jeg mærke allerede nu, jeg bliver meget glad for :)
Og det giver god mening ift. antal dage med etaperne.
Så tak igen. Dejligt med ildsjæle som jer, der deler og giver god råd.
Venligst Emil
Så dejligt det kan bruges! Jeg får stadig lidt sommerfugle i maven hver gang en ny pilgrim er på vej af sted ud i verden. Tit skal der så lidt til før den enkelte får en rigtig god, tryg oplevelse. Jeg husker selv de for mig helt fremmede mennesker, der hjalp mig af sted første gang. kh Marie