INDBLIK Lun, lilla vandreferie: Lüneburger Heide

Reklame Visit Lüneburger Heide og Spejder Sport

Under fem timer i bil hjemmefra venter der vidunderlige vandreoplevelser og lilla lyngudsigter så langt øjet rækker. Vi har været på smuttur til Lüneburger Heide – det vidtstrakte hedeområde lige syd for Hamborg, som er et veritabelt edderkoppespind af fede stier

”Har I kørt hele vejen fra Danmark i den der?” spørger den søde unge fyr, vi møder ved parkeringspladsen efter en af vores vandringer på Lüneburger Heide. Ja, smiler vi med et kærligt blik til vores trofaste, lille Skoda Citigo. Vi har egentlig aldrig tænkt den som lille – men jo, her i Tyskland er den både den mindste og ældste bil på de fleste P-pladser.

Den unge fyr er fuld af beundring – ”My respect to your choice of car” – og synes det er fedt at kunne nøjes – og endda uden at føle, at man nøjes. Han har hørt om den gode work life balance i Danmark og om, at vi er verdens lykkeligste folkefærd. Vi hilser farvel og fortsætter selv snakken lidt i sporet.

Hverdagseventyr tæt på

Lüneburger Heide er måske ikke den mest eksotiske destination, men vi er blevet overraskede over, hvad egnen har givet os af hygge, vandring og ro. Som verden er lige nu med corona og klimakrise, giver det for os god mening med et hverdagseventyr tæt på. Det er egentlig ikke nødvendigt at brøle af sted i fly eller risikere sit helbred for at komme af sted. Efter små fem timer i bil inklusiv det hele åbner der sig en vandreverden af stier, som er godt vedligeholdt og til at regne med. Her kommer den tyske grundighed os vandrere til gavn!

En ny måde at vandre på for os

Normalt er vi klassiske A til B-vandrere: Vi elsker lange ruter og at overnatte nye steder hver nat. Men her i Lüneburger Heide er vi på vandring på en helt anden måde end vi plejer: For en gangs skyld sover vi samme sted hver nat i Naturpark Südheide, og tager ud herfra til rundture – som der er mange af! Det giver noget andet, end vi kender: Mere tilknytning til stedet, og ikke samme følelse af at flytte sig.

På den måde har vi fået et bredt indblik i Lüneburger Heide-området, der strækker sig mange, mange kilometer fra nord til syd. Der går shuttle-busser mellem de forskellige vandrestier, så du kan sagtens begive dig ud på en A til B-tur og komme nemt hjem igen.

Fællesskab og forskelle

Det er faktisk første gang, vi er drejet fra A7 her – før var Lüneburger Heide for os mest af alt det lange, flade stykke motorvej lige efter Hamborg. Allerede før vi har snøret vandrestøvlerne, er det tydeligt, at Tyskland har noget, vi ikke kendte: Det er ren tysk countryside-idyl med bindingsværkshuse, brolagte gader, gamle ege og rislende floder.

Selv busstoppestederne har bindingsværk, og er bygget af gedigne mursten. Det føles velkendt, og så alligevel med et tysk touch. Det er vist det, vi kalder et naboland: Historien og kulturen fletter sig sammen. Fællesskab og forskelle.

Fuldmånevandring

Vi er på stierne allerede samme aften, vi ankommer. Det er nemlig en særlig dag: Fuldmåne. Totalt magisk tidspunkt at ankomme på med aftenlyset, der får den blomstrende lyng til at gløde så varmt, selvom vejret egentlig er klart og køligt.

Ruten, vi vandrer, er små otte km, og starter ved Tiefenthal. Jo mere, der bliver skruet ned for dagslyset, jo mere skruer sanserne op: Vi kan høre hver en vind i bladene, mærker de bløde, sandede stier under fusserne og dufter fyrretræerne intenst, mens vi spejder, spejder, spejder efter den der måne, der vistnok snart skulle stå op. Tiden står som stille, mens vi ligger i en dal på heden, hviler benene og kigger på stjerner, indtil den længe ventede måne hæver sig hurtigt over os med sit mystiske lys.

Selvom vi efterhånden har rigtig mange vandrekilometer i benene, er dette vores første mørkevandring og første fuldmåne. Men helt klart ikke den sidste.

Vandreformidling – sådan skal den ged barberes!

Næste morgen vi vågner, er vi superspændte på at komme på stierne i dagslys. Nysgerrige, som vi er, vender vi tilbage til Tiefenthal, og vælger i dag den lange rundtur på 13 km. Selvom vi ikke taler et kvab tysk, er det til at finde ud af fra parkeringspladsen: Her er kæmpe tavler med forståelige og anvendelige infotavler.

Her kan vi danskere altså godt lære noget om formidling og vedligeholdelse af vandrestier – ingen nævnt, ingen glemt! Her er alle de basisoplysninger, vi har brug for med rute, distance, services undervejs osv. Absolut ikke i tvivl om noget begiver vi os af sted på den smalle, bløde sandsti omfavnet af blomstrende lyng på begge sider.

Naturens lilla gulvtæppe

Lyngen eller ’calluna’, som de lokale kalder den med en blød stemme, er elsket og attrået her. De lokale turistfolk er mere end vant til at svare på, hvor årets bedste blomstring er på det kæmpe hedeområde, der strækker sig 120 km fra nord til syd og 100 km fra øst til vest.

Lyngen har sit eget lune, og mange ting spiller ind på, hvordan blomstringen er det enkelte år. Vi møder ingen turister overhovedet, men mange tyskere, som helt tydeligt er ligeså fascinerede af det lilla lyng-gulvtæppe, som vi er. Konceptet er helt tydeligt: Stil bilen – vælg blandt et mylder af vandrestier og af sted.

Edderkoppespind af stier

Skiltestederne ude på heden bliver grundigt studeret, og det er veritable sti-vejkryds vi taler om. Her er fjernvandrevejen E1, som går hele vejen gennem Europa fra Nordkap til Sicilien. Og så er der et særligt skilt, der fanger vores opmærksomhed: Den blå og gule musling. Vi er store caminoentusiaster, og hjertet banker bare lidt mere hørbart her, for muslingen fortæller os, at stien lige her fører hele vejen til katedralen i Santiago de Compostela. Der er 433 km pilgrimsveje gennem Lüneburger Heide.

På jagt efter nuttede hedefår

Hvis du som os har tænkt Lüneburger Heide som et fladt hedeområde, kan du godt tænke om: Her er masser af bløde bakker, snoede stier og gryder at hvile sig i. Vi har på skiltene og i vores geniale vandreruteguide set, at der er hedefår på denne rute – de elskede, storguflende ’heidschnuckenfår’, der står for naturplejen. Oprindelig betyder ’schnucken’ på plattysk noget med at snacke eller spise for lækkersult, så heidschnucken betyder cirka ’hedesnacker’.

Der går næsten jagt i den, for nu skal de får altså opsnuses…. Men da vi endelig hører dyrelyde, er det helt anderledes end forventet: Det er den rytmiske lyd af hestehove, der nærmer sig. Det bliver første, men bestemt ikke eneste hestevogn på heden: Tyskerne i Heide er vilde med heste helt generelt, og vi kommer forbi både ridestævner og gigantiske hestestutterier.

Ruten slutter ved en mystisk lade. ”Mon de er derinde???”, hører jeg mig selv sige med ivrigt åndedræt, mens jeg stæser hen til porten, og minsandten – ja: Det er blevet ud på eftermiddagen, og fårene er lukket sikkert ind for hvem der nu ellers huserer på heden i måneskinnet! Tæt stuvet sammen kigger de nysgerrigt på os. Vi håber at møde dem på stien i morgen.

Tysklands nordligste topvandresti på ti dage

En af Tysklands absolut topklasse-vandrestier er simpelthen opkaldt efter disse får: ’Heidschnuckenweg’. 223 km eller ti vandredage gennem heder, skove og landsbyer med stop på hyggelige landsteder med tysk countryside-charme undervejs. Ruten har pilgrimsherberger undervejs, og man kan få vandrepas og stempler i de mange små hyggelige byer, den går igennem fra Fishbek i nord til Celle i syd.

Pilgrimsherberget Zur Alten Fuhrmanns-Schänke

Heidschnuckenweg bliver straks indrulleret i en fremtidsdrøm, vi har, som vi kalder ’From home to Rome’ – at vandre fra vores egen hoveddør til Peterskirken i Rom.

Økomad og fantastiske øl

Så går turen hjem til aftensmad: Vi bor på et “naturotel” der hedder TraumZeitHof. Naturotel er landligt beliggende økoagtige hoteller. Her bor vi i en supersmuk, gammel skovfogedbolig nu indrettet med værelser, hvor hyggen med fritlagt bindingsværk er bevaret.

Vi bor hos Jürgen og Christine, der har kørt Europa rundt i seks måneder og 6.000 kilometer med hestevogn fra by til by! Støvlerne ryger af, og på bordet kommer to mørke, lokale øl, som smager heeeeerligt, og straks bliver der brygget planer om at fylde bilen hjem med bryg. Nu er det pludselig ikke så fedt med vores mikrobil! Øllen Celler finder vi desværre nok ikke derhjemme!

Middagen er auflauf – en lokal ret, vi aldrig har smagt før: Kartofler og squash i en urtesovs fra haven og gratineret med ost ovenpå. Muuums…. Vi ender med lige dele held og smiger med at vriste en løselig opskrift ud af Jürgen og Christine, vi bor hos. Hjemme ved vi, hvad der venter af squash i køkkenhaven, når vi har været væk, så en squash-ret som denne – det har vi brug for.

Ordnung muß sein

Vi skal lige vænne os til, at den også står på corona: Men igen – tyskere besidder en grundighed og systematik, der spiller godt ind her: Rammerne er totalt på plads med ansigtsvisir, mundbind, sprit og regler om hvem der bevæger sig hvor og hvordan. Betryggende, at der er styr på det – så skal vi loose danskere bare lige huske det hele!

Vi drikker ikke videre i de gode tyske øl, for planen er klar: I morgen bliver den lune seng på værelset forsaget til fordel for solopgangen over den tyske hede!

For ikke at øsle alt for meget med nattesøvnen, har vi på forhånd opsnuset, hvor solopgangen er rigtig smuk, og sætter selvsikkert kursen mod Wacholderwald. Her er det bare at stille vores lille drøn af en bil og følge solen.

Kold og sprød solopgang over heden

Uerfarne, som vi er med tyske morgenstunder, går vi dog ned på udstyr denne morgen: Jeg havde hjemmefra villet pakke merinolinerhandsker, men Torben tsk’ede af mig, for vi skulle da til Indian summer i Lüneburger Heide. Nuvel, vi kan berette, at lige denne tidligere septembermorgen var det fire grader, og som vi faldt i staver der over hedens skønhed, mens tågen lettede og solen vandt, blev det altså liiidt koldt om fingrene. Så mærk dig vores ord: Husk merinohandsker. Og egentlig også gerne en buff eller andet til ørerne, også til sensommer.

Alle mine morgener på jorden

At se heden vågne og duggen ånde op fra lyngen er et usigeligt syn, som jeg gemmer indeni. Magen til ro, stilhed og balance. Sender en kærlig tanke til Troels Kløvedal og hans ’Alle mine morgener på jorden’. Måske man skulle stå op for flere af dem? At der ingen mobildækning er på heden overhovedet bidrager til den inde fred. En kvalitet i sig selv at være offline.

Roen her er særlig, og det enkle landskab også. Lyng så langt øjet rækker, sandede trampestier og prikker af enebær, fyr og eg. Det er det i al sin enkle skønhed.

Barndommens lynghave

Tror det er noget af hedens ro og harmoni, min far ledte efter, da han byggede sit sidste hus. Her plantede vi Lynghaven, som han puslede så kærligt om til den dag, han pludselig ikke var der mere. Nu forstår jeg drømmen om den lilla lyng lidt bedre: Kunne jeg pakke de lilla vidder og duftene med hjem i rygsækken, gjorde jeg det (og min elskede far!)

Nu vi er her og mærker roen, er det ufatteligt, hvor mange, der som os suser forbi Nordtysklands smukke hede på vej ad motorvejen sydpå og går glip!

Eftermiddagsluren er god, og det er eftermiddagsturen også: Her vandrer vi hjemmefra på de smutveje, Jürgen har vist os, og finder vejen mellem søerne og ned til det smukke sumpområde bagved.

Her er ikke et øje – før vi kommer til ’stedet med den gode fiskesandwich’, som vi har hørt om. Det bliver til to hver inden hjemturen.

Længe ventet mæææææææææhh

Sidstedagen sætter vi kursen mod nord, til Overhavenbeck ved Bispingen. Det virker som stedet at bo, hvis du vil have vandreruterne direkte uden for døren. Her er tydeligt flere mennesker og et større setup – men så snart vi kommer ud til de kuperede, vidtstrakte hedeudsigter fra Wilseder Berg og Totengrund, står det klart, hvad der trækker naturelskere til. Stedet her må være Nordtysklands svar på Dyrehaven.

Som om skønheden ikke allerede havde bevist sig, hører vi endelig det længe ventede ’mæææææææh’ – eller faktisk et kor på hundredevis af dem.

For lige der kommer hyrden med sine hunde og sin flok. Ser man på den overnuttede, pelsede flok heidschnucken, er det ikke svært at forstå, hvordan de fik deres navn: Hver eneste mule er dybt begravet i gnaskeri i det lilla tæppe af lyng.

Hver sin smag – vi gumler af ren nysgerrighed lidt lyng, men hverken konsistensen eller smagen indbyder til at fortsætte…

Midt i det hele ligger den pittoreske landsby Wilsede, hvor vi sultne slår os ned med den muligvis lidt sjove blanding af cappuccino, heidschnucken-bratwurst og brezel. Men godt smager det!

Turen går hjem efter et intenst hverdagseventyr, der smager af mere. Vi er temmelig sikre på, at vi næste gang tager en af de lange A til B-ruter gennem Lüneburger Heide. Mest sandsynligt Jakobsvejen på 433 kilometer eller Heidschnuckenweg, vi har gået mange dele af nu og forelsket os i.