INDBLIK Barndommens gade

De lange vandreture er for mig en dyb sammenfletning af naturens landskab og mit eget indre landskab. På smukkeste og nogle gange sværeste vis

På vandretur fra Nærum til Nivå blev jeg pludselig helt tung i hjertet, som jeg gik der med septembers smukke, blå, blå himmel over mig. Jeg stoppede ved nogle lave, hvide huse, helt trist og pludselig fyldt af savnet efter min far, som døde for fjorten år siden. Mens jeg endnu var alt for ung til at fatte tabet eller ane omridset af dets lange skygge.

Tæt på, og alligevel ikke

Nu stod jeg stille her, på en lille villavej et ukendt sted og mærkede min far så tæt på, og dog ikke. Fattede ingenting, før jeg gik videre og så navnet på vejen lige ved siden af. Min barndoms vej. Her ligger huset, min far boede i, da jeg blev født. Jeg kendte vejens navn, men har ikke været der, siden han flyttede derfra, da jeg var fire år. Jeg så huset, han har tegnet og bygget. De elskede rhododendroner, han har plantet, som nu næsten dækker huset. Så træerne i indkørslen, der har vokset sig kæmpestore på de 36 år, der er gået.

Fars fodspor i mit hjerte

Pludselig vidste jeg, at mit overvældende savn og min glemte erindring kom lige på det sted, vi gik, når min far tog mig med ud i skoven og delte sin naturfascination med lille mig. Min far har sat sine fodspor i verden og mit hjerte. Jeg kan ikke andet end at blive ved med at gå, og vinke kærligt til stjernerne deroppe et sted…

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK