GUIDE Godt gemt i Trastevere

Er man skør, hvis man spiser to gange på samme restaurant i Rom? Nej, så absolut ikke….

Det virkede fjollet. Vi boede i Roms suverænt mest charmerende bydel, Trastevere. De små hyggelige spisesteder ligger i klaser, og hver og et kalder på dig. Alligevel blev vi ‘Lost in Trastevere’, mens vi ledte i over en time efter den lille, ydmyge restaurant, Torben huskede fra sin første rejse til Rom 12 år tidligere.

Mavens minder

“Genkender du det her hjørne? Siger det her træ dig noget?”, blev jeg ved, mens vi forgæves gik i cirkler om de samme – forkerte – rødternede duge. Efter en time var den der. I en øde sidegade, foran en mørk facade tilsyneladende uden dør og med farvede, blyindfattede ruder. “Er det der?!? Er du sikker? Det ser lukket ud?” spurgte jeg tvivlende.

Ind i flasken

Lukket så der ud, og stedet ligner mest af alt en dunkel flaske udefra. Måske deraf navnet ‘La Botticella’, som betyder ‘Den lille flaske’. Da vi endelig fandt den ydmyge dør og vi stort set skulle skræve hen over det første bord på det mikrolille spisested, var jeg alligevel overbevist. Folk sad bodegatæt i hver en krog. Værtinden lod sig vist charmere af mit smilende italienske… Selvom vi kom uden reservation, ryddede hun et arbejdsbord, og klemte os ind i ganglinjen foran køkkenet.

Grillede artiskokblomster

Her på La Botticella fik vi en uforglemmelig landmiddag med grillede artiskokblomster og coniglio alla romana (kanin bagt med oliven, citron, salt, rosmarin og olivenolie). Da vi på trods af stor mæthed takkede ja til husets tiramisú, beklagede manden ved nabobordet sig. Han mente, at netop den var skyld i hans efterhånden ‘abondante’ figur (abondante betyder ‘store portioner’ og ‘korpulent’ på italiensk). Nu er ‘alla romana’ en klassiker herhjemme, bare med økokyllinger. Kaninerne fik vi ikke med.

Ci vediamo domani

Aftenen sluttede med at vi fik en flaske gratis vin med hjem. Det gør du altid på La Botticella. For os blev det også et “Ci vediamo domani” – “ Vi ses imorgen”. For ja, vi måtte tilbage, og hurtigst muligt. La Botticella er det sted, min mave savner mest i hele Den Evige Stad.

Find La Botticella

Vicolo del Leopardo 39 i Trastevere
Ring og bestil bord på +39 06 581 4738

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM ITALIEN

Loading