INDBLIK Pilgrim med to rygsække

I sommeren 2017 gik jeg Camino Primitivo på egen hånd – mit livs første rejse alene. Det blev ikke bare en rejse ud i verden, men i høj grad også ind i mig selv. En pilgrimsrejse med to rygsække – og den mentale rygsæk var lige så betydningsfuld som den fysiske

Nu er det caminoen og mig. Min fysiske rygsæk vejer seks kilo og er pakket med alt til at modstå vabler, galicisk regnvejr, snorken, blæst og væggelus. Vægten af min mentale rygsæk er alt det, jeg er klar til at slippe: Hvad der gjorde ondt, tog pusten fra mig, fik mig til at spise uden at smage, stressede mig og gjorde mig angst.

Da jeg gik camino med mit mellemste barn sidste efterår, vejede jeg fjorten kilo mere, end jeg gør i dag. Mine fødder fortalte mig dengang, at det var på tide at genvinde en sund balance, elske min krop og passe på den. Så nu traver jeg af sted for at fejre, hvor langt jeg er nået, og for at arbejde videre med indre ro, stilhed, nærvær, klarhed og evnen til at være kærlig ved mig lige her i livets rutsjebane med alle dets bjerge og dale.

Jeg drager af sted dybt taknemmelig over dejlige Torben derhjemme. Min mand, som altid er der for mig, rummer mig, elsker mig, bakker mig op og giver plads til min indre rejse. Usigelig dejlig favn at vende hjem til igen om 314 kilometer – og forhåbentlig dele næste camino med.

At møde sin frygt og gå med den

DAG 1 Oviedo – San Juan de Villapanada 25 km

Mens Torben derhjemme står op med vores til sammen seks børn, starter jeg dagen med kaffe på det lille hyggelige Hotel Oventense. Det er ingen tilfældighed, at turens første cafe con leche indtages her: Jeg har lovet min spanske veninde, som de sidste 18 år har boet i København, at overrække det varmeste kram til hendes veninde Ana, som driver det lille, hjemlige hotel i Oviedos gamle bydel. Så her står jeg og krammer en skøn fremmed kvinde og mærker kærligheden passere igennem mig som bindeleddet mellem to veninder, der lever adskilt af mange hundrede kilometer.

Stille morgen på Camino Primitivo

Efter dagens 25 kilometers vandring med køernes bjældeklang, fuglenes sang, kildernes rislen og lyden af mit eget forpustede hjerte, har jeg de reneste engleører. Har leet, grædt af glæde og sukket på den gode måde. Hjemmefra havde jeg især bekymret mig om regn, torden og fulde mænd. Da jeg træt efter 25 km finder et nyåbnet herberg i Grado, er jeg lettet – lige indtil jeg kommer ind til de to mænd, der hjælper til på herberget, som begge er stangvisne OG kærlige. Så videre traver jeg fem kilometer op ad bjerget.

Ind skyller et asturisk skybrud med tordenbulder så vildt, at jeg selv køerne står musestille under træerne. Der på bjerget er jeg lille, og de fem km opad var lange. Pludselig ser jeg en pilgrim længere oppe, og mit mod stiger igen. Nu sidder vi her i en bjerghytte indrettet som herberg. Strømmen går tre gange den første halve time. Men vi lykkes alle med et varmt bad mellem strømafbrydelserne. Smukt, som caminoen har sin egen plan. Dagens test var ikke uden humor, der viser sig altid en løsning, og alt er godt. Og efter regn kommer sol og cervezas.

Hospitalero Domingo fiser rundt hele aftenen, og med sin blotte adfærd får han mig til at reflektere over (nogle) kvinders hang til kontrol i hjemmet: Alle sokker og andet tøj bliver flyttet fra hvor vi selv hænger dem, støvler stillet i sirlige rækker og alt flyttet fra bordet, før man når at opdage det. På ti minutter er alt organiseret på fælles tørresnore under spærene i køkkenet, og ingen har haft en chance for at tage ansvar for egne sager.

To tyske gutter vil lave mad, men er nervøse for at overtræde Domingos pertentlige husorden. Vi bliver enige om, at jeg skal begynde at rode og rumstere i den anden ende af alrummet for at aflede opmærksomheden, og vupti er maden lavet uden irettesættelser. Dagen slutter ved at Domingo kærligt pakker mine ømme førstedagsfødder ind i tæppet, og jeg falder til ro, mens jeg grunder over den fine balance mellem kontrol og omsorg.

Kulturclash og caminofamilie

DAG 2 San Juan de Vilapanada – Bodenaya 29 km

Jeg vågner ved at katten, som hospitalero Domingo ivrigt jagede væk flere gange igår, listigt og hjemmevant spankulerer ind ad vinduet og lægger sig i min fodende, mens hanerne galer godmorgen udenfor. Dagens første benspænd: Min eneste medbragte bh går i stykker. Heldigvis går dagens etape mod Bodenaya gennem byen Salas, hvor der er butikker. Det bliver til et mindre kulturclash i en spansk lingeributik, hvor alle bh’er har kæmpe omkreds og laver spanske trutbryster. Nå, pyt, det er caminoen, nu endnu mere autentisk.

Albergue Bodenaya – jeg er vist ikke første pilgrim, der har tabt mit hjerte til stedet

Dagens etape slutter på det mest magiske hippieherberg i den lille flække Bodenaya hos David. Han gør meget ud af, at her i Bodenaya er vi ikke gæster, vi er en familie, og caminofamilien beslutter i fællesskab, hvornår vi står op og spiser morgenmad sammen – beslutningen bliver 06:55.

Det viser sig at være en ganske særlig dag: To pilgrimme, der mødtes og forelskede sig lige her for et år siden, er vendt tilbage for at fejre deres et års dag. Hvad Monica ikke ved er, at hendes caminokæreste Victor vil fri samme aften. Det ved vi andre, og huset bobler af kærlighed og spænding.

Der vil være fælles middag med paella om aftenen, og jeg kommer under oplæring i den ædle kunst at hælde sidra op. En traditionel spansk sækkepibespiller går i gang, og gaden indtages af dansende pilgrimme og landbyboere, mens får og køer gennes hjemad, og hesten i folden kigger med. Jeg sidder ved siden af Victor, da han efter tre festlige timer tager mod til sig og spørger Monica, og hun vil gifte sig med ham. Tårerne strømmer på kinderne bordet rundt. Knyttet sammen, som vi er, i det største, dybeste øjeblik af kærlighed.

Camino crush hedder det her… Monica og Victor mødtes på caminoen og bliver forlovet her

Jeg håber, pilgrimsparret fandt et romantisk høloft at sove på… For de ellers fantastiske spanske veninder, der bor her, viser sig at snorke et umådeligt antal decibel i genren “frø kvæles langsomt i dyb kokasse” eller deromkring. Bruger tre timer på at reflektere over begreberne ’irritation’ og ’vrede’, og da jeg kommer til begrebet ’rummelighed’, giver jeg slip og falder i søvn.

Vinduer til verden

DAG 3 Bodenaya – Campiello 24 km

Vågner til lyden af Ave Maria på sovesalen, mens duften af cafe con leche spreder sig. Nedenunder har David vasket og tørret alt vores tøj. Jeg er klar til en ny dag…

Det siges, at du går caminoen, som du lever dit liv. Det er de samme mønstre og de samme udfordringer, bare i en ny kontekst. Hvis det er sandt, ligger årsagen til morgenens begivenheder lige for: Jeg går med snuden i telefonen og ærgrer mig over ti beskeder, jeg ikke kan åbne eller besvare. Har denne her irriterende fornemmelse af at gå glip af noget vigtigt. To kilometer senere finder jeg ud af, hvad jeg virkelig er gået glip af: Caminoen! Midt i mit manglede nærvær har jeg overset et sving, og er off track – hvilken en gammel gubbe i traktor ivrigt viser mig med fagter. Tag den.

Kort efter kommer disen duvende ind over sporet, og bjergene forsvinder. Helt symbolsk kan jeg kun se det allernærmeste.

Min indre rejse går videre med temaet vinduer. Det at se igennem noget. Se noget nyt. Nye muligheder. Jeg ser tilgroede vinduer, rene vinduer, åbne, lukkede, og naturlige vinduer i krattet. Øver mig i at se gennem dem alle. Igår aftes talte jeg med en ungarer, der grundigt forklarede mig, hvad en “Salmon” er på caminoen. Det er en pilgrim, der som laksen svømmer mod strømmen. Hun spurgte igen og igen for at sikre sig, at jeg forstod. Det undrede mig.

Men så sent på eftermiddagen efter 30 km når jeg til den mikrolille flække Borres. Her bliver jeg mødt af et snusket herberg med måske hundrede fluer i rummet, tegn på væggelus og vakkelvorne senge i tre etager. Plus det snorkende venindepar fra i nat. Min mave står stille, og det føles helt forkert, mens jeg pakker ud. Til mig kommer tanken om et vindue til handling, et vindue til at tage ansvar.

Kort efter står jeg tøvende og træt i døren. Pludselig brager tordenen igen efter en ellers solrig dag, og min evne til at se vinduet bliver testet. Men jeg lytter og mærker efter, og vandrer så som en beslutsom salmon fire kilometer baglæns til sidste trygge sted, Campiello. Her venter mig et nybygget herberg, et varmt bad og en god snak med min franske caminoven Kevin. Jeg er stolt som en løve over, at jeg nu mærker mig selv, respekterer mine følelser og handler på dem. Til mig kommer Margaret Thatchers ord (af alle!): “If you don’t stand on principles, you don’t stand at all”. Amen!

Syv bjerge for min far

DAG 4 Campiello – Berducedo 27 km

Pilgrimmene pusler helt atypisk rundt allerede fra 05:30. Jeg har til stor luksus delt en hel sovesal kun med Jannik og Niklas, de tyske gutter, der har vist sig at være brødre, og som har gjort stort indtryk. De kunne være mine sønner, og hvor ville deres forældre have været lykkelige, hvis de så, hvad jeg ser. At se de to brødre vandre fordybet i samtale, meditere hver eftermiddag i dormitoriet, hjælpe alle pilgrimme på deres vej, og hjælpes ad med at lave mad har rørt mig dybt. Ekstra plus: De snorker ikke.

Nogen rolig nat har vi dog ikke haft, for ved midnat kunne taget på det nybyggede herberg ikke klare mere asturisk regn. Regnvandet spulede ud gennem lampen i loftet, og der var en sø på gulvet på no time. Det hele var så uventet og absurd, at vi fik grineflip på tysk, alt imens vi flyttede vores ting i sikkerhed.

Efter to timers morgenvandring er jeg ved en skillevej: Nedenom dalen eller op over bjerget. Jeg vælger bjerget – den meget omtalte Hospitales-rute.

Ved skillevejen på Camino Primitivo. Op over bjerget eller ned gennem dalen?

Her er betagende smukt i morgendisen, og med køer og heste gående frit. Alligevel bliver dagen den hårdeste dag indtil nu. Mit humør går ligeså meget op og ned som landskabet – meget, skal siges. Jeg passerer et hjerte med datoen 25. marts. Min fars fødselsdag. Med et vejer min rygsæk det dobbelte, mit hjerte også, og med tårerne strømmende går jeg over bjergtop efter bjergtop. Jeg ville bestige syv bjerge, eller syv tusind, for en dag med ham.

Selv efter 13 år er det stadig svært, tungt, ikke i orden at miste ham. Jeg var så ung og vidste ikke omfanget eller dybden af tabet. Nu er jeg ældre og mere klog på livet, og det lyser i neon for mig, alt hvad jeg kunne have gjort med ham, delt med ham, spurgt om. Alle de knus, jeg kunne have fået.

Fuldstændig mismodig sætter jeg mig med køerne. Deres ro gør det i mangel af bedre ud for den følelse af tryghed og bagland, min far var.

På caminoen står det meget klart, at vi har hver vores rygsæk, vi må bære. Passe på. Holde orden i. Vi kan smile på vejen, bakke hinanden op, lytte. Men rygsækken bærer vi selv. Og jeg får min over bjerget.

Trygt nede på den anden side venter en storsmilende Kevin. Han var fascineret af min stædighed i aftes, da jeg vendte om. Og havde lyttet til Margaret Thatchers pointe. Så på trods af vejrudsigten var han vandret op på bjerget allerede i aftes og havde sovet alene der i telt. Mens tordenvejret passerede, havde han beroliget sig med at spille på fløjte, med regn og hagl trommende på teltdugen. Hver sine udfordringer, hver sin rygsæk og hver sine sejre på caminoen.

Min camino – mine valg

DAG 5 Berducedo – Castro 26 km

Livet her er een lang række valg. Et af de valg, jeg har flest gange hver dag, er selskabet. Oftest mit eget. Det er fantastisk selskab, når jeg flyver af sted, og tungt på andre tidspunkter. På en dag møder jeg typisk 10-20 andre pilgrimme undervejs, og valget er “følges eller fortsætte selv”. Det er tankevækkende, hvor tydelig og forskellig menneskers udstråling er. Og hvor forskelligt det samme menneske er i dalen og på toppen. Med min caminofamilie kan jeg se nu, om den psykiske rygsæk er tung eller ej. I dag. Nu. For det er den det ene øjeblik, og det andet ikke.

Jeg havde bekymret mig for dagens etape med 1100 højdemeter nedad mod søen ved Grandas de Salime og gennem et større skovområde, der desværre brændte ned i april. Men fra morgenstunden og helt til eftermiddagen får jeg følge af en pilgrim, som fortæller fem timer på spansk om indre ro, yoga, meditation, selvudvikling, “naturalezza” (=natur, tror jeg) og “alma” (=sjæl). Jeg kan ikke sige meget, men lytter. Og gæt selv, om turen var hård? Nøøø, skovbrande er en del af livet. Smukke på deres egen fatale måde. Skoven vokser frem igen. Og man kan åbenbart godt gå ned ad bakken, uden at gå ned med nakken. Hvis jeg vælger det. Så imorgen: Alene igen. Det vælger jeg.

Vandrestave og venskaber

DAG 6 Castro – Padrón 23 km

Gad vide, hvor mange krige vi kunne ende, hvis alle mennesker i verden gik en camino? Det fascinerer mig at være vidne til de venskaber, som caminoen giver dag for dag på tværs af sprog, aldre og kulturer. Jeg glæder mig over at kunne så mange sprog. Tit ender jeg som tolken i det babelstårn af sprog, som en fælles pilgrimsmiddag er. I aftes havde jeg den glæde endelig at møde italienere. Et ægtepar fra Bolzano. De er forældre til tre store børn, men har mistet deres mellemste søn i en MTB-ulykke. Her til morgen på sporet hører jeg pludselig “Mariiiiiiiiia!!!! Stai beeene??”, og der er de igen med deres smilende øjne.

I dag er et vendepunkt. Vi er halvvejs på rejsen til katedralen i Santiago de Compostela. Og grænsen mellem Asturien og Galicien er passeret. De to regioner er ikke enige om hvilken vej, muslingevejviserne skal vende: I Asturien er centrum af muslingen katedralen, og strålerne symboliserer de mange veje dertil. I Galicien vender muslingen modsat og læses mere som en hånd, hvor håndfladen er der, hvor du er, og fingrene vifter dig hjælpsomt mod katedralen. Det siger mig, at vi aldrig ser livet med de samme øjne. Og at det er vigtigt at sætte sig i andres sted for at forstå.

Her på caminoen går jeg med en pilgrimsvens vandrestave. Han er syg af kræft, og kan ikke gå camino nu. Jeg føler mig ydmyg over at tage hans stave med på caminoen. De bringer mig tanker om hvad han går igennem. Der er ikke meget jeg kan gøre. Men i Fonsagrada lægger jeg vejen forbi skohandleren og forkæler stavene med nye dutter. Nu er de gladere, mere velplejede og bare ovenpå. Håber min ven derhjemme bliver det samme.

Jeg sluttede i går med beslutningen om at gå alene. Det har caminoen fattet! Jeg møder ikke en sjæl i løbet af dagen, og ankommer tidligt på eftermiddagen til et øde landhus, der er herberget i den lille flække Padrón. Ren retrohygge, og et af de efterhånden meget få herberger, der ikke er grebet af renoveringens grundige hånd. Nøglen sidder i døren, og jeg lister rundt alene på knirkende gulve og venter på lyden af de første ord på italiensk, tysk, engelsk, spansk eller hvad det nu bliver…

Det bliver italiensk. Jeg tror universet har en mening med hvilke mennesker vi møder på caminoen. Jeg ser det sådan, at alle jeg møder har noget med til mig: Opbakning, udfordring (fx snorken), indsigt, perspektiv. Det italienske par, der kommer ind ad døren som de første, for eksempel. Siden vores søn fik kræft for nu fem år siden, har jeg skiftevis kæmpet imod angsten og levet med den i en form for våbenhvile eller accept. Det italienske par insisterer på livet, og har sammen gået igennem det, der er min livsangst: De har begravet deres søn. Det rører mig dybt at se dem bære deres sorg sammen, se dem grine på vejen, se dem samle svampe i skovbunden. Min egen angst bliver lettere i deres selskab, og jeg har ikke ord for den respekt og beundring jeg føler, når de byder alle os andre på pasta med svampe om aftenen. Jeg kan kun ydmygt håbe, at jeg på samme måde giver noget videre til dem, jeg møder på min vej.

En horisont bag en horisont

DAG 7 Padrón – Castroverde 33 km

Selvom jeg går alene, er jeg ikke alene. Når morgendisen putter sig her mellem de cantabriske bjerge, føles det som at vandre på skyerne. Min far elskede naturens skønhed, og var som jeg meget visuel og en stor æstetiker. Især synet af en horisont bag en horisont bag en horisont fascinerede ham. Mit hjerte banker vemodigt, for her er så mange horisonter. Jeg nyder synet for os begge. Ellers smiler livet mildt på Camino Primitivo nu.

Efter morgenens vandring på stille skovstier med solens lange stråler følger bjerg efter bjerg efter bjerg. Jeg og Ana fra Portugal har mange ting til fælles, blandt andet vores meget ringe stedsans. Så da sporet pludselig slutter på toppen af et bjerg, undrer det mig ikke at møde lige præcis Ana der… Vi går storgrinende den lange vej nedad til det rigtige spor igen sammen. En omvej på en times bjergvandring på caminoens hårdeste etape, som går under navnet “Rompe piernas” (“Ødelægger dine ben”). Pyt! Det var det smukkeste syn… Ofte er livets omveje og krinkelkroge det hele værd.

Udebanen og hjemmebanen

DAG 8 Castroverde – Lugo 22 km

Det hele startede med, at jeg i aftes hørte Torbens stemme i telefonen efter mange dage. Den mand, jeg har vendt hele livet med de seneste fem år. Pludselig i dag føler jeg, at vi er for mange, og at alle snakker hele tiden her på caminoen. Savner hans stemme, som er dyb på lige den måde, der får det til at suge i maven. Måske er det lige der, jeg får hjemve. Hjemve som en smertefuld længsel efter det “hjem”, vores ægteskab og familie er.

Det slår mig så tydeligt i dag, at det er det hjem, der tæller. Det er hjemme, jeg skal åbne mine sanser og arbejde på at forstå de mennesker, som står mig rigtig nær. For ligeså lydhør, nærværende og rummelig, som jeg er her, ligeså plaprende, flagrende og dømmende kan jeg være derhjemme. Her på caminoen stopper jeg glad og gerne alt, hvad jeg har for, tager kameraet frem og gør mit bedste for at indfange skønheden i selv den mindste blomst. Håber jeg vender hjem med samme overskud og nærvær til hver enkelt blomst i vores sammenbragte cirkus derhjemme med seks børn til sammen. At jeg lytter med ligeså åbent hjerte til Torben derhjemme, som jeg gør til pilgrimmene her. For det er hverdagens lange bane, der virkelig tæller.

Jeg starter træt og sur på dagens korte 22 km mod Lugo, selvfølgelig irriteret over min venstre side, som griller i den insisterende sol. Indtil jeg indser, at en solbrændt venstre side er et vilkår. Sådan er det bare, når livets retning er mod katedralen i vest. Nogle ting, kan vi ændre, andre er vilkår. Så hellere bruge krudtet på de ting, jeg kan og vil ændre.

Langs dagens rute finder jeg eksempel efter eksempel på stridigheder om skiltningen. Et irriteret og stædigt menneske – eller flere – har konsekvent overmalet muslingevejviserne med spraymaling. Jeg reflekterer over behovet for at have ret – og rette på andre… Håber jeg kan stoppe mig selv, før jeg bliver mennesket med spraydåsen.

Humøret vender. For jeg tænker, at savn betyder kærlighed. Lugo kalder, og jeg nyder at trave træt ind gennem bymuren i stor kontrast til byens som altid superstilede spanske kvinder. Beskidte vandrestøvler og spanske stiletter mødes.

Kedsomhed på caminoen

DAG 9 Lugo – As Seixas 35 km

Caminoen ved lige, hvad den skal sende os hver især, så vi kommer rundt om alle vores livs temaer og bliver klogere på os selv. Kedsomhed og rastløshed er tilstande, som volder mig mange kvaler og ofte bliver min fribillet til flugt – hvad end det er gennem mad eller gennem forhastede handlinger, når der bare skal SKE noget… NU.

Til min gru åbner dagens camino sig kort efter Lugo som en lang, lang asfaltvej foran mig. Worst case, simpelthen worst case for en som mig: Jeg har alt for rigelig tid- tiiimer – til at mærke, at jeg keder mig, og at det gør mig rastløs på en ulidelig måde. Jeg kan se hele himlen, og al den regn, den vil byde ind med. Min bedste yogacaminoven har netop i dag fundet en spanier at gå med. Ergo er jeg alene med min kedsomhed og mine forbistrelser.

Jeg konkluderer, at svaret ligger i mig selv – det er ikke meningen, at jeg skal holde andre ansvarlige for at holde mig i gang med eventyr – heller ikke mine kære derhjemme. Jeg skal selv. Jeg kan selv. Jeg vil selv. Pludselig er jeg igennem den første halve del af dagen – skovstierne og markvejene vender tilbage, solen vender tilbage, og jeg finder en seng på et smukt, arkitekttegnet municipal-albergue.

Indvandrer på Camino Francés

DAG 10 As Seixas – Salceda 40 km

I dag er dagen, hvor Camino Primitivos stille del når sin ende, og vi slutter os til den langt mere befærdede franske rute, Camino Frances. Det bringer vemod. Og erindringen om en helt bestemt dag i min barndom. Jeg stod i klasseværelset på Bordings Friskole, kiggede ud ad vinduet, ned i Nordgården, og tænkte: “Hvor er de søde og glade, alle de børn, der leger dernede”. Så gik det op for mig, hvad jeg lige havde tænkt. Og jeg var ikke længere et barn. Nyt kapitel. Det samme i dag: Primitivo slutter, den franske rute starter for os. Jeg ser mig tilbage med vemod.

Her på caminoen har jeg ofte fået store gaver, når jeg har vendt mig om og set tilbage ad sporet. De smukkeste udsigter og de klareste tanker. Alt er perfekt, som det er. Jeg ville ikke ændre et skridt, hvis jeg kunne. I mange dage har vi som en lille familie gået i hinandens fodspor. Hjulpet hinanden med vabler. Forsvundne kontanter i bankomater. Skuldersmerter. Lånt hinandens vidundercremer mod dit og dat (de tyske er bedst!) Båret hinandens glemte sager videre til næste albergue. En dyb tryghed for mig at være i.

Det siges, at alle mennesker har noget, de er grundlæggende bange for. En grundangst. Min er helt klart det at være alene – risikoen for ikke at være elsket. Den har jeg fint taget i hånden her. Og nok især i dag. Alt var planlagt, så hele caminofamilien skulle mødes på et herberg og vandre i samme etaper de sidste to dage mod katedralen. Men planlægning er vist ikke lige os. Vi er spredt fire steder, jeg alene på luksusherberg 27 km fra katedralen. Det vil så sige, at jeg har gået omkring de 50 km i dag. Ikke planen… Alle mine forudindtagede meninger om den franske rute må jeg æde igen: Jeg går de sidste tre timer alene på sporet og synger. Forbi lukket efter lukket bar. I nummer fire bar har jeg held til at få dagens kun andet måltid, alt imens rengøringsdamen er i gang. Solen luner mine ømme fødder nu, og jeg kan det alligevel godt, det med at være alene.

Hverdagens camino

DAG 11 Salceda – Santiago 30 km

314 km senere: Ligger i solen et af de fredeligste steder jeg kender: Pladsen foran katedralen i Santiago de Compostela. Intet andet sted i verden har jeg set så mange lange knus og så mange smil, så meget gåsehud og så mange tårer. Jeg nåede hertil igår i uforudset selskab: En italiensk præst, som hoppede fra, fordi han kom i konflikt med “gli uomini della chiesa” – kirkens mænd. Han skiftede spor og blev buschauffør i stedet. Han er den første, jeg har mødt på caminoen, som er her af religiøse grunde. Den helt rigtige følgesvend til pilgrimsmessen.

Mens jeg skriver disse ord, vandrer parret, jeg oplevede blive forlovet, ind. Flere kram. Flere tårer. På den smukke måde… Her er som at sidde på det smukkeste, blødeste tæppe, vævet af menneskers liv og historier fra hele verden, der fletter sig sammen. Jeg ved det allerede: Jeg vender tilbage hertil. Og nu er det, min vandring egentlig starter. Hverdagens camino.

4 replies
  1. Heidi Flou Mikkelsen
    Heidi Flou Mikkelsen says:

    Kære Marie
    Hvor er det en fantastisk beretning, du har skrevet. Det er ikke mere end et halvt års tid siden, at jeg bestemte mig for at gå Caminoen en dag. Din blog har kun gjort lysten og udlængslen endnu større, og i dag har jeg købt min vandrerygsæk – så nu er drømmen så småt begyndt at blive til virkelighed. Tusind tak for alle de mange gode tips og oplevelser du deler her på siden.
    Kærlig hilsen Heidi

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Heidi….. hvor er det spændende. Nu står rygsækken der – klar til at blive fyldt med hvad du ved og læser dig til. Plus alt det, du mere eller mindre ubevidst putter i den. Til mit foredrag forleden var der en, der sagde: ‘Det, du pakker i din rygsæk, er din frygt’. Det har jeg tænkt meget over. Nogle ting er jo gode og nødvendige. Men lad os så sige de ekstra kilo – der er jeg enig: Er du bange for ikke at være smuk, pakker du garderobe til om aftenen. Er du som jeg bange for regn, pakker du gram efter gram af regnudstyr. Er du bange for kulde, pakker du din tunge jakke. Nyd drømmene og jeg ønsker dig den bedste camino når du tager af sted. kh Marie

      Svar
  2. Synnøve Skåksrud
    Synnøve Skåksrud says:

    Det var hyggelig å lese om din vandring. Selv gikk jeg fra Oslo til Roma sist år. Det tok 5måneder. Det befriende i stillheten og enkelheten lengter jeg tilbake til. Hilsen Synnøve

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hvor spændende. Jeg drømmer faktisk om at vandre hjemmefra Helsingør og enten til Rom, eller Santiago. Har du skrevet om dine oplevelser noget sted? Så vil jeg meget gerne læse med. Kærlig hilsen Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN