GUIDE Øhavsstien rundt i caminostil (220 km)

Øhavsstien kræver lidt planlægning hjemmefra – men skøn er den! Vi vandrede alle 220 km plus det løse i juli 2020 – vores coronavenlige caminosommer. Se vores bedste tips

Vi har vandret Øhavsstien ud i et i ‘caminostil’, med lige under seks kilo i rygsækken hver, fordi vi sover på vandrehjem og værelser undervejs i stedet for at telte. Ud over smuk natur og heeeeelt ro og fred har Øhavsstien meget af den caminostemning, vi elsker. Vi bookede alt hjemmefra inklusiv færger, og det var vi glade for, fordi der var pres på i flere af byerne. Her har vi samlet vores tips og tricks til Øhavsstien.

Hvor lang er Øhavsstien i alt og hvor er den henne?

Samlet er Øhavsstien 220 km stier, og den går rundt om det smukke, sydfynske øhav med dele på Sydfyn, Ærø, Tåsinge og Langeland. Langt størstedelen går ad slåede markstier, og du kommer også gennem smukke skove, langs strande og enkelte gange på stille asfaltveje.

Som kortet her viser, hænger Øhavsstien (markeret med rød) ikke sammen uden at supplere med transport. De blå linjer er færgerne, vi sejlede med. De stiplede blå linjer er busture og flextrafikture.

Kort: Vores bearbejdning af Naturturismes kort

Hvor starter man overhovedet og hvilken vej går man rundt?

I princippet kan du starte hvor som helst – der er ingen start og slut. Vi startede ved Faldsled Kro, der er fornemt skiltet med gratis parkering for Øhavsstien.

Vi valgte at gå mod uret rundt, fordi vi bedst kunne få det til at passe med hvor langt vi ville gå de enkelte dage. Men næsten alle går faktisk med uret rundt.

Vores etaper på Øhavsstien

Her kan du se de ni etaper, vi har vandret Øhavsstiens 220 km på med i gennemsnit 24,4 km om dagen og otte overnatninger i alt:

  1. Faldsled – Norden – Faaborg 26 km
  2. Faaborg – Ærøskøbing 21 km (via færgen Faaborg – Søby på Ærø)
  3. Ærøskøbing – Marstal – færge til Rudkøbing på Langeland og vandre videre til Henninge Nor 24 km
  4. Med bus 913 til Lohals og vandre Lohals – Tranekær 20 km
  5. Tranekær – Rudkøbing 25 km
  6. Rudkøbing – Svendborg 26 km
  7. Svendborg – til Lundeborg 32 km
  8. Bus fra Lundeborg – Svendborg og vandre Svendborg – Syltemae Camping 5 km efter Vester Skerninge 28 km
  9. Syltemae Camping – Norden 24 km og bus tilbage til bilen i Faldsled

Hvordan er skiltningen?

Det er begyndt at blive tydeligt, at Øhavsstien har nogle år på bagen – især på Langeland og Ærø er en del skilte groet helt til eller simpelthen væk. Der er desværre også en række eksempler på direkte uforståelig skiltning, hvor man på trods af al god vilje ingen anelse har om hvilken vej man skal, når man står ved skiltet. Og så er der selvfølgelig alle de steder, skiltningen er super – det er den bare ikke konsekvent.

Vi havde tre supplerende kort med:

  1. Kortet fra bogguiden til Øhavsstien. Det kort er lækkert, men ulæseligt, og ikke muligt at navigere efter. Der er lidt bedre kort inde i selve guiden, men de er bøvlede at læse.
  2. Kortene fra de syv forskellige vandretursfoldere til ruten. Nogenlunde læsbare kort med deldistancer. Skaf dem hjemmefra gennem turistbureauerne – vi ledte forgæves efter kort på hele Langeland og Tåsinge.
  3. Kortet i appen ‘Geopark Det sydfynske øhav’: Vores redningsplanke alle de steder, der ingen skiltning er! Kortet er forældet ift. de steder, hvor ruten er ændret, men det spiller ingen rolle, fordi den fysiske skiltning de steder er ok.

Indkøbsmuligheder og deldistancer på Øhavsstien

Her kan du se Øhavsstiens forskellige deldistancer og finde information om hvor du kan proviantere. Generelt leder Øhavsstien dig udenom de fleste byer og gør det ikke nemt at proviantere – så planlæg nøje dag for dig, så du undgår at skulle vandre langt på tom mave!

Faldsled – Faaborg 26 km

I Faldsled: Ingen indkøbsmuligheder
Efter 12 km: Mulighed for at tage en kort afstikke til Trente Møller (ingen services)
Efter 17 km: Golfklub med café og mulighed for at fylde vandflaske
Efter 19,5 km: Kiosk Skovtrolden ved Svanninge Bakker
Efter 21,6 km: Skillevejen, hvor du fra Faldsled kan vandre enten mod Faaborg eller Fjellebroen
I Faaborg: Alle indkøbsmuligheder

Skovtrolden iskiosk ved Svanninge Bakker

Søby – Ærøskøbing 21 km

I Søby: Indkøbsmuligheder hos Finns Bageri og DagliBrugsen
Efter 5 km: Museet Søbygaard, hvor der er toiletter og mulighed for at købe kaffe fra termokande eller låne en elkoger
Efter 11 km: Ærø Naturpark (ingen services) – mulighed for at tage en afstikker over til labre Brejninge Gæstgiveri, hvor du også kan overnatte

Søbygaard er en pause værd – vi droppede ind til en tankevækkende fotoudstilling og fik en velfortjent pause fra regnen.

Ærøskøbing – Henninge Nor 15 + 9 km

I Ærøskøbing: Alle indkøbsmuligheder
Efter 4 km: Lille Rise (ingen services)
Efter 15 km: Alle indkøbsmuligheder i Marstal
Efter færgeoverfarten: Alle indkøbsmuligheder i Rudkøbing
Efter 6,3 km: Henninge Nor: Ingen services
Efter 9 km: Busstop mod Lohals

Fra her hvor Øhavsstien slutter ved Henninge Nor kan du trave 2,6 km videre ad Trampestien og Klæsøvej – så er du ved busstoppestedet mod Lohals.

Lohals – Tranekær 20 km

I Lohals: Bager med gode sandwiches og DagliBrugsen
Efter 10,5 km: Dageløkke Havn, hvor der er café og kaffebar plus en iskiosk
Efter 13,8 km: Emmerbølle Camping: Minikøbmand
Efter 20 km: Tranekær: Ingen indkøbsmuligheder! Der er dog restaurant Generalen (som er god!!!) og en gård, der sælger vin og luksussnacks.

Nyder udsigten fra Pakuset, Dageløkke Havn

Restaurant Generalen i Trankær

Tranekær – Rudkøbing 25 km

I Tranekær: Ingen indkøbsmuligheder!
Efter 10,6 km kan du gå fra mod Spodsbjerg Havn, det er en omvej på 1 km hver vej. Der er fiskehandler med mulighed for frokost
Efter 14,3 km står du ved hjørnet af Tullebølle Kirke. Fortsæt ad stien langs kirken, hvis du vil til Stæhrs Bageri (og det vil du gerne!)

Stæhrs Bageri i Tullebølle – et must stop

Mit livs bedste jordbærkage! Jeg må tilbage!

Rudkøbing – Svendborg 29 km

I Rudkøbing: Alle indkøbsmuligheder – vi ville meget gerne have husket madpakker her!

Efter 10,4 km kan du tage en afstikker til Taasinge Camping på 400 m hver vej
Efter 12 km er du i Lundby, hvor der ingen services er – men du kan gå 1 km hver vej over til DagliBrugsen i Landet
Efter 17 km kan du tage en afstikker på 1 km hver vej ud til Valdemars Slot, hvor der er en café med toast
Efter 19,2 km kommer du til Vindeby grill, bageri og slagter
Efter 25,5 km går du ned fra Svendborgsundbroen – resten af turen er gennem Svendborg over til hvor vi boede.

Svendborg – Lundeborg 33 km

I Svendbog: Alle indkøbsmuligheder
Efter 15 km: Vejstrup (ingen services)
Efter 24 km: Broholm Gods (ingen services)
Efter 29 km: Hesselagergaard (ingen services)
Ingen indkøbsmuligheder undervejs
I Lundeborg: Fantastisk, foreningsdrevet luksuskøbmand og bagerudsalg

Morgenmad hos købmanden i Lundeborg

Svendborg – Syltemae Camping 25 km

Efter 11 km: Hvidkilde Gods (ingen services)
Efter 13 km Egebjerg Mølle (her er toilet, vand og elkoger)
Efter 20 km kan du dreje til højre ad Krovej ind i Vester Skerninge, der har både bager og DagliBrugsen
21 km: Syltemade Ådal starter
24,5 km: Syltemae Camping

På opdagelse i Egebjerg Mølle Naturrum – Øhavsstiens bedste ‘Kaffeplet’

Syltemae Camping - Skillevejen 20 km

Efter 7 km: Fjellebroen Havn – her kan du få is, pomfritter, hotdogs og så videre derudaf…
Efter det ikke flere indkøbsmuligheder

Fjellebroen – her er der grillbar og rå havnehygge

Hvad med overnatning, og hvad koster det?

Billigste løsning for overnatning på Øhavsstien er selvfølgelig telt. Vi er nu meget mere til en seng, når vi har vandret, så vi prøvede disse overnatningssteder – en blanding af bed and breakfast, camping og vandrehjem.

  • Faaborg: Privat værelse på AirBnB for 706 kr. Totalt charmerende baghus, man har for sig selv med bad og toilet. Du skal gennem de søde værters køkken for at komme derud.
  • Ærøskøbing: Vi boede på det stemningsfulde, gamle vandrehjem Villa Blomberg til 600 kr.
  • Henninge Nor: Solhøjgaard 330-480 kr. Ok, stort værelse, men ikke det mest inspirerende sted, og vi savnede aftensolen. Set i bakspejlet havde ikke sovet ude på bøhlandet, men taget bussen videre til Lohals efter endt vandring.
  • Tranekær: Tranekær bed and breakfast 600 kr. Her er værten sød og indretningen altmodisch hyggelig. Desværre er det et rygehjem, og det slog skår i glæden for os. Næste gang vi er i Tranekær vælger vi i stedet Hønsehuset bed and breakfast
  • Rudkøbing: Vi boede på Holiday Rooms Rudkøbing til 450 kr. Værelset var ok og rent, men værten var pernitten og kontrollerende, så næste gang vælger vi et andet sted.
  • Svendborg: Vi boede i eget baghus hos Svendborgs byguide Karen for 529 kr. Desværre var Karen på arbejde, så vi nåede ikke at mødes. Komplet idyllisk baghus og gårdhave. Sengen er i et rum og køkkenet i et andet, så du skal udendørs mellem de to. Du skal også udendørs for at komme op til bad og toilet, som du deler med værten. Superfint sted og god beliggenhed, hvis du vandrer videre mod Lundeborg.
  • Lundeborg: Privat værelse hos Anders og Winnie for 178 kr på AirBnB. Her boede vi hyggeligt i hus med de meget gæstfrie værter. Godt værelse med udsigt til skoven og gode senge. Du deler toilet og bad med familien.
  • Vester Skerninge: Her boede vi på den stille, økoagtige Syltemae Camping – de har en hytte på hjul for 500 kr. For os var det toppunktet af overnatning – totalt charmerende hytter! Køkkenet er meget dårligt udstyret, så overvej aftensmadsplanen nøje. Og bind ikke an på, at der er en flaske vin at købe på stedet.

Pris i alt: 8 overnatninger 4.043 for to personer eksklusiv morgenmad og sengelinned, som vi selv havde med. Så er det altså heller ikke dyrere at feriere i smukke Danmark!

Vores hytte på hjul – Syltemae Camping

Hvad når stien ender blindt?

Der følger en del transfer med, hvis du vil vandre Øhavsstien i sin fulde længde, fordi den ender blindt fire steder, og fordi du skal med færgen to steder.

  • Fra Faaborg til Søby kan du sejle med Ærøfærgerne – husk at booke, så du har en plads
  • Fra Marstal til Rudkøbing kan du sejle med Ærøexpressen – huske at booke, så du har en plads
  • Øhavsstien ender blindt ved Henninge Nor, ved Lohals, ved Lundeborg og ved Faldsled. Ved Henninge Nor kan du vandre 2 km mere ad en trampesti hen hos Klæsøvej, hvorfra bus 912 og 913 kører direkte til Lohals – se køretiderne på Rejseplanen (du kan bruge dit rejsekort). Så får du fikset hele to blinde ender på een bustur. Fra Lohals tilbage til Svendborg er der ingen fast bus, men du kan bestille en flextur, som skal bookes via Rejseplanen senest to timer før. Vi startede fra Faldsled og havde dermed bilen stående ved en af de blinde ender. Vi nåede derfor i mål ved den skillevej, hvor du fra Faldsled kan vandre enten mod Faaborg eller Fjellebroen. Vi bestille en flextur tilbage til Faldsled fra skillevejen, da vi var to timers vandring væk. For at blive hentet ved skillevejen, skal du taste ‘Solbjergvej, Faaborg’ ind som startsted og Faldsled Havn som slutsted.

Er der app til ruten?

Vi installerede den gratis app ‘Geopark det fynske øhav’ til Øhavsstien, og det var vi glade for, fordi der er et interaktivt kort i den, som reddede os, hver gang skiltningen svigtede. Ud over det brugte vi ikke appen, fordi den virkede svær at bruge. Desværre mangler appen de oplysninger, vi allermest havde brug for: Fx hvor vi kunne finde vandposter, og hvor vi kunne proviantere.

En af de nederen ting ved at være afhængig af et app for at finde vej: Ikke nogen fest i regnvejr…

Guidebog til Øhavsstien

Vi købte guiden ‘Øhavsstien – En vandretur rundt om det sydfynske Øhav’. Den var hyggelig at have at læse i hjemmefra, og den er meget grundig med fortællingerne om natur og kultur undervejs. Den vejer hele 416 gram, og var lige lovlig teksttung at have med ude på ruten. Der fungerede de mere kortfattede foldere om Øhavsstien bedre for os. Om aftenen var guiden dog hyggelig at læse i:

Vil du videre ad Gendarmstien fra Øhavsstien?

Når du er i Søby på Ærø, er der færge til Fynshav (som forvirrende nok ligger på Als i Jylland!). Fra Fynshav er der 16 kilometer til Skovby, som er starten på Gendarmstien – en 84 km suveræn vandresti langs den dansk-tyske grænse. Turen fra Fynshav til Skovby er 12,5 km ad vejen, og her er vores forslag til 16 km ad stier. Vi har ikke prøvet forbindelsesruten af selv, men lavet den til næste gang vi er på de kanter:

2 replies
  1. Kirsten
    Kirsten says:

    Hej
    Jeg vil sige tak for alle jeres gode guides. I inspirerede mig til at gå Camino Porto til Santiago i oktober 2019. Det bedste jeg har gjort for mig selv i mange år. Så tak for jeres store inspiration.
    Forrige weekend gik en veninde og jeg øhavsstien på Ærø. Dejlig tur med udsigt til mange marker og meget vand. Turen fra Ærøskøbing til Søby er 22 km lang, selvom kortet siger 19 km. Vi boede på Bed and coffee lige midt i Ærøskøbing, de har 3 værelser til leje. Og de kan klart anbefales, hvis man kommer på de kanter. Fra Ærøskøbing til Marstal er der langt til første sted med mulighed for pause, med mindre man bare vil slå sig ned på stien.
    Tænkte det måske var lidt info I kunne bruge til jeres sommervandring.
    Har lige fulgt jeres tur på gendarmstien. Den har jeg under planlægning til uge 26.
    Så tak for mange gode ideer og fif. I gør et fantastisk stykke arbejde.
    God sommer
    Mvh Kirsten Boulanger

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Kirsten – hvor er det dejligt med dine tips! Vi vil klart prøve at få plads på Bed and coffee! Og også altid rart at kende lidt til distancer og indkøb. Iiiih, hvor vi glæder os. Bedste hilsner Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK