GUIDE Gennem appelsindalen til Sollér

Blændende bjergudsigter og duften af appelsiner venter de seje, der tager vandreturen fra Lluc-klostret til Sollér

For os startede den planlagte vandretur fra Lluc-klostret til Sollér med en halv time i bus til Cuber Reservoir, som er en kunstig, højtbeliggende sø i bjergene.

Den lille bustur sparede os for to en halv times vandring stejlt opad. Den del var vi supermotiverede til at droppe på grund af dagens 35 grader.

Den resterende del af turen fra Cuber og til Sollér er fortryllende og fascinerende, og kan tilbagelægges på 4-5 timer. Først rundt om reservoiret, hvor pickups kom kørende med hyrder på ladet, højt grinende og med rifler, seler og gumistøvler.

Efter det snor stien sig rundt om den ene bjergkam efter den anden, indtil du – sikkert måbende som vi – står mellem store klippemassiver og med udkig ned gennem en ny dal.

Forude venter flere timers nedstigning ad smukke, snoede brolagte terrasserede stier. Det er ufatteligt, hvor meget omhu og sved, der er lagt i dem.

Den sidste og mere skånsomme del går du med appelsinlunde på hver side frem til Sollér. Moooon ikke Sollérs smukke gade vinder dit hjerte? Vores vandt de i hvert fald.

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM SPANIEN